waupchi

Længe siden jeg har blogget. Eller rettere sagt: længe siden at jeg har fået blogget færdigt.

Limbolandet er stadigvæk mit bosted. Jeg er stadigvæk i en usikker situation omkring min fremtid. Det jeg frygter er, at det kommer til at præge hvad der ellers ser ud til at blive en super sommer...

Verden udvikler sig stadigvæk i spændende retninger. Mulighederne er mange. Men imens tingene står i stampe er der ikke meget fornuftigt at tænke over. Ikke når det handler om at forestille sig den kommende verden.

så dette er vidst bare en lille brokblogopslag...

Jeg ønsker mig noget indre ro til at opleve de kommende måneder. Og jeg står ved dette ønske, selvom det kan jinxe min tilbagevenden til skolen.

Jeg er blevet en simpel dame. En god skole, en god kost, muligheder for at skabe og gode kys er alt hvad jeg behøver ;)

Sikke en lortenat...

Jeg var så glad da jeg, helt af mig selv, faldt i søvn før klokken 00.00... Jeg var knap så glad da jeg vågnede klokken 01 fra et mareridt.

Jeg er så vant til, at mareridt kommer af et eller andet presserende. At det er fordi vigtige ting er på færde eller der er ting jeg har glemt. Af at der er konflikter med folk under opsejlig eller lignende...

Men det her mareridt var vidst bare generel ullykkelighed over min situation og en knivspids uberettiget selvbebrejdelse.

Men det sætter sådan en fesen dag som idag i klart perspektiv. Med negative toner. Og hvis jeg tager med i betragtning hvor fedt jeg har haft det på det sidste, så er det vel ok at have en dårlig dag. For det er vidst hvad det her er: En dag hvor jeg er i lidt dårligt humør.

Heldigvis er der ikke noget humørkemiorgel jeg kan indstille den slags på endnu.

tja ja...det er dælme længe siden at jeg har været i dårligt humør. Det er sq lidt spændende. Jeg ville ønske jeg havde penge til en vulgær liter chokloladeis.

Tiltrækningskraft og forårssaft...

Det er et rimeligt spændende forår alt taget i betragtning. Det er facinerende med denne vågnende verden, kombineret med u-frygt. Kombineret med den stadigt vågnende selvoplevelse og virkelighedstilnærmende eksistens.

Så meget efterlod jeg i branden. Men så meget mere gav jeg slip på da jeg vendte hjem.
Denne nye dans på highwires of life er på mange måder en fantastisk fornøjelse...Men mest af alt, fordi jeg virkeligt har fundet ind til et sted, hvor jeg ikke anede jeg kunne findes.

Og så er der pludselig ( igen igen) en helt ny verden at opleve...Og den er blevet en hel del mere sexet! Dén så jeg ikke lige komme sq. At det var det dette forår ville bringe. At det var det som min hjemvending ville vende imod.

Og hvilken størrelse begær er. Helt nede i kroppen, som et urløfte der søges at blive opfyldt.

Men det er jo drøn urimeligt og vækker ængstelige småtanker om fortidens uheld på den front. Egentligt ønsker jeg at afsøge alle afskygger af territorierne før jeg vælger at gå derind...

Men det er ikke det jeg har lyst til at opleve. Jeg er træt af at snakke :) Træt af annekdoter og skjule små tegn. Jeg er blevet til en " jeg har sympati for dig, vil du føre mig til mit leje" kinda girl. - Ikke at det skal være banalt og idiotisk...Men hvis jeg alligevel ikke kan stole på hvem jeg tænder på- på hvad jeg selv finder tiltrækkende, - så er det jo umuligt at vide alligevel...og jeg gider virkeligt ikke mere forstillelse. Tjaa...

Måske er det fordi jeg ikke har en dyb trang til at binde på hænder og fødder. Måske er det fordi, at tiltrækning for mig er sammenkædet med respekt og minimum en slags ligeværdighed. Måske er det bare fordi det igen er verden der er spøjs og selvbegrænsende...:)