Når hjertet ser....?

 Det er god øvelse, om ikke andet. Det forklarede kattefyren mig i morges med dejlig aca-indsigt, dér inden solen stod op. Det er noget gøgl og det er ikke noget jeg ville kunne finde ud af at være i, hvis han ikke fandtes i ligningen. Altså kattefyren. og altså det her med nysvensken. Det er for pletvist og for langt væk. Men ja. God øvelse. 

Det giver mig dog mulighed for at opleve mønstre og reaktioner, samt ønsker og behov i en super tryg ramme. Derfor kattefyren støtter det og synes det er værd at blive ved med. Hvis jeg havde været uden den daglige støtte og varme...Ja så ved jeg at jeg ville have været meget mere usikker, jeg ville have brugt meget mere tid på at prøve at forstå hvad der sker med nysvensken og nok også have haft sværere ved at mærke hvor jeg var, såen nede under al uroen. Det er dét med social usikkerhed og angst som det kan spille ind i. 

Jeg er dér hvor jeg gerne vil se ham igen, men også derefter tror jeg må sætte en grænse og/eller få mere afklaring på relationen. Han præsterede at gøre noget der fik mit hjerte til at synge, så det gør mig mere sårbar, for nu har jeg følelser og dem gider jeg ikke få for meget i klemme. Åh ja. Der kom lige lidt bund i hvad der før var potentiale. Jeg kunne mærke jeg nok godt ville kunne lide ham, men den er lidt mere vitterlig nu. - At jeg crusher på nærmest alle jeg ruller rundt i lagnenerne med, er jo ikke det samme som at det holder ved. Det har jeg været igennem med ham her, men efter dét faldt på plads var det mest potentiale. Men alt det der foregik ifht det den selfie han sendte mig er simpelthen noget jeg så godt kan lide, at jeg kunne mærke mig trække mig. Det er blevet mere sårbart. 
Og det er ok. Det jeg har som mål er nu, at finde måder at være ved mig og ikke blive for henført. Ikke lave for meget arbejde. - Jeg kan godt gøre sådan, at vores kommunikation langt hen af vejen er sådan som jeg vil have den, så den kan give mig de følelser jeg ville synes jeg skulle fodre...Altså, sådan typisk femme-opdraget følelsesarbejde som også gør at det hele lever op til hvad jeg ønsker mig. Og det ville jo så få mine følelser bekræftiged og forstærket. Det tror jeg ikke jeg vil denne gang. Det er en dum ting vi bliver opdraget til, og når jeg samtidigt sideløbende bruger tid på at rådgive og vejlede veninder ud af de mønstre, så tænker jeg det er et god tidspunkt til at få øvet det selv. Endda super tryge omstændigher at øve det i ifht hvis jeg var ulykkeligt ensom og ville skubbe ønsker eller frygt over på en ellers udemærket flirt.  Derfra hvor jeg sidder nu tænker jeg at vi ses og er sammen igen og at det så også skal indeholde endnu en snak. Eller måske nærmere at jeg etablerer noget grænse? Eller siger tak for denne gang med mit småblafrende hjerte under armen? 

Det er måske sådan, at jeg bliver nød til at turde stå på et kommunikationsbehov eller preference selvom jeg hellere vil være langt ovre i en forståelse af den anden person. Hellere vil holde potentialet aktivt og ikke have så meget som risikoen for en konflikt. Men det nytter nok ikke noget i længden. Opdragelsen til det er bare meget stærk. 

Og dét fører os hjem til kattefyrens pointe om, at det er en ret tryg situation at øve det i. 

At genskabe fortiden?

Det er måske den mest menneskelige længsel. Jeg er ikke sikker. Men måske er det ikke unikt for mig at hige efter, ikke at være alene. 
Jeg har været meget alene. Jeg har været meget isoleret og fremmedgjort igennem mit liv. Jeg har længtes meget efter, at det ikke skulle være sådan. Der har været mange ting jeg har undersøgt og afprøvet for at føle det mindre og der er tidspunkter i mit liv nu, hvor det virkeligt ikke føles sådan.

Men der er andre hvor det føles somom at kattefyren og jeg bare genskaber fortiden. Hvor han står frosset når jeg græder. Hvor han ikke kan andet end at gentage 'hvad har du brug for?' med en forventning om, at alle løsninger skal findes inde i mig. Med en blanding af 'det ved jeg ikke' og ' hvad vil du have jeg skal gøre' som bare isolerer mig mere og mere. At han er bange for størrelsen på min sorg og vrede og ulykkelighed og lader sig fylde op af den. At han ikke kan finde en hest der kan bære os begge. 

Og i dag er jeg så utroligt klar til bare at give op. Familieterapeuten har aflyst det længe afventede møde mellem vedkommende, min mor og jeg. Jeg har taget valium for at kunne sove og har haft kvalme i et døgn, så selvfølgeligt skulle det aflyses. Jeg føler mig som en idiot for ikke at have gættet dét twist. Det må aldrig være nemt eller snarligt overstået. Der skal altid være noget. Et eller andet. Så jeg tuder på en sti på arbejde. Jeg sidder heldigvis alene på kontoret. Men jeg har ikke mere i mig ligenu. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt. 

Det er i de her situationer jeg ikke kan følge hvorfor jeg skal orke at prøve. Jeg løber tør for pep og konfetti og lykkelig forundring over de små ting. Jeg mærker bare listen over alt det der ikke virker og alt det jeg skal kæmpe med og for, for at kunne opretholde noget nogenlunde. Hvordan hver dag har så mange trin og så meget som er holdt sammen med en metaforisk tandstik. Hvordan trygheden er blevet hevet væk igen og igen og hvordan det er at leve med truslen konstant i øjeblikket. Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke. 

Min nyeste overvejelse er, at jeg måske slet ikke var så deprimeret dengang dét var det primære behandlingsfokus. Altså åbenlyst var jeg deprimeret, men jeg er begyndt at overveje, om det at ligge helt stille også var en måde at overleve angsten på. Alt den super nemt forståelige angst over vold og en verden jeg ikke var blevet klædt på til at forstå overhoved. Når man er sit eget dannelsesprojek, så kræver det jo først at man gennemgår uendeligt mange akkavede og uforståelelige og angstfyldte situationer for at man opdager at man mangler at vide noget. Og derefter så starter processen med at finde ud af hvad fanden man ikke har lært. 'Alt' er for stor en problemstilling til at man kan favne den i én omgang, så det er blevet bid for bid. Så er det også til at glemme hvad hovedstolen af udfordringen var, når man har fået styr på én komponent. 

anyways. Jeg har meget lidt lyst til at findes ligenu. Det bliver sikkert bedre i morgen. Whatever. Jeg ville ønske jeg kunne blive reddet. Bare en gang imellem. Jeg er så træt. Jeg er så utroligt træt af at være min egen voksne i alting. 

Det er én af de ting der ikke er det værd. Det er måske et grundvilkår eller bare sådan vilkårene i mit liv er. Men jeg orker det ikke. Det gør jeg sikkert igen i morgen, men der er ikke noget mere modbydeligt end at være forladt. Det er lige tilbage i barndomshjemmet og at blive trøstet af fangevogteren. 'Ja monsteret er også slemt. Ja det lyder hårdt. Nej vi fjerne det ikke. Ja det er også træls. Ja puha.'

Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det. 

Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her

Hjerteforvirring...forventning og forandring?

Åh....jeg er forvirret og tom og træt og udmattet....

Jeg har en kæreste og i dag har jeg ingen kærlige følelser...

At jeg heller ikke har dem for noget andet menneske er nok vigtigt men jeg forstår stadigvæk ikke hvad der foregår.

Jeg kan godt bygge min betændte udgave af maslows behovspyramide. Jeg kan starte fra bunden og køre op af listen med alle mine almene problemer og mine uforløste behov. Det er svært at være semiforbundet med nogen når alt er fucked...

Måske jeg ikke er helt klar til at bruge ordet kæreste...selvom det ikke er mig en fremmed ting, så er der ét eller andet i klemme her...something...Like...jeg har lyst til at se kattefyren igen og jeg har lyst til at putte med ham, men jeg tror måske at jeg lægger et eller andet i 'kæreste'ordet som jeg ikke helt forstår og som jeg ikke er rigtig klar til...

Det er ikke rigtig ifht omverden det er et problem. Det er en forklaringsmodel som er udemærket. Noget kassetænkning og noget symbolsk og kategorisk som kan markere en form for tilhørsforhold osv.... Men det er det måske inde i mig.

Igen... Jeg synes ikke jeg kan mærke en mangel på lyst til at se ham...måske lidt ifht intimitet i dag, men det kan virkeligt være pgr pms eller stress eller livslort... men jeg er ikke rigtig klar til...hvad end det er for en ting jeg oplever at kæreste gør ved min hjerne...

Er det pgr rester fra en grænseoverskridende lorte-ekskæreste? meget sansynligt...Er det på grund af mine livsomstændigheder`? - også det....Er det pgr kattefyren?

jeg ved det ikke...

Mit problem med ham, sådan som jeg kan identificere det, er at jeg ikke er helt tryg ved ham pgr hans tilbagefald... men måske det ikke er tilbagefaldet, men bare fordi jeg ikke er tryg ved at have en kæreste igen pgr lorte-ekskærestens grænseoverskridende og ødelæggende opførsel

men det gør at jeg ikke rigtig ved om jeg kan tro på kattefyren... og der er et eller andet i kæresteriet der gør at jeg føler at jeg skal kunne tro på noget fremtid? at jeg skal kunne tænke mere end én dag frem...én dag af gangen og dé jingler...

Er det rigtigt eller forkert? er det sådan man tænker? er det noget jeg ikke har lært eller er det en vigtig mavefornemmelse? - Det er mit rimeligt grundlæggende problem i øjeblikket i mine oplevelser med kattefyren....

Jeg oplever at det er godt. Nogle ting er fantastiske...men nogle er nederen... Er det godt nok?

Er det godt nok?

Hvad er propertionelt og hvad skal jeg kigge efter? Hvordan skal jeg vide det?

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at se ham igen

Men jeg kan også mærke at jeg ikke er sikker på om jeg kender ham godt nok til at sige noget med nogen sikkerhed overhoved...Måske det er dét der knirker ved kæresteriet?

I dag har jeg slåsset med at kunne sige hvad jeg godt kan lide ved ham. Det er et kompliceret 'jeg skal være min egen DR Who' kombineret med ' ved jeg om jeg kan stå inde for dig som menneske' mikset med et ' jeg vil ikke opdrage på min kæreste' setup tror jeg... Altså...

jeg ved ikke om jeg kan møde nogen jeg synes er både inspirerende nok og søde nok og imødekommende nok og feministiske nok og voksne nok og eventyrlige nok og begavede nok og nørdede nok til at passe ind i min fantasiskabelon...og dét har jeg også -so far- fået belæg for at andre heller ikke oplever at man kan finde i en partner. Det er et eller andet opgør med romantik som min hjerne skal køre.
Og det handler om min mangel på erfaring og mine ar fra at prøve sidst.

Men hans føjelighed skræmmer mig også...Altså...Jeg kan for det første godt lide folk med holdninger og standpunkter. Jeg er bange for at løbe dem over ende hvis de ikke har en sund jeg-følelse...og det er svært for mig at han ikke udtrykker den. Det er gået galt i andre relationer og det ender med smertefulde afskeder...

det gør mig bange baseret på erfaringer...Jeg synes det er rart i situationer, men jeg har brug for noget selvstændigt pushback selvom jeg sikkert ikke giver udtryk for det?

Jeg er bange for om jeg har lovet noget som jeg ikke kan holde eller performe hele tiden...som jeg har lovet at gøre?

Hmm.... Der er et eller andet med....hmm... At jeg har lyst til at se ham men at jeg så har en sucessrate af ting der skal virke for at retfærdiggøre det`? Det er ihverttilfælde et eller andet som jeg synes vækker noget genklang... Er det fordi jeg prøver at passe på mig selv? fordi jeg har urimelige forventninger? noget tredie? er jeg fanget midt imellem de forskellige faktorer?


Jeg tror ikke jeg er færdig med at tygge på det... Men jeg har tænkt mig at se ham igen. Om ikke andet ved jeg at jeg godt kan lide at putte med og holde om ham

når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...

På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?

Mit sidste forbehold? ransagelse af hjertet...

Jeg ved ikke om jeg helt er sådan klar...sådan fysisk i tid agtigt...Måske har jeg et par uger eller tre eller et eller andet konkret tiltag tilbage for at kunne hengive mig i mere end ånden. Men som jeg sidder her og skriver, så har jeg tabt eller overgevet eller hengevet mig til kattefyren og det har været en heftig og traume-genoplivende måned ifht til at opleve det...

Den sidste katastrofetanke er selvfølgeligt, at så snart jeg faktisk overgiver mig fuldt til følelsen, så bliver jeg sprunget i luftet enten metaforisk eller helt konkret somehow. Det er længe siden jeg har skulle håndtere så mange katastrofetanker dagligt, men jeg er så småt ved at kunne genkende og bearbejde dem som de kommer....Så småt...

Jeg har slet ikke styr på hvad der så skulle komme efter det her. Altså...selve processen af at være kærester og udforske det. Igen er jeg så utroligt uerfaren samtidigt med, at jeg har så forfærdeligt mange forudintagede forforståelser. Det er helt som det plejer. Hoved fyldt med folklore og glitterbladsfascisme og rationalet ligger bagved og slås for ørenlyd. Hjertet fyldt med kaos og ét eller andet sted midt i det hele, måske fanget i halsen på mig selv, prøver kernen at søge ro nok til at det hele kan sorteres og anderkendes for hvad end det er for små komponenter af sandhed der skulle være til at finde...pah...

Alting slås med og imod det her. Lige fra en liste over forargelige ting der kunne dømmes over katten...som ikke gør andet end at gøre mig lige til at foragte, til dukkehus med glanspapier. Det er virkeligt svært og det fylder en hel masse. Det er også virkeligt dejligt og det fylder en hel masse. I det hele taget er det bare noget der optager uventet meget af min tid i øjeblikket. Det er jeg ikke utilfreds med, men jeg er igang med at prøve at finde mig selv i det hele. Det er lidt svært at blive blæst omkuld af et andet menneskes nærvær, når jeg i forvejen stod dårligt fast i min egen virkelighed, med kun ét godt ben at støtte på og manglen på fremtidsforhold at hive fast i. Jeg har kæmpet med ideen om, at jeg gør alt for mange ting galt ifht jobjagten og jobmarkedet, og min tillid til egen vurderingsevne er på rimeligt lavt blus.

Jeg er måske kommet over et af mine sidste forbehold...jeg ved det ikke...Jeg føler det somom jeg åbner mig for ham langsomt og forskræmt, og at det fjerner lidt tvivl og panik hver gang...men det åbner så for nye lag af endnu mere sårbar rædsel...åh ja...det er noget mærkeligt noget det her menneskehed noget...det er noget mærkeligt noget at længes efter en anden og deres nærhed...ak ja...Nu får vi at se hvor længe det varer?