Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

på den anden side af stormen...

så...tid til endnu en statusopgørsel:

Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.

En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.

Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.

Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.

Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.

Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?

Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.

Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.

ny hjerne med gamle mønstre

Jeg er skræmt og træt og udmattet, skuffet, bange og bekymret. Imorgen skal jeg have modet til at snakke med mine lærere om mit problem med "den faglige forskydning" hvilket dette tilfælde er sproglig kode for, at jeg ikke har lyst til at besvære mig for at komme i skole for at sidde til udetalierede hurtige gennemgange af nybegyndermusikteori jeg selv har undervist i. Det er ubehagelig og ulækkert at skulle, men det her nuværende setup suger tilgengæld min lyst til at spille musik, til at blive lærer og til, at tillægge noget andet i min hverdag der har med skolen at gøre, nogen betydning eller værdi.

Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.

Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....

og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.

Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/

Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.

semesterstarten sætter tanker i gang

og det er på hele linien.

Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.

Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.

Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.

Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?

Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.

Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.

Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.

Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.

Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...

Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!

Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.