og alt er af helvedet til...
Jeg får at vide af min fys, at det ikke er min skyld at jeg er i stykker i armen. Det er almindelig menneskelig natur at reagere frem for at være proaktiv og på dette punkt er jeg tilsyneladende ulideligt menneskelig.
Det er heller ikke min skyld at jeg har forstuvet foden.
Ej heller at jeg er blevet hoste-og-feber syg.
Men måske ér det min skyld, at jeg er så ubrugelig at denne omgang eksamner står og falder på et tidspunkt hvor det nærmest er for sent for mig at gøre andet. Og hvor alle de her syg og dårligdomme kan ødelægge enhver rest af selvtillid. Endda begynde at gnave på mit selvværd.
Jeg var så klar til at træde over tredivetærsklen med oprejst pande...men nu kan jeg i skrivende stund ikke se mig gøre andet end at slæbe mig over på en skamfyldt ubrugelig mave.
