Solskin og minder ud af det blå

Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.

Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid.  Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.

Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.

Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.

bibbedibobbedibu

Ih gad vide om det virker at tænke dig ind i virkeligheden? At blogge dig på skrift og håbe?

Så stolt og selvsikker jeg er, så lille og flov bliver jeg, når jeg tegner mig selv og hvad jeg forventer af livet og mine partnere. - For det er da noget flovt noget, at indrømme hvor højtføjent ens ambitionsniveau er i jantelovens danmark ;)

Måske det også er på tide at finde ud af hvad de nye dealbreakers er. Pludselig forstår jeg hvordan man kan glide væk fra sine overbevisninger i vindblæste forhold. Eller bare få skubbet sine prioriteter. Eller bare ende med at give slip på nogle af dem.

Jeg har tænkt over, at der er ting som på ingen måde er et must hos mig, men som virkeligt klikker, kilder mine nakkehår, pirrer min playfull og som fordi det ikke er noget, jeg finder bragende vigtigt i et medmenneske, ikke har været noget jeg har snuset efter....men på en ønskeliste så skal det måske med?  eller måske bare på listen over ting jeg vil gå efter i en flirt.

------------------
Jeg har afleveret en rimeligt stor opgave til skolen og ligget syg...Og nu er det halvsent om natten og stressen giver ikke rigtig slip. Jeg har ihverttilfælde 3 gange gennemgået, hvad jeg skal imorgen og for det første er det intet rigtig vigtigt og for det andet, så har jeg altså styr på det...men sådan er stress. Sikke noget.

-----------

Jeg har fået lyst til at notere min feberdrøm ned, selvom hele den her blogpost har været om frigørelse fra fortiden og om at komme videre... Jeg ved ikke hvorfor...

Der var vel en masse intro og exit i den her drøm som der plejer, men kort fortalt vandrede jeg ned af en landlig vej med store huse om natten, og udenfor hans havelåge holdt jeg pause. Han kom ud og vi gik væk - i ly for hendes udsigt bag et eller andet andet hus- og snakkede. Ikke om noget romantisk. Om hans liv og hvordan de var endt i det hus og om hist og pist. Ikke synderligt om mig.
Den følelse jeg står tilbage med, er et minde om intimitet...måske endda øm intimitet? ihverttilfælde et minde om noget jeg savner, men som jeg faktisk i skrivende stund tvivler på, var der synderligt længe i mit forhold med ham. Det er noget mærkeligt noget.
------
Men det er noget jeg ønsker mig meget dybt, men også tvivler på. Det er vel no
noget jeg på ingen måder er ene om. Alle er unikke og ensomme i deres uenshed.
Alle ønsker vi en genkendelse?

Afrunding?

Så er min fortælling, om min første lange pseudo-redebyggerkæreste ved at være ført helt til dørs med det sidste efterspil.

Fortællingen har været om så utroligt mange ting. En af dem jeg sidder med i skrivende stund, er perspektiver og deres utrolige forskellighed. Hvor nær man kan føle sig og hvor fjerne man kan være. Hvor sandt jeg følte ting var, og hvor umuligt at de kan have været det.

Her under et år efter, at jeg så ham sidste gang, er han nu både gift og på vej til faderskab. Ting han ikke ønskede, når han snakkede med mig. - Hvad det så end betyder.

Jeg har det som dengang jeg mistede min mødom...Ligemeget hvor meget jeg håbede at det ville blive noget specielt, så blev det bare noget livsændrende ude af min kontrol, der ikke var en synderlig vidunderlig oplevelse. På sin vis har de også til fælles, at jeg ventede og håbede mere end at jeg handlede...Hmm...

mavemålingsdrøm og efterspil...

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom

Så tæt på og så langt fra

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors

Den lille eller den store død?

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.

Et gammelt nyt hjerte i pungulven

Tror hjertet er tilbage i mit bryst og faldet til ro. Det føles roligt og afklaret. Det føles gammelt og tungt. Eller...har det ikke altid været gammelklogt? har det ikke altid haft en tendens til tungsind?

Jeg har aldrig elsket mange i det næreste og kan mærke, at hjertet ikke vil give sig mere end det ville før.

Planlægning af fremtiden er igen til at magte og igen er det mig på tømmerflåden igennem livet. Her har været sympatiske besøgende og jeg har ligget i havn et par hyggelige steder på det seneste...men ikke noget permanent og det bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Hvis nogensinde. Og det er tilbage til, at det er ok.

