syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.

Selvværd, selvtillid, selvcentrering og selvfølgeligheder...

og alt muligt andet. Det kører meget rundt i mit hoved de her dage. Bachelorskrivningslandet, venskabslandskabet, hobbyøerne. De er alle sammen i flux. Jeg har den mest bipolare oplevelse af både at have en større ro...en sikrere forankring i det væsen som er opsummeringen og kernen. Men...Well det har også medført, at jeg endnu engang har skåret nogle bånd og endnu engang har skærpet og forandret min hverdag.

Det jeg sidder og tygger på er, at i skrivende stund føles det ikke som om jeg bliver gladere af at skære bånd...Eller..:Det er såen en regnskabsmæssig opsummering som ikke giver umiddelbare hjertespjæt, fordi at det mest er ting der ikke længere pisser mig af. Eller ikke længere gør mig ked af det. Eller ikke længere faciliterer min selvdestruktion... Såeh... Det føles ikke rigtigt som om ting bliver bedre, bare at de bliver mindre slemme.

Og...altså...at jeg kan håndtere angs og bliver bedre til at overleve søvnhelvede ændrer ikke på, at jeg igen i nat havde præ-angst kropshelvede og brugte en time på at falde til ro.

Taget i betragtning af, hvor mange fantastiske ting jeg går glip af, hvor mange festivaller og "ikke smørhuls-søvn-situationer" som det har skræmt mig fra, så er dét at jeg i det små er ved at have nogle værktøj, ikke ligefrem den jublende åbenbaring af serotonin som en reel forbedring antageligvist ville give.

Åh ak og ve. Søndag aften småtræt giver gnavne updates, hvilket er lidt åndsvagt, da weekenden har været fabelagtig og ugen ret så skøn. Det er bare nu, i træthedens ugidelighed, at klynkeren kommer frem.

Jeg tror det er fordi, at når jeg opsummerer så bliver det mere som en enhed til sammenligning og så begynder de dumme ting hvor jeg sidestiller med hvad jeg ville ønske mig, kunne forestille mig, begærer fra andre og alt det andet crap. Hm.... Min sjæl trænger virkeligt til massage. Først tænkte jeg, at jeg trænger til at få trykket hvad det end er for en byld jeg har på mit indre...men det er et agressivt metafor og antager at det hele handler om en betændelsestilstand. Massage...nænsom behandling af de anspændte og stenhårde dele af mine ængstelige fremtidshåb og måske ville de så være mindre smertefulde og skabe mindre gener midt i oplevelsen af nutiden.

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

Noia efter Midnat

Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.

Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.

En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...

Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn

Den triste nattetid

Jeg er faldet lidt på plads i denne mere nattefokuserede livsstil. Der er dog et problem. Jeg ved ikke om det er tidspunktet, et tilfælde eller noget tredie der spiller ind, men jeg bliver forfærdeligt trist og tænksom når jeg lægger mig for at finde ro.

Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.

Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.

Meh. To timers venden og drejen

Så er man igang med billedkunsten. En spekulation i ulvetimen

Så dilemmaet er: Jeg kan ikke komme hjem fra aftenskole ( kan jeg nu konkludere efter en uge) og gå direkte i seng. Mit hoved er simpelthen for fyldt og min krop for meget et spejl af den energi til, at jeg bare lægger mig og derved bliver udhvilet når jeg vågner tidligt. Kampen for en stabil og a-menneske-agtig døgnrytme har været så bidsk at det at overveje at slippe den lå mig utroligt fjernt. Jeg kan mærke en trang til, at kalde det " en voksen døgnrytme". Hvor fanden kommer den form for tvang fra? Altså...Virkelig værdi af at vågne klokken 08 er, at jeg generelt har været ret lykkelig for at have en fast døgnrytme i kontrast til det ulykkelige lykkehjul jeg levede før, men betyder dét at jeg f.eks skubber den rytme et par timer eller tre, at det hele kommer til at segle igen? Det ved jeg ikke, men det virker som den eneste reelle mulighed. Så må jeg eksperimentere lidt med hvilken tidsramme det skal være inde for. Det vigtige er så, at energien kanaliseres ordentligt.

