En meget lang rejse der nok kunne være stoppet før.

 Er det forældre eller nysvensken som titlen refererer til? Jeg ved det ikke helt. 

Men det er ihverttilfælde sådan, at jeg i skrivende stund er ude af kontakt med begge og det er godt.

I forhold til forældrende også trist - hvem ville ikke ønske at det så anderledes ud i dén slags liv? 

Men ja, Umodne forældre og en god terapeut har hjulpet gevaldigt. Terapeuten har kostet mig en smertelig del af min lillebitte opsparing, men shit jeg har haft brug for hende. Og dertilhørende podcasts om at være 'en fremmed i familien' og 'hvorfor gik du ikke bare' til at give kontekst og solidaritet. Da jeg hørte en psykolog sige ' Det er jo unaturligt at moderen vælger magen over at beskytte sine egne børn' faldt en del af mig indeni på plads. Fred være med det. At min far skulle have slagtilfælde som gjorde vi valgte at aflyse julerejse gav også en form for afrunding. Done done done. Ikke mere familie jeg ikke selv har valgt til. Det er en befrielse ikke længere at skulle bruge tid med grove og uinteresserede mobbere.

Og jeg har fået det lukket ned med nysvensken i sidste uge. For 14 dage siden sagde jeg til den gode terapeut, at jeg virkeligt gerne ville holde op med at kæmpe. Med ham, med dem, med jobbet med alting generelt. Og det hjalp med at få de sidste ting på plads. 

Så...No more nysvensk! No more parent-trap. Ikke mere bølle-familie. 

Til gengæld mere arbejdsglæde og livslyst. Mere plads til at lege. 

Endnu en slags pause

 En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen. 

Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre. 

Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen. 

Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.

Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv. 

Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det. 

Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste. 

Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed. 

Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati. 

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Så tæt på og så langt fra

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors