Noia efter Midnat

Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.

Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.

En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...

Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn

Den triste nattetid

Jeg er faldet lidt på plads i denne mere nattefokuserede livsstil. Der er dog et problem. Jeg ved ikke om det er tidspunktet, et tilfælde eller noget tredie der spiller ind, men jeg bliver forfærdeligt trist og tænksom når jeg lægger mig for at finde ro.

Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.

Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.

Meh. To timers venden og drejen