På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.