konfliktsky hakkedrenge hakker ængstelige mig i små arbejdsstykker...

 Jeg er virkeligt træt og træt af at være ængstelig. Bange og baldret i bærget af faktiske og usynlige bøh-mænd.

Mine kollegaer var bange for at jeg havde glemt at det var mig der stod for morgenmaden så derfor sladrede og stressede de løs det sidste døgn uden at snakke med mig. Den ene kollega jeg havde aftalt skulle hjælpe mig, sagde det til mig da vi var ude og købe ind i morges. 

og så skulle der snakkes casually om vold mod børn som rimelig afstraffelse. Kun én sagde dog han havde slået sine børn, de andre snakkede om hvordan de fik tæv og hvorfor dét eller hint var sjovt. 
Jeg undlod at holde på nogen som helst stemning og sagde jeg havde været afløb for min fars temperement. Der er ikke noget retfærdigt eller forståeligt over at slå på børn. 

Derefter er der endnu en situation ude i et forløb med at teste auditorier hvor jeg er væk og vender tilbage til den, ellers ret fornuftige, af mine kollegaer og spørger om han har startet det auditorie op han sagde han ville starte op da jeg forlod ham. Hans syrlige ' Nej - og det vidste du jo godt!' var kirsebærret på toppen af kollegiale interaktioner idag. Jeg er så træt. Han snakkede videre med leverandør og så fik jeg hans opmærksomhed igen og sagde 'B - jeg ved det ikke når jeg spørger.' og så blev det til et ' jeg har virkeligt meget i hovedet' fra hans side af. Han kommer med dem engang imellem, altså de her anklager om at jeg skulle være passivt agressiv eller hvad det nu er. Han tror tilsyneladende ikke på min oprigtighed eller hvad det nu er. Jeg vil bare gerne vide hvad der foregår! Jeg spørger når jeg skal forstå ting. Når jeg skal bruge fucking information. - Medmindre det er kattefyrens 'boligindretning via adhd' - så kan det ske jeg spørger fordi jeg ikke forstår hvorfor i alverden nogen stiller en skammel på en skammel med en hat på eller whatever. Men det er privat ffs.

Så jeg trænger til weekend. Rigtigt meget. Jeg vil gerne have fri i hoved og put og dyner og varmen og måske et karbad. Måske noget slow-cooked umami-mad. Og sove. 

Jeg er blevet ret opmærksom på hvor træt den her ængstelighed gør mig. Min kæbe er anspændt og mit hoved tungt. Min evne til at sortere i hvad der føles ængsteligt eller ej er også væk når jeg er træt. 
Kattefyren havde en hård dag på et gig igår og jeg er bekymret og pylret men er ængsteligheden ikke bare blødt over i det? Nysvensken er på get-away og min compersion er mudret af forsyningsangst. Ængsteligt ængstning. Træt. Træt trætterat. 

At genskabe fortiden?

Det er måske den mest menneskelige længsel. Jeg er ikke sikker. Men måske er det ikke unikt for mig at hige efter, ikke at være alene. 
Jeg har været meget alene. Jeg har været meget isoleret og fremmedgjort igennem mit liv. Jeg har længtes meget efter, at det ikke skulle være sådan. Der har været mange ting jeg har undersøgt og afprøvet for at føle det mindre og der er tidspunkter i mit liv nu, hvor det virkeligt ikke føles sådan.

Men der er andre hvor det føles somom at kattefyren og jeg bare genskaber fortiden. Hvor han står frosset når jeg græder. Hvor han ikke kan andet end at gentage 'hvad har du brug for?' med en forventning om, at alle løsninger skal findes inde i mig. Med en blanding af 'det ved jeg ikke' og ' hvad vil du have jeg skal gøre' som bare isolerer mig mere og mere. At han er bange for størrelsen på min sorg og vrede og ulykkelighed og lader sig fylde op af den. At han ikke kan finde en hest der kan bære os begge. 

Og i dag er jeg så utroligt klar til bare at give op. Familieterapeuten har aflyst det længe afventede møde mellem vedkommende, min mor og jeg. Jeg har taget valium for at kunne sove og har haft kvalme i et døgn, så selvfølgeligt skulle det aflyses. Jeg føler mig som en idiot for ikke at have gættet dét twist. Det må aldrig være nemt eller snarligt overstået. Der skal altid være noget. Et eller andet. Så jeg tuder på en sti på arbejde. Jeg sidder heldigvis alene på kontoret. Men jeg har ikke mere i mig ligenu. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt. 

Det er i de her situationer jeg ikke kan følge hvorfor jeg skal orke at prøve. Jeg løber tør for pep og konfetti og lykkelig forundring over de små ting. Jeg mærker bare listen over alt det der ikke virker og alt det jeg skal kæmpe med og for, for at kunne opretholde noget nogenlunde. Hvordan hver dag har så mange trin og så meget som er holdt sammen med en metaforisk tandstik. Hvordan trygheden er blevet hevet væk igen og igen og hvordan det er at leve med truslen konstant i øjeblikket. Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke. 

