En hel pøl af følelser

 I går blev jeg ramt af et tungsind. Efterårstungsind var nok en del af det. Aflysningen af den kommende weekends eventyr var også en del af det. Sådan kommunikationsudfordringer med nysvensken var helt sikkert også en del af det. Nok ikke en super stor del, men en fortløbende frustration der har ligget og taget 8% computeringskraft:

Jeg kan virkeligt godt lide dele af det menneske jeg har mødt. Skarp hjerne, rimelig fantastisk smag i litteratur, dejlige hænder og en krop jeg har meget lyst til at være tæt på. Der er også noget ved hans sind eller sindelag som jeg er meget tiltrukket af. Jeg vil gerne lege med ham. Men, men men. Det er dælme tungt med det her 'mellem faktiske møder' kommunikation. Det virker ikke super godt for mig størstedelen af tiden. Der er et par situationer hvor det har været super sjovt og dejligt. Og det har været ret rart med et løbende flow, men det er sgu så skide svært at lure hvor han er i det. Og det trigger uro og noget analyse-gøgl i mig. 

Det kan sagtens ske at det er mig der har særlige eller besværlige behov, men jeg er nået til at måtte være mig noget mere i det her. Altså ifht mine kommunikationsbehov. På en eller anden måde. Og i det her betyder det nok at trække mig lidt. Hvis der alligevel kun er kommunikation fordi jeg bliver ved med at hælde vand på møllen, så er det jo bare en form for selvbedrag...eller måske mildere sagt, såen en form for dukkespil hvor jeg styrer hele molevitten. Det gider jeg ikke. Sådan en form for social onani. 

Der er for mange tomme felter til at det glider nemt på en måde jeg trives i det på, og jeg har allerede en hjemme-relation hvor jeg laver en masse kommuniktaionsarbejde. Og har et arbejde hvor de gamle tunge mænd har brug for at jeg laver kommunikationsarbejde. Så det er en dyr ressource for mig. Selvom jeg er såen på kanten af, at falde rigtigt for ham og føler potentialet for dyb hengivenhed, så er handlen ikke bæredygtig for mig. Jeg har lyst til at mødes med ham og hænge ud og være nøgne og både blide og hårde, men om det kan komme i stand uden at det er drænene...det er jeg mere i tvivl om nu. Jeg vil gerne have relationer med følelser og sex og facination osv. Men jeg har ikke råd til at det koster mig super meget i øjeblikket. Der er alt for meget ifht at skulle starte familieterapi med min far og overleve på mit usikre job. 

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at markere det overfor ham. Det kommer jo nok til at fise lidt ud når jeg trækker noget at mit kommunikationsarbejde. Men hvem ved? måske det bare gør det nemmere eller mindre pres på ham. Jeg har ingen anelse. 

Ud over det er der nu hul igennem til KP's anden flirt og kommunikationen var ikke bare vidunderligt tydelig og legende og direkte, men også bekræftende. Min sexisme er overbevist om forklaringen. Det bliver forhåbentligvist til et meetup inden jul og jeg er slet ikke kommet igang med at være nervøs over det endnu. Mine tæer krøller sig mest bare og jeg smiler. Jeg er ikke sikker på hvilket handle hun skal have endnu. Om det er noget med bas eller boulders eller noget helt tredie. Måske noget med kys...Nu får vi at se. 

Det har altså været påfaldende hvordan man kan sige ' ja og jeg vil godt og det er fedt du spørger' uden at sætte sig usikker eller påtrængende hvis man tør bruge flere ord. Eller måske tænker på hvordan det virker for modtageren. Eller hvad faen der ellers er forskellen. Måske det er kulturelt, men hvordan i alverden man så får noget som helst gjort i sverige det ved jeg ikke. Men det gør de jo og så er det vel bare sådan. Jeg synes også nysvensken er det bedste bud på en atypisk svensker jeg har mødt. Oh well. 

Jeg startede dagen helt håbløs og uden tryllestøv i min klokkeblomst-hat, men har præsteret at vende den stemning. Det er jeg super glad for. Jeg tror de daglige meditationer hjælper på mere end én måde. Også ifht at få lidt afstand til følelserne og ikke blive så fyldt af dem. Men det hjælper også at sørge for at planlægge eventyr :)

Helt landet. Og det er endt mere uventet fint

 Så er alle mine katastrofetanker (som kattefyren insisterer på at jeg kalder det - med rette) såen faldet på plads. De er identificeret ifht hvor de kommer fra. Fortiden er snuset lidt til igen og den må udvikle sig med mig. Det bliver med mere meditation, at finde terapi igen og holde forståelsen aktuel. Og meditere noget mere. 

Og når alt det nu er holdt op med at mudre, så står det lidt mere klart. Dejlig oplevelse, interessant menneske og en aftale om at opsøge hinanden igen på et tidspunkt som jeg gerne vil være med til. 

Det eneste som er lidt triggering er, at jeg er endt i crushy følelser! Det starter nogle af katastrofe-scaries igen. Så snart jeg isolerer nysvensken fra alt mit indre gøgl er det ikke noget problem, men det er boblet lidt op engang imellem med galde fra eks'erne. Ikke super nejs med reprisen af de traumer. 

 Meeen! Dét er faktisk lidt en del af mit crush-momentum. Jeg har en masse følelser om at have nogle følelser! Jeg har noget vitalisering som jeg er smask vild med og jeg har ikke lyst til at det stopper. Momentum derhjemme og vores udvikling er også med brændstof fra det her eventyr og jeg er vild med det. Så det gør det jo lidt sårbart og usikkert osv. Men ikke så farligt som mine medbragte dæmoner kan finde på at råbe Bøh! om. Det er fint. Det er udvikling. Så længe det snurrer så er der liv. 

Hvad det skal blive til i virkeligheden ved jeg ikke. Om det overhoved kan blive noget som helst med hans liv og kaos og krise og udvikling. Det er meget anderledes end den veletablerede basis som jeg havde håbet lå til grund for hans poly'ness. Men det er ok, bare ikke helt så simpelt som min dukkehusforestilling var.Vi/jeg er sikkert heller ikke hvad der var forventet. Det kan ske han havde håbet på mere garvede eller erfarne folk. Vi er nybegyndere sammen, selvom vi har erfaringer fra andre forhold. Men søde er vi om ikke andet. 

Så fjollede fine følelser. Men med såen et par bøller der er vågnet igen. Sug i maven og inspiration og legelyst. Meget godt, noget meh og lidt rigtig skidt. Det er vel så godt som det bliver. 

Det får mig også til at tænke, at det kommer til at lykkes fremadrettet, men hvor jeg er mere fri af min fortid, og med én som måske er lidt vild med at kommunikere. Det bliver fantastisk. 
For den her oplevelse er allerede ret dejlig og det er et ret tilfældigt match som jeg ikke aner om der er mere til end et hookup eller to. Når det lykkes at finde en der vil poly, så bliver det noget next-level shit. Og jeg er taknemmelig for, at finde ting at udvikle mig fra og med allerede, så jeg kan være bedre til det. 

............

Et spørgsmål jeg sidder med nu er også sådan: hvor meget af mine katastrofetanker er egentligt paranoia-rester? Jeg har jo gået med historien i næsten 20 år, at jeg 'har kommet mig'. At jeg fik styr på mine tanker osv. Men er det angst? Er det paranoia? Er det måske dét der bliver aktiveret? Bor de i samme del af hjernen men med lettere forskeligt tøj?