Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Så er man igang med billedkunsten. En spekulation i ulvetimen

Så dilemmaet er: Jeg kan ikke komme hjem fra aftenskole ( kan jeg nu konkludere efter en uge) og gå direkte i seng. Mit hoved er simpelthen for fyldt og min krop for meget et spejl af den energi til, at jeg bare lægger mig og derved bliver udhvilet når jeg vågner tidligt. Kampen for en stabil og a-menneske-agtig døgnrytme har været så bidsk at det at overveje at slippe den lå mig utroligt fjernt. Jeg kan mærke en trang til, at kalde det " en voksen døgnrytme". Hvor fanden kommer den form for tvang fra? Altså...Virkelig værdi af at vågne klokken 08 er, at jeg generelt har været ret lykkelig for at have en fast døgnrytme i kontrast til det ulykkelige lykkehjul jeg levede før, men betyder dét at jeg f.eks skubber den rytme et par timer eller tre, at det hele kommer til at segle igen? Det ved jeg ikke, men det virker som den eneste reelle mulighed. Så må jeg eksperimentere lidt med hvilken tidsramme det skal være inde for. Det vigtige er så, at energien kanaliseres ordentligt.

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

Mit hjerte er helt igen og sommerfuglene sniger sig ind i mine tanker. Et glimt i øjet hos en charmerende lægestuderende og jeg smilede resten af dagen. Det er skønt, det er ufarligt og det er lavet af musik og blomster og andre ting som er rare...som en helt genopfyldt e-cigaret og en kaffe latte - og en tur med en flyver! Hurra.

----------------------

Jeg er begyndt at søge og prøve at opfinde en måde at håndtere retfærdig harme over medmennesker, som jeg ikke kan fjerne/fjerne mig fra i min verden. Det er på tide for jeg kan mærke jeg ignorerer noget småt og usympatisk- fordi jeg ikke er interesseret i en sindsyg konfrontationssyg social dramascene...men jeg bliver mere og mere allergisk overfor de små stik efter det

og så kan jeg simpelthen til sidst ikke holde mig selv eller mennesker ud fordi de er så åndsvage

og min evne til at trække på skulderen holder kun lige til jeg har et nogenlunde sympatisk ører og så skal galden  ud.

Min ven foreslår noget jeg aldrig havde overvejet - "Well, jeg går en tur ned gennem strøget hvor alle dårlige mennesker samles og så sætter jeg min hjerne til at planlægge hvor jeg ville placere claymore miner for den mest effektive ødelæggelse."

Det er ikke den første jeg møder der har den slags løsninger -for mig falder det mig naturligt at minutiøst planlægge folks undergang igennem social stigmatisering men så føler jeg mig så skyldig bagefter. Rådet til det var at det er vigtigt at gøre det overkill og urealistisk så man ikke skal tænke over om det er muligt.

Det der vel giver mening i det er, at det genvinder følelsen af kontrol. Det kan måske også forstærke følelsen af at være et bedre menneske ved, at lukke tankestrømmen med en " og jeg  har ingen planer om at gøre det fordi jeg ikke er den slags menneske"

Så det er første forsøg. Denne aften vil jeg gennemgå alle de krænkelser jeg føler mig udsat for og forestille mig hvordan jeg ødelægger de krænkede og måske kan jeg komme af med behovet for at søge retfærdighed hos andre tilhørere!