Helt konkret har jeg besluttet mig for, at skifte nodeopbevaringssystem. Det er en kæmpe opgave og har taget al den tid jeg orkede idag og kommer forhåbentligvis til at gå op i en højere enhed imorgen.
Det der er ved dét at rydde op herhjemme samtidigt med, at jeg har drukket kaffe med Hanna g i lufthavnen, gør at mit hoved følger trop. Roder op i gamle ting og prøver at organisere det på ny - det føles somom jeg ikke engang behøver at være synderligt aktiv i processen selv- det sker uden om min frivillighed. Men jeg bliver tvunget til at føle konsekvenserne af min indre kilde bliver rystet og det mørke bundsnask fra min fortid vælder op og fylder.
Jeg bliver så gevaldigt trist ved at tænke på, hvor mystiskt det var for mig at være sammen med T og hvor mange ting jeg ville have gjort anderledes hvis jeg havde anet hvordan det var at være sammen med nogen. Eller...Det gør mig trist når jeg forestiller mig, at det var den eneste gang jeg skulle prøve det. Jeg hader virkeligt at gå ind i ting/være i ting uden kendskab. At være viklet ind i forudindtagethed og selv bare være et mere eller mindre random reaktionsdyr. Men det ændrer sig ikke rigtigt. Jeg er altid mega forvirret første gang jeg gør ting og i øjeblikket er jeg bare taknemmelig over, at færre ting virker nye og mystiske. Det er en kilde til meget forundring for mig, at det er så utroligt tilfredsstillende at få styr på ting. Det kan være bittersødt og jeg ved ikke om jeg romantiserer processen når jeg begrunder bittersødmen med, at jeg bliver nød til at være ret så ærlig overfor mig selv for at få rigtigt styr på tingene. Jeg kan nærme mig "styret" uden problemer, men jeg oplever at det kræver at jeg går ærligt og klarsynet ind i det for at det rigtigt rykker. Og måske er det lidt selvpinende at insistere på at gennemrode min baggage, men når det medfører hvad jeg oplever som en tilfredsstillende raffinering, så er jeg lidt lykkelig. Jeg er også trist her i ulvetimen og eftertænksom og lidt træt af verdensstrukturen.
