onsdag den 29. november 2017

venteland og hjertenostalgi

for over et år siden færdiggjorde jeg min uddannelse med passion for mit fag. Siden det har jeg dyppet fødderne i arbejdsmarkedet galskab...Nu sidder jeg, arbejdsløs og håber på den sidste tråd af et drømmejob imens natten skrider fra mig og døgnrytmehjulet er gået i selvsving.

Jeg håber og længes og vil så utroligt gerne, men hvis projektet ikke går igennem, så er dette bare endnu et tabt drøm.

Mit hjerte er fyldt med længsel og det hiver minder om helgenen frem. Hvordan han går og har det og hvad han forhåbentligvis er blevet til. Det er endnu et væsen jeg har lagt så meget håb i og tidens gang har healet sårene nok til, at jeg vidst nok håber for ham igen. Trods dehumaniseringen han udsatte mig for, trods den sorg og tristhed som hans kaos og ansvarsløshed tværede ud i mit ansig.

En finsk kunstnerven beskrev mig (i en fortælleudfordring ) som en der stod med hende på stranden og kiggede mod horisonten. Jeg længes ud. Selvom mit absolutte rodløshedsfornemmelse, min tømmerflåde...selvom den nu er væk og jeg føler mig mere hjemme hos mig selv og i mig selv end måske nogensinde før, så vil jeg så utroligt gerne finde et sted jeg kan virke og hvor mit virke er ønsket. Jeg har svært ved at tro, at jeg vil kunne hugge hæle og klippe tæer efter denne vanvittigt lange rejse...Det giver ikke mening at tro det...Men lykkes det? Lykkes noget af det?

Skal jeg stjæle alle de kys der ville skulle kunne komme i min fremtid?


onsdag den 15. november 2017

Fiktiv og faktisk forståelse...post-1942 tanker...

Jeg er hjemme fra en oplevelse for livet. En fuld cirkel der er blevet sluttet, fra jeg for 17 år siden spillede min første (så vidt jeg husker) store nordiske rollespil og så til nu, hvor jeg er vendt hjem til 'samme' scenarie, opsat af nogle af de samme folk, men med et lille livs erfaringer rigere og modigere og ældre og sikrere og alt muligt andet jazz.

Selve spillet satte tanker igang om historie og larp og spil. Alle de ting vil nok blive bearbejdet i en masse samtaler og måske en enkelt artikel.

Selve rejsen indeholdt små og store ting som måske er værd at notere.

Hjemkomsten til nutiden involverede en 10 dagsvarsel fra DTU og muligheden for, at få et job hvis et projekt går igennem...


Og så er det så alt det som jeg bruger denne blog til: Mudderet i sjælen og selvforståelsen. Forstyrrelserne og rystelserne i hvad og hvor og hvordan jeg lige går og forholder mig til mig.

Og det er der kommet lidt af. I selve spillet var det en romantisk og tragisk fortælling om gengældt men umulig kærlighed. Det var tungt og smukt og fint og tankevækkende, men det er en følelse jeg ved hvordan jeg skal håndtere. Der er en trøst i gengældelsen for mig, som gør det mere roligt. Den unge biseksuelle pige mindede mig meget om mig selv og jeg kan selv leve længe i uforløst vished om gengæld genkendelse.

Uden for spil blev det lidt rodet i en umiddelbar sympati der oplevedes umiddelbart gengældt, men var fra den helt anden retning ifht en person der nok var mere playboy...i den casual og flirty forstand. Det bygger klart på den samme ærlighed i afklarethed, men grundlæggende er det en anden melodi og toneart end den jeg spiller, og det forvirrede mig en masse. Det var ikke den konkrete situation, men ifht til at hive nogle tråde til fortiden ifht den århusianske smilefyr og den nu-ekskæreste helgen.

Det handler nok om min generelle motivblindhed og hvordan det får mig lidt ud af svingning når jeg synes jeg forstår noget der bliver kommunikeret, men så ikke gør det alligevel. Ønsket om at forstå og imødekomme er så stort, at det kan overdøve hvad der sikkert bliver sagt til at starte med. Åh ja. Men om ikke andet så giver eventyr altid et nyt eller - om ikke andet- et friskt eller genopfrisket perspektiv, der ryster lidt op i hverdagen. Ifht sømanden og chrushguy, så har det været godt at få tingene lidt på afstand og vende hjem med...hmm...lidt forløsning måske?

åh jeg ved det ikke. Måske det bare stadigvæk er noget rod det hele. Jeg er på krykker og låst i dårlig mobilitet, i den her tid hvor min aftale med mig selv ellers var at give den fuld gas på jobsøgning og træning. Det er svært at gøre nogen af delene når man føler sig som en pebermø af en prinsesse fanget i sit tårn af en svinestald...

fredag den 6. oktober 2017

langt imellem de nedskrevne tanker...Den tunge sorg tynger....

