Solskin og minder ud af det blå

Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.

Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid.  Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.

Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.

Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.

intet kompas

Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.

Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.

jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.

Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.

Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...

Jeg er bare så utroligt træt