En lang stress/bekymringsspekulade ballade.

En dag med lidt bøvl i maven og lidt ufokuserede tanker. Jeg er pang midt i min sommerferie og stressen efter eksamen og alt følelsesgøglet med dét, er ved at have sluppet taget i min krop og til dels i min hjerne også. Jeg er på trediedagen med mit livs første permanenthår og det virker overraskende ok. Jeg skal afsted til rollespil i 80'erne og det virker ret fint, men der er en masse socialt opspændthed omkring arrangementet som jeg tror er dét der overskyer en potentiel rå glæde ved at skulle afsted. Det her blogindlæg er et forsøg på at skrive noget af det væk.

Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.

Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).

Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:

Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.

Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.

31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.

Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...

Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.

endnu en organiseringsdag

Helt konkret har jeg besluttet mig for, at skifte nodeopbevaringssystem. Det er en kæmpe opgave og har taget al den tid jeg orkede idag og kommer forhåbentligvis til at gå op i en højere enhed imorgen.

Det der er ved dét at rydde op herhjemme samtidigt med, at jeg har drukket kaffe med Hanna g i lufthavnen, gør at mit hoved følger trop. Roder op i gamle ting og prøver at organisere det på ny - det føles somom jeg ikke engang behøver at være synderligt aktiv i processen selv- det sker uden om min frivillighed. Men jeg bliver tvunget til at føle konsekvenserne af min indre kilde bliver rystet og det mørke bundsnask fra min fortid vælder op og fylder.

Jeg bliver så gevaldigt trist ved at tænke på, hvor mystiskt det var for mig at være sammen med T og hvor mange ting jeg ville have gjort anderledes hvis jeg havde anet hvordan det var at være sammen med nogen. Eller...Det gør mig trist når jeg forestiller mig, at det var den eneste gang jeg skulle prøve det. Jeg hader virkeligt at gå ind i ting/være i ting uden kendskab. At være viklet ind i forudindtagethed og selv bare være et mere eller mindre random reaktionsdyr. Men det ændrer sig ikke rigtigt. Jeg er altid mega forvirret første gang jeg gør ting og i øjeblikket er jeg bare taknemmelig over, at færre ting virker nye og mystiske. Det er en kilde til meget forundring for mig, at det er så utroligt tilfredsstillende at få styr på ting. Det kan være bittersødt og jeg ved ikke om jeg romantiserer processen når jeg begrunder bittersødmen med, at jeg bliver nød til at være ret så ærlig overfor mig selv for at få rigtigt styr på tingene. Jeg kan nærme mig "styret" uden problemer, men jeg oplever at det kræver at jeg går ærligt og klarsynet ind i det for at det rigtigt rykker. Og måske er det lidt selvpinende at insistere på at gennemrode min baggage, men når det medfører hvad jeg oplever som en tilfredsstillende raffinering, så er jeg lidt lykkelig. Jeg er også trist her i ulvetimen og eftertænksom og lidt træt af verdensstrukturen.

"dagen derpå"

selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.

Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.

Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.

Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.

Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.

Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?

Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.

* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.

* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.

* Jeg burde opsøge.

* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.

* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.

* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.

* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.

og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.

Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.

Søvn på kommando

Jeg er ikke rigtig træt. Ihvertilfælde er jeg så interesseret i at være vågen, at jeg ikke kan mærke trætheden.

Problemstillingen er som altid, at morgendagen truer og gruer med muligheden for absolut umulig virkelighed, med en skoledag over en times rejse væk, der derefter løber fra 09 til 16.30... Jeg er ikke på nogen måde vant til at være så bundet og jeg har svært ved at lade mig tøjle i det potentielle ubehag.

Mit hoved går i skuddermudder og bliver fyldt med bekymring som måske er sludder...men er det sludder at jeg skal have  timers søvn? hmm... måske. Jeg kan klare mig på meget mindre, men jeg finder det på ingen måde behageligt.