Jeg har tænkt på at skrive længe, men har ikke følt...ro? fortrolighed? ...jeg er ikke helt sikker på hvorfor der ikke er kommet en tekst på bloggen, men de to ting er nok dem der er mest under mistanke. Så mange smertefulde og forvirrende ting er sket og så lidt af det har været rigtig under min kontrol.

Manglen på kontrol...manglen på evne til at opfylde arbitrære krav....Min mangel på evne til at skrive det rigtige CV og den rigtige ansøgning og til at skille mig ud så det resulterer i job...Suk og jammer og klage...Jeg føler det så dybt men jeg er så ulideligt træt af at snakke om det og det at skrive om det er tilsyneladende slemt nok! Jeg bliver træt og led og ked af det hele....

Det er sådan ca her at min lyst til at blogge også stopper. Der er mange ting på den sociale front som jeg kunne bearbejde på skrift. Det ved jeg plejer at hjælpe på tankerne, men den her jobjagtshætte er trukket så langt ned over hoved på mig, at jeg føler jeg bliver nød til at skrive det først og positionere min situation i forhold til det, men det dræner også alting. Eventyr...åh jeg længes efter noget eventyr og det er bare ikke på horisonten...Ud over den dejlige gave jeg har fået ifht at skulle rollespille i november. Men selv det virker som en uoverskuelig opgave at forberede mig til. Pah...

Jeg har nydt en lille forelskelse...en 'væren lun' på et ret umage match af en person...Men min hjerne har nu lukket det ned i skyld og skam, fordi min vurdering af situationen er, at vedkommende nok er interesseret i en anden....og så snart dén erkendelse ramte, så ramte skyldfølelsen over at lave en form for overgreb på personens autonomi og ret til at blive set som et individ og...såen 'ikke et objekt for begær' og skam over at have gjort det. Der er virkeligt få ting her i verden, som jeg følelsesmæssigt går og tror er mere ubehageligt, end hvis jeg skulle være lun på en person imod deres ønske...Altså for dem...

Og det er antageligvist bygget på en kombo af folkeskolemobning hvor det kunne ødelægge en persons socialliv hvis mobberne opdagede at klamme mig kunne lide nogen...for så var det jo ekstra sjovt at torturere dén person...og så er det vel bygget på mine oplevelser med dårlig samvittighed og ubehag når folk - altid mænd- er vedholdende i at vise en interesse der for mig er uønsket...

Åh...og så kan jeg så lægge ting på hver sin vægtskål...men grundlæggende set, så er det for følsomt. Jeg troede jeg kunne nyde det og bare have det som en lille flamme, men en frygt for at være forkert har dræbt hele fornemmelsen :(

Men ja...nu får vi at se hvordan det bliver næste gang jeg ser vedkommende...Lige nu har jeg kvalme ved tanken, men det er nok også pgr sult og mangel på morgenmad....

Ud over det får jeg trænet en masse, men er forvirret over min krops reaktion. Det håber jeg at jeg forstår bedre næste gang jeg får sat mig ved blog-tastaturet...





torsdag den 6. juli 2017

Fight club, jobsøgning, venteland, selvaccept og muligheder

Jeg er endelig kommet lidt ovenpå efter at være druknet i samfundsforventninger, importeret selvforagt, forglemmesle og fortabthed.

Et af de positive tegn er først og fremmest, at jeg har nok selvfølelse til at kunne skrive her igen og at der er noget at skrive ned. Det er stadigvæk ikke helt klart for mig hvad der har været de individuelle komponenter af tyngden, men nu hvor den er lettet er der lys indeni og ud af øjnene igen.

Fuck det system. Fuck det fucking inkompetente fordelingssystem hvor vi, igennem flaskepostlignende opslag og ansøgninger, skulle være i stand til at få noget som helst til at passe.

Jeg har skammet mig og været skuffet over at jeg ikke kunne præstere at finde det rigtige job at præstere den rigtige fristilsagtige jobansøgning til. Somom det er en kompetence jeg skulle have trænet. Somom alt det, som jeg har opnået indtil nu, skulle være kvalitetsafhængigt af udfaldet af jobjagten. Somom at dét at jeg har spruget mig selv i luften i kampen mod den rådne programmering jeg fik, det at jeg har bygget mig selv op igen, det at jeg har prøvet og levet og elsket ikke en skidt var værd. Somom dét at bryde social arv, kønsbarrierer og frygtmure ikke var noget værd.

Fuck da det.

Jeg vil ikke være i venteland og jeg vil ikke have at min livsoplevelse bliver afgjort af det her. Jeg har gjort mit. Jeg har ryddet ud og lappet huller og malet mine kompetencers hus i flotte friske farver. Hvis det ikke bliver fanget til noget som helst i det her forgøglede og paleokapitalistiske samfund, så er det fanme ud over min kontrol.

Jeg vil sende ansøgninger til ting der ligger tæt på og som giver mere end dagpenge.
Jeg vil rejse og se ting og elske mine venner og eventyr. Det med at identificere mig på nogen som helst fucking måde med jobjagt og jobgøgl...det vil jeg sætte punktum for nu. Forhåbentligvis kan jeg holde den her følelse i live alt imens samfundet skammer løs på mig og potentiale-peptalks aktiveres. Dont care.

Åh altså hvor har det ligget tungt. Åh hvor jeg elsker Palahniuk og hans evigt tankeprovokerende skriveri. Så sundt for sjælen.

søndag den 18. juni 2017

fra lørdag nat....

Nogle dage er bare dårligere end andre sådan helt indeni. De kommer og er lidt ens, også selvom omstændighederne skifter...det frister næsten til at fjerne omstændighederne som faktor i sin lignelse....
Men jeg kan ikke då mig selv til at afskrive det til et hak på et stemningstandhjul der drejer.
Det er tomt, jeg er tom og det er så tungt at føles sig ubrugelig til dét at beskrive hvorfor man skulle være brugbar. Det hjælper ikke, at blive mødt med at 'job fås igennem netværk' 'ingen får rigtig job på ansøgninger længere' og heller ikke rigtigt ' du skal ud i verden for at hæve din egen værdi'
Der er så mange faktorer som jeg intet kan gøre ved, alt imens jeg sender flaskepost ud i tomrummet i håbet om at øget min indtægt, mine indtryk og mit fremtidige handlerum.
Og jeg er bare træt, kvalm og med diverse stress-symptomer som blodprøver tilsyneladende ikke giver løsninger på.
Jeg er isoleret i handlerum, råderum og erfaringsrum og det føles somom at flere ting trevler i kanterne. For hver ting jeg holder glider en anden mig af hænde og for hvert glimt af lys, så glider der mere grus i maskinen.
Jeg har drømme om at blive kvalt alt imens jeg går tidligt i seng på grund af at jeg når til enden af min liste af muligheder længe før dagen er slut.
Resten af tiden slæber jeg rundt på en sæk fyldt med skulle og burde og skyld og skam. Jeg ved ikke, om hele processen handler om, at de sidste gryn af eventyr i mig er ved at dø længe efter at de burde, om dette bare er endnu en forsinket voksendom, eller om jeg burde få lært nogeg mere om at håndtere det. Snotforkælet privilegiebarn vil have et job der er inde for hendes faglighed...Vil helst ikke se verden alene på tommelfingeren...Vil ting i det hele taget.... Måske er det bare de fine fornemmelser og låneønsker fra middelklasseverden som skal druknes...Men jeg ved stadigvæk ikke hvordan det skulle gøre mig bedre til at skrive jobansøgninger....

tirsdag den 11. april 2017

At blive en sten

eller en fortøjringspæl...

Jeg er drevet fra at føle mig som en fortumlet tømmerflåde, til strandet robinson cruse, til bygningningskonstruktør og hele vejen hen til en stationær og isoleret låst entitet der drømmer om bevægelse....

Lige om lidt markerer vi, at jeg er nået halvvejs igennem livet og det sætter mig i eftertænksomhedens tunge fade hav og alle mennesker omkring mig sejler afsted på eventyr, med lasten fyldt med opfyldte mål og drømme...Her står jeg plantet, til tider med nogen tøjret til mig, men mest bare slidt og kold og til at erstatte...

Jeg er træt af det. Træt af det hele. Træt af, at have smidt den ene drøm efter den anden ud til mågerne. Skidt til med andre folks forventninger og krav og uden ben at gå og løbe væk med.

Sommersolen kommer og det gør det sikkert mere tåleligt for en tid, men det er netop dét...tiden går og jeg sidder fast uden nogen mulighed for at genopfinde og drømme nye ting, og uden håb om at genoplive gamle...Det er bare venten på det uundgåelige, jagt efter midlertidig glemsel og mørke triste tider med tungsind

tirsdag den 7. marts 2017

kunsten at være komplet kold i røven...

Så jeg havde noget i nærheden af et angstanfald i lørdags, dybt inspireret af mit nuværende job.

Jeg har besluttet at det må være nemmere at have et job end det her.

Nu opererer jeg efter en idé om, at jeg ikke skal hugge en hæl eller klippe en tå eller gøre noget som helst selvskadende for at have det job. Nu får vi at se hvordan det går, men resultatet idag var ihverttilfælde en dramatisk forbedring. Det resulterede i nogle blændende uenigheder med min instruktør, men jeg kan godt overleve akkavet tavshed. Nu får vi at se...