Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

praktik dag 4 fredag 7/1 2011

to timers dansk plus spisning med eleverne. Ikke umiddelbart den dramatiske dag, men vigtige ting skete.

Da eleverne skulle printe deres færdige dagopgaver ud i farver- hvilket foregår på biblioteket, så blev jeg tilbage med de elever der stadigvæk manglede at lave ting færdige og som ikke kunne komme til fordi de ikke allesammen kunne printe samtidigt. Idag har jeg snakket en masse med et par af drengene som ikke havde fået lavet det hele færdigt og sparret med dem omkring ords betydning, hvordan de formulerede sig, om ordstilling og sprog og generelt om hvor meget de havde skrevet ned. Det har været meget fint. Jeg havnede også i en snak med et par andre knægte der begyndte at snakke om, at de ikke kunne lide muslimer. Jeg bød ind med " der er vel også andre folk du ikke kan lide- det har vel ikke kun noget med religion/kultur at gøre" hvorefter de går over og imiterer wallasnak. Jeg prøvede men følte ikke jeg helt havde værktøj til at sætte dem på plads/perspektivere eller virkeligt at sige fra overfor hvad de sagde. De distraherede sig selv ud af samtalen, men jeg sad med en lidt impotent følelse og jeg vil gerne kigge mere ind i hvordan man håndterer den slags.

Jeg havde en interessant udfordring i at forklare en knægt hvad improvisering betyder. Især fordi han er god til og ved hvad free-style betyder. Heldigvis havde jeg massere af tid til at rode mig ud af min lange forklaring igen :) - monica der lige synes det er vigtigt at nævne at improvisation også findes inde for andre kunstarter og i erhvervslivet ( Note til selv : K.i.s.s.)

Derefter skal vi være i klasselokalet ( i en anden bygning) mens børnene spiser og jeg er somm planlagt den første af os to der kommer derover. Der er " må vi spise nu" hvilket jeg siger god for, efterfulgt af meget kaos og nogle drenge der slås for sjov. Jeg får lavet et " hey stop" og kigger rundt og ser at der stadigvæk er meget uorden. Så jeg siger noget ala " Det skal foregå stille og roligt " og så laver jeg klappesignalet...- OG de svarer! og en pige backer mig endda op med at sige " vi har en ny lærer nu" og så laver jeg et nyt klap hvor de alle falder til ro og lytter og så et trioliseret trick med kommentaren " lad os se om i kan følge den her" - og det virkede!!!!

Heldigvis kom lærerinden ind lige omkring der og startede hvad de nu har af snak omkring spisning,- men det var mig der fik ro i klassen og jeg gjorde det med den metode. Og jeg synes den rocker :) Min puls var på 180 imens men jeg holdt mit voksenansigt og det virkede og de reagerede positivt på mig. Hurra hurra hurra :)

Endnu en metode hun bruger i klassen : Smileys aka belønning for at have lavet lektier i løbet af ugen. - Hver fredag får de elever der har lavet deres lektier i løbet af ugen et klistermærke og til sommer tælles der op hvor godt de har klaret det. Intet lektiefravær = guld, et fravær = sølv og to fravær = bronce. Der er endda en lille symbolsk præmie oveni hatten til guldlektielaverne. Udover det kalder hun det ikke lektier men træning og hjemmeøvning. Jeg husker fra min første klaverlærer at jeg syntes det var super motiverende - hun brugte en lignende metode.

- Mit store spørgsmål til det her er,- hvad med de elever der slet ikke er med nok til at "konkurrere" med sig selv? Hvad er motivationssystemet til dem? Det glæder jeg mig til at spørge hende om til vejledning.

Min grænseprøvning idag var, at jeg havde taget 6 ud af 11 ørerstikker i for at se hvordan det blev taget imod af både elever, lærer og skoleleder. Skoleleder så det ikke så der er ikke noget feedback der,- lærerinde sagde " det pænt jeg ved dog ikke om man må have store piercinger" og eleverne pludrede løs om det og spurgte og syntes det var funky og påpegede tatoveringer. Så bonus til søde børn og hihi til lige at prøve det af.

Oveni i det fik jeg lige lavet liiidt debunking i slutningen af dagen med pigeflokken. Den ene spurgte til mit stjernetegn og fortalte hvordan nogen havde gættet hendes fødselsdag. Jeg demonstrerede " en mand i dit liv der hedder noget med M" og den fangede de rimeligt hurtigt og jeg sagde " det er trylletricks.- ihverttilfælde alle dem jeg har mødt har brugt tricks" og det fangede de og begyndte at tænke over. Og så fortalte flere af dem at de kunne tricks og jeg nævnte at jeg elsker dem og er rigtig dårlig til at lure dem. Så jeg tænker jeg kommer til at se nogle børn trylle i løbet af de næste par uger :)

Totalt sucess dag! har været fuldt optaget af nu'et hele dagen og nu skal jeg til kbh og til fredagsøl.