november morgen. snart eksamen

ok... Så nu er der kommet lidt overskud til at samle lidt realisme sammen.

Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.

Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.

Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.

Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.

Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.

Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.

Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.

Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"

Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.

novemberregn

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.