Det fucking virker!?!!!!

 Jeg er mega overrasket og bevæget til at skrive en blogpost for første gang i evigheder. Det virker! Traumearbejdet virker faktisk!

Jeg er lige kommet hjem fra et universitetsrollespil på et slot i polen, og alle ingredienserne til at aktivere mine achilleshæle var der. Jeg spillede en ingame romance som gik galt, jeg sov ikke nok, jeg spillede en skurkinde. Og jeg ville normalt være helt fortabt i post-larp bleed forelskelse og samtidigt have bølger af at ønske bekræftigelse fra andre spillere. Den sidste del er ret normal, men noget jeg heller ikke har denne gang. Den store ting er nok at være uden bleed 'jeg må vælges til' ifht min medspiller. Jeg ved at det er ældre traumer, jeg kan deres navne og mekanikker og det virker somom det at sige dem højt faktisk mindsker deres kraft endnu mere. Så nu skriver jeg dem lige også. Det ville være noget jeg havde med hjemmefra hvis det havde været noget jeg følte. 

Jeg er træt. Jeg har ikke lyst til at klippe mine fanxy maniqurerede negle for at gå til bouldering, men jeg vil gøre det og komme videre med mit liv imens jeg inderligt værdsætter den oplevelse jeg har haft. Det var stort og vildt og modigt og hård og sjovt og spændende. Det var udfordrende og jeg er mega stolt af den karakter jeg spillede. Jeg ønsker mig flere oplevelser som denne. Jeg er stolt af at have været gavmild og inkluderede. Jeg har skabt spil og holdt noget plads for andre. Det her er helt sikkert en 'lige i dag elsker jeg rollespil' situation. 

Men hvor er det uventet. Jeg har lavet så meget arbejde de sidste par år men har ikke haft en målestok. Jeg har simpelthen ikke vidst hvad det skulle lede til eller hvilke små milepæle der måske kunne komme. Jeg har været fokuseret på et ideal om en form for traumefrihed og dét virker uopnåeligt indenfor den overskuelige fremtid. Men så er der den her oplevelse. Og den giver mig virkeligt håb og pep og stolthed. Lige ned i et relativt vådt og koldt efterår med prøvelser og køreprøver osv. 

Kørekort i hus og en øget robusthed og omsorg for mig selv. Sikke en ting at have på plads på sådan en våd mandag her!

Så gik der tid og store og små ting skete. Og en krænkelse!

 Der har været skift af nærmeste leder efter udrensning i arbejdsformen. Der har været gennemlevning af efterspil med nysvensk (der dog stadigvæk spøger i en drøm eller en brandert engang imellem) Der har været 'brækket tå' spoleret sommerferie og 'den mest ekstreme ting jeg har oplevet som frivillig' sommer.

Det er nu tilbage på job i nyt team med ny leder og ny uvished. Men som udgangspunkt vidst nok nogenlunde stabilt. Jeg ved det dog ikke, min håndskyhed siger, at bare dét at skrive det her, kommer til at betyde at jeg bliver fyret i eftermiddag. Men who knows these days. 

Det der fik mig til tasterne var, at ville skrive-tænke lidt omkring den her ekstreme oplevelse som frivillig, der blev sendt hjem fra et arrangement. 
Jeg må - igenigen- notere mig, påpege, gen-notere, at arrangørene sagde det ikke var mig. At de ikke havde overskud til at fikse en fucked situation og at de basically smed mig på offerbålet. 

Og de har ikke taget kontakt siden. 
Jeg rakte lidt ud igår, for at minde den ene om, at vedkommende sagde de ville kontakte mig efter et par uger, og det er ikke sket endnu. 

Så jeg sidder og jeg gik i morges og kom frem til, at jeg har den information om alle involverede, som jeg bør have for at sætte min dom. Min vurdering. Mit take på situationen. 

Det føles ret heftigt sådan at skulle lukke noget uden at have indput fra dem, men der har været næsten en måned til at gøre noget. Der har været mere en god tid til, at tænke 'shit det var grænseoverskridende og nederen det vi gjorde mod den her person'. Så den er i hus. Det er slut. Det var nederen og de er nederen for at have håndteret det sådan.  Jeg har vendt og drejet og twistet og flippet det. Jeg har prøvet scenarier af inde i hoved til jeg var blå udenpå. Selv hvis jeg underkender deres take på, at jeg ikke har forårsaget situationen, så er det virkeligt ekstremt at udelukke mig. 

Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at jeg bliver udelukket fordi jeg har et relativt mildt gemut, end, at jeg blev udelukket efter at have gjort ting som jeg så fuldstændigt har glemt som skulle retfærdiggøre det mest ekstreme jeg har prøvet som frivillig. 

Så. Jeg har gået og ventet på, at få en undskyldning? en omsorgsvisning? en stor talk der lander det hele? Something der måske skulle farve mit take på det. Men jeg tror både at det er for sent og også nok, at det virkeligt skulle være proaktivt for, at jeg ikke ville ende her. Hvor jeg sådan set synes det er grænseoverskridende og måske også noget i nærheden af æreskrænkende. 

Det tror jeg faktisk jeg synes det er. 

Altså det er det nok ikke juridisk, men socialt ihverttilfælde. Især ifht hvad den oprindeligt problematiske part i situationen efterfølgende har gjort ifht at søge at sprede rygter. 
Så dét er en spændende følelse at sidde med og ikke rigtig kunne gøre noget med.

Men måske den skal have lov til at være der et stykke tid. Jeg har jo først lige opdaget den. 

Tekst jeg ikke turde smide på Facebook...

Usynlige nørdkvinder....

Repræsentation betyder noget.

Tilsyneladende skal vi stadigvæk bygge en ny verden helt selv for at tælle og blive talt med. Det er så påfaldende at den store anklage mod feminister er netop dét, at hvis vi skulle designe verden, så ville vi undlade plads til mænd...når det netop bare er plads i dénne verden vi så åndsvagt brændende ønsker os. At blive regnet med, at blive bedt om at tage plads og udtrykke os. At kunne deltage bare engang imellem, uden at skulle designe et alternativt miljø fra bunden som modkultur, bare for at det kan komme til at ske.

Der er snart flere nørdmedier end jeg kan tælle i danmark. Der er dukket 4 nye blogs, pods og vlogs op i mit feed bare siden nytår. Men...Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal dyrke virkeligheden af at være fjernet fra diskursen flere steder end når jeg går ud af hoveddøren. Ingen af dem jeg er blevet tilbudt at følge - hverken nu eller tidligere - har en eneste fucking kvinde med. èt af dem havde et særafsnit for nørdede kvinder...for det er så eksotisk og anderledes...

Somom vi ikke er der hele tiden...

Eller somom det faktisk er sjovere når vi ikke er med.

Somom vi er i vejen for den gode dybe nørdsamtale.

Somom vi skal råbe for at blive husket...

Somom kvindestemmer er uønskede...skingre, usaglige, irrelevante...

Somom alle de ting jeg er blevet fortalt igen og igen, igennem 23 år i nørdmiljøer faktisk passer.

Somom kvinder kom og ødelagde festen....

Hver enkelt en af dem er helt sikkert opstået på legende fin maner hvor man(d) har fået en god ide og løbet med den...Jeg kender den process...Det er bare også systemisk og så utroligt trist i den usynlige ende af nørdvirkeligheden....

Fiktiv og faktisk forståelse...post-1942 tanker...

Jeg er hjemme fra en oplevelse for livet. En fuld cirkel der er blevet sluttet, fra jeg for 17 år siden spillede min første (så vidt jeg husker) store nordiske rollespil og så til nu, hvor jeg er vendt hjem til 'samme' scenarie, opsat af nogle af de samme folk, men med et lille livs erfaringer rigere og modigere og ældre og sikrere og alt muligt andet jazz.

Selve spillet satte tanker igang om historie og larp og spil. Alle de ting vil nok blive bearbejdet i en masse samtaler og måske en enkelt artikel.

Selve rejsen indeholdt små og store ting som måske er værd at notere.

Hjemkomsten til nutiden involverede en 10 dagsvarsel fra DTU og muligheden for, at få et job hvis et projekt går igennem...


Og så er det så alt det som jeg bruger denne blog til: Mudderet i sjælen og selvforståelsen. Forstyrrelserne og rystelserne i hvad og hvor og hvordan jeg lige går og forholder mig til mig.

Og det er der kommet lidt af. I selve spillet var det en romantisk og tragisk fortælling om gengældt men umulig kærlighed. Det var tungt og smukt og fint og tankevækkende, men det er en følelse jeg ved hvordan jeg skal håndtere. Der er en trøst i gengældelsen for mig, som gør det mere roligt. Den unge biseksuelle pige mindede mig meget om mig selv og jeg kan selv leve længe i uforløst vished om gengæld genkendelse.

Uden for spil blev det lidt rodet i en umiddelbar sympati der oplevedes umiddelbart gengældt, men var fra den helt anden retning ifht en person der nok var mere playboy...i den casual og flirty forstand. Det bygger klart på den samme ærlighed i afklarethed, men grundlæggende er det en anden melodi og toneart end den jeg spiller, og det forvirrede mig en masse. Det var ikke den konkrete situation, men ifht til at hive nogle tråde til fortiden ifht den århusianske smilefyr og den nu-ekskæreste helgen.

Det handler nok om min generelle motivblindhed og hvordan det får mig lidt ud af svingning når jeg synes jeg forstår noget der bliver kommunikeret, men så ikke gør det alligevel. Ønsket om at forstå og imødekomme er så stort, at det kan overdøve hvad der sikkert bliver sagt til at starte med. Åh ja. Men om ikke andet så giver eventyr altid et nyt eller - om ikke andet- et friskt eller genopfrisket perspektiv, der ryster lidt op i hverdagen. Ifht sømanden og chrushguy, så har det været godt at få tingene lidt på afstand og vende hjem med...hmm...lidt forløsning måske?

åh jeg ved det ikke. Måske det bare stadigvæk er noget rod det hele. Jeg er på krykker og låst i dårlig mobilitet, i den her tid hvor min aftale med mig selv ellers var at give den fuld gas på jobsøgning og træning. Det er svært at gøre nogen af delene når man føler sig som en pebermø af en prinsesse fanget i sit tårn af en svinestald...

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

just a little travel

Så er det aftenen før jeg skal afsted, til hvad der måske bliver en vild oplevelse, hvad der måske bliver en skuffende eller en ok oplevelse. Det er spændende at sidde og skrive og tænke det, og alligevel være nået til et punkt, hvor jeg ærligt kan sige, at jeg ikke vil være det foruden, ligemeget hvad det bliver. Om det så bliver forfærdeligt så vil jeg det. Om alle menneskerne så hiver deres ansigter af og viser djævletænder, så vil jeg ikke være den erfaring foruden.

Selvom jeg stadigvæk er tyndhudet og sårbar, så er der livskraft i lemmerne igen og hagen stikker trodsigt frem med et lille glimt i øjet.

Det er somom der endelig er en mærkedag og jeg igen kan se, at jeg har udviklet en masse og der er gået tid nok til, at jeg er et nyt sted i mit liv med et positivt udsyn. Med en fremtid med nervepirrende spændende ting og udvikling i uventede retninger. Og det er endda selvom jeg fik et afslag på skoleansøgning og derfor et slag over næsen. Ukrudtet holder hoved højt.

Jeg kan mærke det på energien. Jeg kunne sagtens have haft en lad optakt, men udover at armen spiller imod mig, så presser handlekraften igennem og jeg er meget tilfreds. At løbe rundt og forberede lejligheden til rejsen og pakkeriet til scenariet er fantastisk.

Nu får vi at se hvordan det går. Men turen er indtilvidere fantastisk!