gamle monstre på nye flasker

og velkendte mønstre spinder sig rundt om tankerne. Ny skole = alt er i flux og jeg er træt og stresset - intet nyt der.

Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.

Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.

Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.

Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle?  Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.

Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?

Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.

Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?

et kærligt blik

et kærligt blik kan vende vandende inden i fra ebbe til flod. Det kan stilne skrigene fra afgrunden og sætte benene i svingende dans. èt kærligt blik kan varme hjertet og sætte drømme tilbage i centeret af tankestrømmen.

Men ét blik, et smil, et kys holder ikke evigt.

Kys mig igen, kys mig i regnen til en ironisk kærlighedssang

--------------------------

Jeg har haft en dag i god energi. Aftenen er dog lidt grummemørk i kanterne. De gnaver sig ind men jeg varmer mig ved døgnet der er gået og holder fast i forundringen frem for fligen af mørket. Lunten der fører ind til den trætte kerne.

Rengøring som en bøn...

Der skrubbes og skures, sprayes og poleres, bruges knofedt og cilit-tjubang amok i det lille hjem som en stille bøn til et nådesløst univers: Hvis jeg nu får mere styr, endnu mere styr, mest styr på tingene- bliver det så please ikke nok som mine forældre lovede mig? Please bliver jeg så ikke glad og please bliver jeg så ikke elsket?

Som et forsøg på en rituel regn(af lykke)dans så skurer jeg hjørner og sprækker der ikke har set vand eller blevet set af menneskeøjne siden før jeg flyttede ind. Som længselsfyldte rubinskosklik slår jeg snavs løs og optimerer indretning. Som om jeg derigennem opfører en dæmning mod den tristhed jeg har været halvfyldt af i flere uger, men deri ligger det en stille angst for at stoppe og se på sprækkerne. Frygt for at revnerne springer op og følelsen af ulykkelighed overvælder mig. 

og så kom der et besøg fra vulkanøen og gav en dosis pep og samhørighed. Ville dog ønske det kom i flasker som kunne stå på lager...dog er dagen vendt fra frustration til dejlighed

alting i mudder

så hele næste år skal jeg læse musik og jeg burde danse rundt og synge hurra. Desværre er mit køle/fryseskab ret så sikkert afgået ved døden og jeg skal have overført min su...To ting som jeg er dresseret til at forvente kommer til at koste mig tid, ærgrelser og mange penge. Jeg er træt af verden og ikke sikker på om jeg stadigvæk er sløj, men jeg har lyst til at lægge mig ind under dynen igen og vente til tingene går over.

Jeg har endelig fået styr på det meste af min lejlighed, men lysten til at fikse køkkenet er røget med køleskabets dødsrallen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Solen skinner og jeg havde lyst til at fikse ting...men energien er tørret ud på kontoen og jeg trænger til at blive serveret lidt varm kakao og kolde kys på øjenlågene....

Tilgengæld er ting ved at vokse til på andre fronter. Stille og roligt lader jeg min hjerne acceptere en eller anden form for ansvar overfor projekter og gruppeforløb. Det er smertefrit og kræver mest bare energi i kærlighed til projekt og medmennesker, frem for selvopfyldende energi.

Fordømt...det føles fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, at jeg skal arbejde på tirsdag og at skulle gøre noget i denne dumme verden. Pis og røvsovs hvor er 1012 bare året hvor alt går galt.

den plastiske hjerne

Det er spøjst at blive imndet om noget jeg har følt før, syntes var en god indstilling til virkeligheden og som jeg så havde præsteret at glemme igen. Men igår fik jeg en solid dosis " du er attraktiv" skudt ind i hjernen, og dér opdagede jeg, at jeg havde glemt at jeg gav dem ret :)

Komplimenter kan man tygge på i 100 dage og jeg fik en hel lomme fuld. Det var dejligt og ryger ind på listen af ting som jeg lige have brug for.

Desuden præsterede jeg at drikke en solid mængde alkohol uden at gøre ting jeg fortryder idag og det er en dejlig udvikling.

Alt i alt havde jeg mig en meget dejlig weekend der har løftet noget af det triste.
- jeg er blå ligenu, men klokken er kvart over ulvetime og den tristhed vil jeg vælge at tilskrive min træthjernes typiske melankoli.

Vi er kommet igang med at træne igen og det er absolut vidunderligt. Jeg ønsker mig sådan, at jeg kan huske nøjagtigt hvor godt det er, når jeg næste gang bliver tvunget ud i en pause.

ugen der kommer står i preppens tegn. Prep til skole, prepp til fremtiden. Prepp til kæk :)

træt uden søvnighed afsnit 57305 kapitel y

det er bare det hele samlet. Det må det være. Der er ikke noget grundvoldsrystende galt som jeg kan pinpointe som hovedårsdagen og kilden til mit tungsind og gårsdagens vrede der idag har udvilket sig til en trist livslede.

 *armen og håndleddet gør ond og gør mig ulykkelig og bekymret for min musik og udvikling som musiker og ærgelig ved den glæde jeg havde ved at købe nyt trommeevneudviklingsmateriale

 *Den tidligere forstuvede ankel gør ondt ved strækforsøg og gør mig trist og giver mig en gammelkropsfølelse og en par points i dødsangs

 *Min menstuation er gået bananas (den har ellers været overvældende pålidelig siden jeg tabte mig) og jeg har det hyppigere og hyppigere og det gør mig bange for kræft og ufrugtbarhed...tænk hvis det umulige skulle ske og nogen ville have barn med mig, og at jeg så ikke skulle kunne alligevel...suk

 *min overførsel til det nye seminarie er ikke gennemført og det stresser mig. Hvert trin har indebåret logistiske og kommunikatoriske fejl fra de forskellige instandser. Oven i det gør stressen, at jeg ikke kan komme igang med at glæde mig tilfagene som jeg så gerne vil studere, og i stedenfor bare har "hvis jeg er heldig skal jeg rejse til fucking søborg" som overskrift for dét forløb og min nuværende tilstand skræmmer mig i forhold til overhoved at komme derhen. depression og lang transport plejer ikke at være min superevne :-/

 *Alle får børn og jeg kan ikke finde ud af at finde en der vil have dem med mig. Og da det ikke er en midlertidig "tørke" eller en "forbigående problemstilling" at jeg ikke kan lide dem ( der må være derude) der kan lide mig...så gør det mig gammel og træt.

 Jeg ved at jeg har godt af mennesker. Jeg ved _ikke_ hvor agressivt jeg skal søge at komme i kollektiv. Jeg ved jeg gerne ville finde en at bygge sandslotte med...men jeg ved igen ikke, om jeg burde forgælde mig og gå agressivt efter datingsider og...well---hvad ellers?

Jeg har muligheden for at sætte et scenarie op på blackbox cph, hvilket jeg føler jeg bør, men det ligger oveni et scenarie i sverige jeg gerne ville med til. Burde jeg endeligt få gjort noget ved det der organisering? eller bør jeg komme afsted og lave noget sjovt og møde svenskere? ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde det...

når det går skævt

så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.

Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...

Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.

Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.

Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?

Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(

I nattens mørke

Her er dejligt roligt, mørkt og stille... Det er jeg begyndt at nyde en helt mærrasse. Roen i soveværelset og varm dynetryghed.
Men jeg ligger her og er ængstelig. Ikke meget men heletiden i øjeblikket. Ængstelig og fyldt med ønsker som jeg burde sluge...burde holde inde og gøre en massiv indsats for at glemme. Fordi jeg jo egentligt mener, at de holder mig fra at være i nuet og fra at være lykkelig i nuet. At det holder mig fra autentisk liv...Men jeg kan ikke ryste dem af mig. Holdene mine veninders nyfødte tæt til kroppen og være fyldt med higen er så smertefuldt i en situation, hvor jeg burde være fyldt med lykke på deres vegne.

En lille magisk pige, som en dag ville blive voksen, sidder et sted i fantasiens verden og venter på at jeg finder nøglen. Og jeg kan mærke en rædsel ligge lige under overfladen i de her dage. En tiltagende panik ved tanken om en tilfældig ulykke, en sygdom...en eller anden dum fejl som kunne tage muligheden fra mig. you covet what you see, sagde hannibal lector, og det er nok derfor det føles så akut ligenu. Somom jeg ikke opdagede at der ville være et ræs imod dette og at jeg stadigvæk leger rundt imens alle andre får levet en drøm jeg også er fyldt af. Pludselig var jeg 30 og pludselig var de år jeg har spildt virkeligt vigtige og kunne være brugt på at blive en faktor i dette store spil omkring forhold, udfoldelse og familie.

Men jeg er her alene i mørket. Omgevet af fantasifødte muligheder og angsten for, at de aldrig kommer til denne virkelighed. Det var slemt nok at frygte, aldrig at finde en favn at hvile i igen...men dette er værre.