Min nyeste overvejelse er, at jeg måske slet ikke var så deprimeret dengang dét var det primære behandlingsfokus. Altså åbenlyst var jeg deprimeret, men jeg er begyndt at overveje, om det at ligge helt stille også var en måde at overleve angsten på. Alt den super nemt forståelige angst over vold og en verden jeg ikke var blevet klædt på til at forstå overhoved. Når man er sit eget dannelsesprojek, så kræver det jo først at man gennemgår uendeligt mange akkavede og uforståelelige og angstfyldte situationer for at man opdager at man mangler at vide noget. Og derefter så starter processen med at finde ud af hvad fanden man ikke har lært. 'Alt' er for stor en problemstilling til at man kan favne den i én omgang, så det er blevet bid for bid. Så er det også til at glemme hvad hovedstolen af udfordringen var, når man har fået styr på én komponent. 

anyways. Jeg har meget lidt lyst til at findes ligenu. Det bliver sikkert bedre i morgen. Whatever. Jeg ville ønske jeg kunne blive reddet. Bare en gang imellem. Jeg er så træt. Jeg er så utroligt træt af at være min egen voksne i alting. 

Det er én af de ting der ikke er det værd. Det er måske et grundvilkår eller bare sådan vilkårene i mit liv er. Men jeg orker det ikke. Det gør jeg sikkert igen i morgen, men der er ikke noget mere modbydeligt end at være forladt. Det er lige tilbage i barndomshjemmet og at blive trøstet af fangevogteren. 'Ja monsteret er også slemt. Ja det lyder hårdt. Nej vi fjerne det ikke. Ja det er også træls. Ja puha.'

Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her

Hjerteforvirring...forventning og forandring?

Åh....jeg er forvirret og tom og træt og udmattet....

Jeg har en kæreste og i dag har jeg ingen kærlige følelser...

At jeg heller ikke har dem for noget andet menneske er nok vigtigt men jeg forstår stadigvæk ikke hvad der foregår.

Jeg kan godt bygge min betændte udgave af maslows behovspyramide. Jeg kan starte fra bunden og køre op af listen med alle mine almene problemer og mine uforløste behov. Det er svært at være semiforbundet med nogen når alt er fucked...

Måske jeg ikke er helt klar til at bruge ordet kæreste...selvom det ikke er mig en fremmed ting, så er der ét eller andet i klemme her...something...Like...jeg har lyst til at se kattefyren igen og jeg har lyst til at putte med ham, men jeg tror måske at jeg lægger et eller andet i 'kæreste'ordet som jeg ikke helt forstår og som jeg ikke er rigtig klar til...

Det er ikke rigtig ifht omverden det er et problem. Det er en forklaringsmodel som er udemærket. Noget kassetænkning og noget symbolsk og kategorisk som kan markere en form for tilhørsforhold osv.... Men det er det måske inde i mig.

Igen... Jeg synes ikke jeg kan mærke en mangel på lyst til at se ham...måske lidt ifht intimitet i dag, men det kan virkeligt være pgr pms eller stress eller livslort... men jeg er ikke rigtig klar til...hvad end det er for en ting jeg oplever at kæreste gør ved min hjerne...

Er det pgr rester fra en grænseoverskridende lorte-ekskæreste? meget sansynligt...Er det på grund af mine livsomstændigheder`? - også det....Er det pgr kattefyren?

jeg ved det ikke...

Mit problem med ham, sådan som jeg kan identificere det, er at jeg ikke er helt tryg ved ham pgr hans tilbagefald... men måske det ikke er tilbagefaldet, men bare fordi jeg ikke er tryg ved at have en kæreste igen pgr lorte-ekskærestens grænseoverskridende og ødelæggende opførsel

men det gør at jeg ikke rigtig ved om jeg kan tro på kattefyren... og der er et eller andet i kæresteriet der gør at jeg føler at jeg skal kunne tro på noget fremtid? at jeg skal kunne tænke mere end én dag frem...én dag af gangen og dé jingler...

Er det rigtigt eller forkert? er det sådan man tænker? er det noget jeg ikke har lært eller er det en vigtig mavefornemmelse? - Det er mit rimeligt grundlæggende problem i øjeblikket i mine oplevelser med kattefyren....

Jeg oplever at det er godt. Nogle ting er fantastiske...men nogle er nederen... Er det godt nok?

Er det godt nok?

Hvad er propertionelt og hvad skal jeg kigge efter? Hvordan skal jeg vide det?

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at se ham igen

Men jeg kan også mærke at jeg ikke er sikker på om jeg kender ham godt nok til at sige noget med nogen sikkerhed overhoved...Måske det er dét der knirker ved kæresteriet?

I dag har jeg slåsset med at kunne sige hvad jeg godt kan lide ved ham. Det er et kompliceret 'jeg skal være min egen DR Who' kombineret med ' ved jeg om jeg kan stå inde for dig som menneske' mikset med et ' jeg vil ikke opdrage på min kæreste' setup tror jeg... Altså...

jeg ved ikke om jeg kan møde nogen jeg synes er både inspirerende nok og søde nok og imødekommende nok og feministiske nok og voksne nok og eventyrlige nok og begavede nok og nørdede nok til at passe ind i min fantasiskabelon...og dét har jeg også -so far- fået belæg for at andre heller ikke oplever at man kan finde i en partner. Det er et eller andet opgør med romantik som min hjerne skal køre.
Og det handler om min mangel på erfaring og mine ar fra at prøve sidst.

Men hans føjelighed skræmmer mig også...Altså...Jeg kan for det første godt lide folk med holdninger og standpunkter. Jeg er bange for at løbe dem over ende hvis de ikke har en sund jeg-følelse...og det er svært for mig at han ikke udtrykker den. Det er gået galt i andre relationer og det ender med smertefulde afskeder...

det gør mig bange baseret på erfaringer...Jeg synes det er rart i situationer, men jeg har brug for noget selvstændigt pushback selvom jeg sikkert ikke giver udtryk for det?

Jeg er bange for om jeg har lovet noget som jeg ikke kan holde eller performe hele tiden...som jeg har lovet at gøre?

Hmm.... Der er et eller andet med....hmm... At jeg har lyst til at se ham men at jeg så har en sucessrate af ting der skal virke for at retfærdiggøre det`? Det er ihverttilfælde et eller andet som jeg synes vækker noget genklang... Er det fordi jeg prøver at passe på mig selv? fordi jeg har urimelige forventninger? noget tredie? er jeg fanget midt imellem de forskellige faktorer?


Jeg tror ikke jeg er færdig med at tygge på det... Men jeg har tænkt mig at se ham igen. Om ikke andet ved jeg at jeg godt kan lide at putte med og holde om ham

langt imellem de nedskrevne tanker...Den tunge sorg tynger....

Jeg har tænkt på at skrive længe, men har ikke følt...ro? fortrolighed? ...jeg er ikke helt sikker på hvorfor der ikke er kommet en tekst på bloggen, men de to ting er nok dem der er mest under mistanke. Så mange smertefulde og forvirrende ting er sket og så lidt af det har været rigtig under min kontrol.

Manglen på kontrol...manglen på evne til at opfylde arbitrære krav....Min mangel på evne til at skrive det rigtige CV og den rigtige ansøgning og til at skille mig ud så det resulterer i job...Suk og jammer og klage...Jeg føler det så dybt men jeg er så ulideligt træt af at snakke om det og det at skrive om det er tilsyneladende slemt nok! Jeg bliver træt og led og ked af det hele....

Det er sådan ca her at min lyst til at blogge også stopper. Der er mange ting på den sociale front som jeg kunne bearbejde på skrift. Det ved jeg plejer at hjælpe på tankerne, men den her jobjagtshætte er trukket så langt ned over hoved på mig, at jeg føler jeg bliver nød til at skrive det først og positionere min situation i forhold til det, men det dræner også alting. Eventyr...åh jeg længes efter noget eventyr og det er bare ikke på horisonten...Ud over den dejlige gave jeg har fået ifht at skulle rollespille i november. Men selv det virker som en uoverskuelig opgave at forberede mig til. Pah...

Jeg har nydt en lille forelskelse...en 'væren lun' på et ret umage match af en person...Men min hjerne har nu lukket det ned i skyld og skam, fordi min vurdering af situationen er, at vedkommende nok er interesseret i en anden....og så snart dén erkendelse ramte, så ramte skyldfølelsen over at lave en form for overgreb på personens autonomi og ret til at blive set som et individ og...såen 'ikke et objekt for begær' og skam over at have gjort det. Der er virkeligt få ting her i verden, som jeg følelsesmæssigt går og tror er mere ubehageligt, end hvis jeg skulle være lun på en person imod deres ønske...Altså for dem...

Og det er antageligvist bygget på en kombo af folkeskolemobning hvor det kunne ødelægge en persons socialliv hvis mobberne opdagede at klamme mig kunne lide nogen...for så var det jo ekstra sjovt at torturere dén person...og så er det vel bygget på mine oplevelser med dårlig samvittighed og ubehag når folk - altid mænd- er vedholdende i at vise en interesse der for mig er uønsket...

Åh...og så kan jeg så lægge ting på hver sin vægtskål...men grundlæggende set, så er det for følsomt. Jeg troede jeg kunne nyde det og bare have det som en lille flamme, men en frygt for at være forkert har dræbt hele fornemmelsen :(

Men ja...nu får vi at se hvordan det bliver næste gang jeg ser vedkommende...Lige nu har jeg kvalme ved tanken, men det er nok også pgr sult og mangel på morgenmad....

Ud over det får jeg trænet en masse, men er forvirret over min krops reaktion. Det håber jeg at jeg forstår bedre næste gang jeg får sat mig ved blog-tastaturet...

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

Masters of arts...and panics?

Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!

Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.

Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...

Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...

Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.

Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.

Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.

Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...

Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

mavemålingsdrøm og efterspil...

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom