Så gik der tid og store og små ting skete. Og en krænkelse!

 Der har været skift af nærmeste leder efter udrensning i arbejdsformen. Der har været gennemlevning af efterspil med nysvensk (der dog stadigvæk spøger i en drøm eller en brandert engang imellem) Der har været 'brækket tå' spoleret sommerferie og 'den mest ekstreme ting jeg har oplevet som frivillig' sommer.

Det er nu tilbage på job i nyt team med ny leder og ny uvished. Men som udgangspunkt vidst nok nogenlunde stabilt. Jeg ved det dog ikke, min håndskyhed siger, at bare dét at skrive det her, kommer til at betyde at jeg bliver fyret i eftermiddag. Men who knows these days. 

Det der fik mig til tasterne var, at ville skrive-tænke lidt omkring den her ekstreme oplevelse som frivillig, der blev sendt hjem fra et arrangement. 
Jeg må - igenigen- notere mig, påpege, gen-notere, at arrangørene sagde det ikke var mig. At de ikke havde overskud til at fikse en fucked situation og at de basically smed mig på offerbålet. 

Og de har ikke taget kontakt siden. 
Jeg rakte lidt ud igår, for at minde den ene om, at vedkommende sagde de ville kontakte mig efter et par uger, og det er ikke sket endnu. 

Så jeg sidder og jeg gik i morges og kom frem til, at jeg har den information om alle involverede, som jeg bør have for at sætte min dom. Min vurdering. Mit take på situationen. 

Det føles ret heftigt sådan at skulle lukke noget uden at have indput fra dem, men der har været næsten en måned til at gøre noget. Der har været mere en god tid til, at tænke 'shit det var grænseoverskridende og nederen det vi gjorde mod den her person'. Så den er i hus. Det er slut. Det var nederen og de er nederen for at have håndteret det sådan.  Jeg har vendt og drejet og twistet og flippet det. Jeg har prøvet scenarier af inde i hoved til jeg var blå udenpå. Selv hvis jeg underkender deres take på, at jeg ikke har forårsaget situationen, så er det virkeligt ekstremt at udelukke mig. 

Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at jeg bliver udelukket fordi jeg har et relativt mildt gemut, end, at jeg blev udelukket efter at have gjort ting som jeg så fuldstændigt har glemt som skulle retfærdiggøre det mest ekstreme jeg har prøvet som frivillig. 

Så. Jeg har gået og ventet på, at få en undskyldning? en omsorgsvisning? en stor talk der lander det hele? Something der måske skulle farve mit take på det. Men jeg tror både at det er for sent og også nok, at det virkeligt skulle være proaktivt for, at jeg ikke ville ende her. Hvor jeg sådan set synes det er grænseoverskridende og måske også noget i nærheden af æreskrænkende. 

Det tror jeg faktisk jeg synes det er. 

Altså det er det nok ikke juridisk, men socialt ihverttilfælde. Især ifht hvad den oprindeligt problematiske part i situationen efterfølgende har gjort ifht at søge at sprede rygter. 
Så dét er en spændende følelse at sidde med og ikke rigtig kunne gøre noget med.

Men måske den skal have lov til at være der et stykke tid. Jeg har jo først lige opdaget den. 

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Praktikdag 3 torsdag d. 6/1 2011

Så... 1 times billedkunst og tre timers danskundervisning med et spisefrikvartersintermezzo som involverede, at være i klasselokalet mens eleverne spiste og så skynde sig over og spise selv. Første dag hvor jeg var ved at dø af sult. Det der børneri gør tilsyneladende sulten.

Nå. Mange ting oplevet og registreret.

45 minutter er idiotisk kort at have billedkunst i. For det første lige en peditesse - det ungerne laver ligenu hedder et diorama - ikke som læreren rettede mig : panorama. Anyways det var bare lige mig og wiki der havde brug for at have ret. Det er alt andet lige min blog og min lille snob-ventil. Når eleverne både skal pakke ud og dække af og så gøgle rundt med tingene og have tid til at pakke sammen, så giver det måske 25 minutters kreativt arbejde. Det er virkeligt dumt. Ingen vil tage billedkunst helt af skemaet, men det er en småstresset affære som ikke giver det det kunne, hvis faget blev taget ordentligt alvorligt. At udtrykke følelser og oplevelser og indtryk uden ord og lyd er en sund ting for et barn ifølge barneeksperten og idealisten Monica.

Der var drenge der slog på hinanden. Jeg er kun på nippet til at forstå hvor svært det er at holde overblik, - især når man skal hente ting og ordne ting i andre lokaler,- men jeg var lidt på dybt vand. Jeg overværede det og fik råbt noget ala "HEY!" med en voksen og grum stemme, men følte ikke jeg hverken havde værktøj eller mandat til at håndtere situationen med den alvor jeg egentligt synes den burde have. Jeg går ind for absolut nultolerance i forhold til at slå - om det så er halvt for sjov eller hvad det nu kunne være. Men jeg var ikke klar over hvor og hvordan og hvem og hvad. Man rør ikke børnene som udgangspunkt på den her skole og hvad så hvis de ligger og ruller rundt? Må man så hive den ene op i armen? Må man hvad? Dét er et fuldstændigt uafklaret område for mig i skrivende stund.

- Billedkunstlæren brugte vidst heller ikke klappesignalet.

Jeg interagerede med dem i billedkunst og viste et par tricks til en af pigerne om at lave en indianerdame af ler. Det var ret hyggeligt. Udover det har de tilsyneladende en lærer der bruger nogle af de samme bøger som min gamle formningslærer, for jeg sværger at min mor har et billede af to papegøjer et sted i en skuffe, som der hænger en nær tvilling af på en af deres fremvisningsvægge. Spøjst spøjst.

Så. Dansk! Tilbage i edb og to timer hvor de skiver deres opgaver så færdigt som muligt og derefter øver grammatisk komma online som opvarmning til at stavetjekke deres egne opgaver. Nogle var hurtigt færdige, andre ikke helt da de to timer var slut.

http://dsn.dk/arkiv/komma/medstart/ jeg skal selv køre den igennem et par gange tror jeg.

Drengen der arbejder med hiphop kom en masse til mig og vi snakkede cribs og death row records. Jeg tror han er en knægt der mangler såen stimulering i det hele taget,- og klasselæren gav mig ret og gav mig lidt baggrund der nok mest bare involvere en ikke så snakkende- og hårdt arbejdende familie. Men det føles godt at kunne snakke med ham om ting han går op i og faktisk vide noget. Nørd bonus på den konto.

Børnene har i det hele taget vænnet sig til at jeg er der og spørger mig, når dansklærerinden er optaget et andet sted. Jeg har ikke et problem med at fortælle dem når jeg ikke ved ting. Det tror jeg ikke er dårligt.

Så sad vi med dem mens de spiste og klasselæreren førte elegant smalltalk om lektier og de bøger de læser derhjemme. Derefter frokost til mig og sulten som en ulv. Snakkede med en af vikarene i pausen og kan godt mærke at der er forskel på mig og en pige der bor hjemme og holder sabbatår efter gymnasiet. Hendes reaktion på, at vi i " kristendom, livsoplysning og medborgerskab" bliver undervist i de gamle grækere var forundring, uforståendhed og en sammenligning med oldkundskab i gymnasiet. Sikke en masse man har nået at leve siden dengang. Hun er super sød og virker også nysgerrig på det hele. Idag oplevede jeg et par gange - med flere forskellige af de voksne, at jeg taler lige lovligt akademisk og det er en spøjs lille ting at bemærke.

sidste dansktime var i deres eget klasselokale som var første gang jeg oplevede dem dér med deres klasselærer.

1. Eleverne står bag ved stolene når timen starter. 2. hun bruger klappekoden. 3. de skulle også stå bag ved stolene ved timens slutning.

Det er mega interessant fordi det virker så gammeldags, men det er toppen af moderne pædagogik og det virker fabelagtigt. Rutinerne og ritualerne må være en del af, at de er utroligt meget roligere i hendes timer end i de andre. Altså...Det er alle søde børn uden mærkelige mærkeligheder, så udsvingene er ikke fra at de smider med borde til de pudser glorie,- men der er en klar forskel.

Hun fortalte at hun har gjort og i fremtiden kommer til at køre faste læsetider- hvor alle eleverne og hende selv læser skønlitteratur i 20 minutter. - udover det så har det et funky navn "Power læsning" - hvilket basalt set betyder " at læse uden at gøgle og fedte rundt" - jeg synes det er super at re-brande noget hvis det virker. - Hun forklarede også, at der findes skoler hvor der er fast læsetid samtidigt over hele skolen. Jeg synes det lyder genialt. Det er ikke sådan på denne skole dog.

Som hun selv påpegede i den vejledningstime vi havde i slutningen af dagen, så arbejder hun utroligt lidt ved tavlen og arbejder aktivt på at gøre dem til " studerende" mere end " elever" og følgende viser hvordan det giver pote.

3 times opgave var, at tage de udprintede opgaver og bytte dem med nogle andre og så skrive kommentarer til dem. Det var først lidt kaos og " hvem vil med mig" men så faldt der ro over det. Så var der noget imellem to piger der skulle ordnes ude for døren og jeg var tilbage i rummet med eleverne. ( Jeg var nede ved to af drengene der havde sat sig sammen og gav verbal feedback til hinanden for " jamen jeg har jo lige sagt hvad jeg synes" og fik forklaret at udfordringen jo var at skrive det ned fordi de kende hinanden og det var meget sværere at sætte ord på papier of få brugt en blyant- derefter sendte jeg den ene tilbage til sit bord og de gjorde som jeg bad om )

anyways... Så begyndte ungerne at være færdige med at skrive... Nu kunne mange forskellige ting ske. I min folkeskoleklasse ville vi have tænkt " færdig med opgaven nu har vi fri leg" og jeg forventede noget ala det eller noget tredie - nu skal der slås eller nu skal monica spørges om hvad vi nu skal....Men wow...De fandt bare nye til at læse deres opgaver og nye opgaver at læse og fortsatte med at skrive feed-back til hinanden. Jeg var dybt imponeret.

En af knægtene viste mig deres "mind maps" som de laver som en aktiv del af deres egen selvvurdering og målsætning i forhold til undervisning. Det var ret fantastisk at se en 11 påpege de ting han skulle øve sig i og hvordan han tænkte over sine evner. At dén her knægt er en charmetrold ala emil fra lønneberg gjorde det kun mere underholdende. Jeg skriver mere om mindmaps i næste uge hvor jeg får lov til at være med til at se dem skrive deres nye.

Derefter kom eleverne tilbage på egne pladser og blev instrueret i, hvad de næste dage kommer til at indeholde. Hun er altid meget på at sørge for at de ved hvad timen kommer til at indholde og hvad der kommer frem i forløbet. Det tror jeg er med til at skabe sikkerhed og ro i klassen.

Derefter spurgte hun ind til en 7 elevers dag ( 1 efter 1) hvor hun selv sagde hun havde haft en skøn dag og de alle havde været dejlige at være sammen med. Derefter spurgte hun de her ca 7 elever om at vurdere deres dag på en skala fra 1 til 5 og om at uddybe hvorfor de gav den vurdering de nu gjorde. Nogle af svarene :

4.5 - fordi jeg slog mit ben

5 - jeg synes det har virket

4.5 - fordi jeg synes vi blev lidt uvenner men det er godt igen ( og derefter ros fra læren for ærligheden)

osv... De udviste imponerende reflektionsevner når de bare kender rammerne.

Så havde jeg en times mellemtime hvor jeg fik indblik i livet på læreværelset da tre lærer sad og skulle skrive en anmodning om psykevaluering af en problemelev og så havde jeg en lille time med min praktiklærer hvor vi kiggede på hendes undervisningsplaner og hvordan hun organiserer sig, og hun kom med sine ideer om hvad jeg skal lave med eleverne i næste uge. Jeg bliver stadigvæk piv bange ved tanken,- men når jeg er i klasselokalet er jeg faktisk ok tilpas indtil videre. At det så lige er svensk!! som hun vil have jeg bruger min musikalitet til at undervise i ( de skal have nabosprog i år,- og undervisningsmaterialet er utroligt nemt at gå til) - det er bare tilfældighedernes tragikomik der byder op til dans. Jeg nikkede og smilede og kommer til at spille dem en skøn jazzudgave af "hvem kan segla"..men fuck det er unfair.... De er for unge til at forstå hadet til hipsters.