Det er ikke nemt at holde af mig når man kender mere af historien og jeg er vel egentligt heldig, at nogen prøvede.- Men der vil være sejre i mit liv og der vil være en klar forbedring på den lille del af verden jeg lever i. Jeg vil efterlade planeten en lille smule bedre end jeg modtog den.

Drømme om hans børn

Har brugt hvad der føles som den halve nat, på at drømme at han var blevet gravid med sin nye kæreste. Crazy shit. Det mærkelige er, at det er somom jeg har tømt emnet for følelser i drømmen, for nu- vågen- mærker jeg ikke rigtig noget ved at prikke til ideen ( som jo kunne være rigtig).

Det giver mig atter lyst til at tjekke hans fb- denne gang med undskyldningen " at se om der er noget om drømmen" men jeg er ikke så dum at jeg lader mig narre denne gang. Næh...Ligemeget hvad bliver jeg ked af det af et eller andet snigeren...Du får mig ikke, oh selvpineri...Men det er mærkeligt ja.

bedre end det aldrig var sket?

Der er et gammelt ordsprog der hedder : hellere have elsket og mistet end aldrig have elsket....

Hvad er mellemvejen? For jeg er fucking ikke enig. At elske og blive forrådt er noget af det værste- måske dét værste jeg som voksen har oplevet. Jeg er et spøjst og apparte menneske. Ikke nødvendigvis nem at fordøje eller enhvers kop the. Tilgengæld kommer jeg med en detalieret advarselsblanket og brugsanvisning, som løbende opdateres hver eneste gang jeg erkender noget.

Indtil for to år siden havde jeg ikke haft en hverdagsrelation siden mine tidlige teenageår. Fordi jeg ved de her ting om mig selv. Fordi jeg ved hvordan resten af verden fungere og ikke er naiiv... Men jeg er ikke uden følelser og han arbejdede sig aktivt ind på mig. Uden selverkendelse eller analyse af sine motiver " Er du sikker på at jeg ikke er en re-bound løsning?" " Ork ja - jeg har aldrig følt som det her før" ....sagde han... Og nu sidder jeg her. Min første store hjertesorg bibragt mig af en mand, som ikke ville give en 5 øre for at høre hvordan jeg har det. Som "elskede mig så højt" at han både løj og derefter løb...Som nu lever lykkeligt fordi verden desværre ikke er mere retfærdig en andre gør den til.

Og her sidder jeg. Uden en ordentlig narrativ til at forklare noget, uden anden end en tykkere mur omkring mig. Eremitkrebsen samler sig et skjold af sine omgivelser og det de smider fra sig, og han smed et læs skrald efter mig jeg nu skal kæmpe imod at afskrække mig fra livet. At mennesker retfærdiggører at behandle andre som skrald, fordi " i krig og kærlighed" er så skræmmende og så smertefuldt at opleve, at jeg får lyst til at holde mig hjemme for evigt. Og det efter at han fortalte mig eventyr om fremtiden, om børn, om ting jeg ingen længsel/ forventing havde om før...Som nu er en drøm jeg har mistet. Som han fortalte ind i mit hjerte og jeg nu skal miste og slide ud af det.

Af alle han kunne have valgt til sin selvtillidsterapi, så skulle det lige være mig - det skulle lige være hende uden nogen erfaring, som strittede imod og som derfor vel var en større sejr.

Af alle jeg skulle finde fantastiske, så skulle det lige være en løgner...

Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle kunne få mig til at føle mig tryg... Det er slemt nok med min hjertenskære der er så langt væk. Overhoved at føle sig tryg med hende, er en overvindelse af panik som hun slet ikke fortjener.

Men i forvejen var det et long shot at finde en der er til sådan en som mig hver dag...og at leve illusionen for derefter at opleve at blive forrådt... fuck... Jeg vil så gerne en familie,- men jeg har kæmpet så hårdt for at blive mig og etablere en virkelighed jeg kan overleve i...så at opleve det forkastet og foragtet....fuck....

Jeg ville ønske på karma...om ikke andet, så at han kunne opleve eller huske, så han kunne forstå hvad de løgne har gjort ved mig. Det er når det er svært, at man skal gøre det rigtige- Eller acceptere at man er et middelmådigt menneske.

Det er en kamp at få de her ting ud af hovedet i efterdønningerne af KP....Jeg håber at det bare er efterbehandling og at jeg kan komme tilbage til at sørge over det menneske jeg troede fantes...

nattens sammenbrud

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(