Ok...Så det potentielle ubehag er en slags realitet.

Jeg får svært ved at deltage og være klar i hoved?

Meget rigtigt. Meeen....Det er egentligt ikke så stort et problem. Deet der er den relle humle er at jeg ikke vil _føle_ mig ordentligt til stede og derfor vil bekymre mig aktivt i situationen. Jep...Ingen af de folk jeg går i skole med har nogen synderlig forventning til hvad jeg laver, så der er jeg ikke i klemme...det er indadvendt at forventningen til tilstedeværelsen udspringer og udfoldes.

Tja...så er det vidst heller ikke værre...

------

Jeg spekulerer i, om det at jeg spiser mindre påvirker mit humør. Det synes jeg at have hørt belæg for. Det er det første der virkeligt virker, men jeg tænker det kan være fint muligt, at det gør mig lidt blå i kanterne.

kan man tænde bål med en gnist?

eller = hvor meget brændsel skal der til før at der tændes flammer? :p

Det er forår og ting foregår. Der er ikke tydeligt hvad der er betydeligt men mavefornemmelsen ( sund fornuft?) har en holdning og den er skeptisk. Det er vidst et generelt karaktertræk ved min omgang med verden nu, men alligevel er det vel bare som det er.
Eller skal der bare spilles hårdere boldt? Skal der flås i nogle forventninger og spilles højt spil med helheden? Er der et muligt forløb derude hvor at alting passer til mit hjertes beat, eller skal jeg leve med min skæve rytme og tage hvad der ligger tilgængeligt?

well... ligemeget hvad må det vel ske en dag? Fernet branca og rosés lime og så noget roligt lytten til monicakomposition (musik eller virkelighedsforståelse?) og så sove i solen.

-----------------

Sikke en masse historier jeg ud over det får fortalt. Altså...Månedens tema har været " høj selvtillid / høj selvsikkerhed" og jeg har fortællingskonstrueret mig over i høj selvtillids kategorien...Men...og jo...men også men altså...Det er stadigvæk når mit univers såen skal sameksistere med andres at det er mere komplekst end en markør på en måling. Altså..for jeg fortaber mig hurtigt i bastante personligheders selskab.

Er det noget jeg kan ændre? eller skal jeg overhoved det? Er det naiivt at forstille mig, at jeg kan have et liv som nu, hvor jeg er omgevet af pladsgivende og inkluderende universer? Er det fjollet at tænke på en gnist som ikke er det? Tænker jeg kun på den gnist fordi jeg har et menneskeformet hul i min verden?

well... så længe jeg ikke bliver virvlet ind i for langvarige omgange universinvasion, så kan jeg om ikke andet altid vende tilbage hertil og finde grounding. - husk at det er god at bruge den her tid på at sortere og notere. Det har ikke fejlet endnu.

 Jeg har lige en princessebattle i mit hoved. Den ene side siger " eventyret kommer" og den anden holder på " måske...måske kommer det og måske ikke" ...

Hvornår ved man om det er noget man skal rode sig ud i? Huskerådet siger "når man ikke kan lade være"...men inkluderer det også nødvendighed, tilbøjelighed og utålmodighed som dyder i sin beregning? Jeg mangler statistisk data på mine livsvejledende ordsprog!

og hvordan fanden skal jeg håndterer min indre trodsabe? Når jeg siger " nah de ting du går og roder med er noget fjol" så hopper den op og råber "modsat modsat" og det samme den anden vej rundt. Forvirrende forrygte overtænkning! Ja - det må være løsningen. Tilbage til afvisningen af overtænkning og holde fast i Light (tm) go with the flow...

For jeg er bange for aktivt at søge at handle noget ind i livet, som viser sig at være uønsket. Bange for at kæmpe eller konkurrere for noget, som jeg så ikke ville have når det kom til stykket. Som endte med at tage noget jeg ikke kunne undvære. - Av hjertet er på vagt og vil ikke slås på igen.
Kan det håndteres med light? Hmm...

mavemålingsdrøm og efterspil...

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom