En hård landing

Måske flyder jeg ikke længere rastløs rundt på havet? Måske er jeg på fast grund uden kompas og kort. Måske er det strand jeg mærker imellem mine tæer og havet der søger at trække mig tilbage. Søger at trække sandet med sig og fjerne fodfæste hver gang jeg står stille. Bevægelse er nødvendigt men hæmmet.

Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.

Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.

et hjerte der svulmer af stolthed

Jeg har præsteret idag. Mere endda end jeg stillede af krav til mig selv og jeg er stolt som en pave. Jeg har lært, læst og forberedt og har fundet metoden, knækket nødden, sat en kryds på kortet og langt en rute med forståelse for egen formåen. De sidste to timer har jeg været flyvende på forvandlingsstøv.

Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.

Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.

Solskin og minder ud af det blå

Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.

Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid.  Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.

Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.

Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.

intet kompas

Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.

Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.

jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.

Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.

Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...

Jeg er bare så utroligt træt

Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.

Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.

Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.

Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.

Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...

Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!

Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.

Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

Puha jeg håber. Puha jeg prøver at lade være.

Et spring og en anmodning, en samtale og en deadline. I starten af januar hører jeg om de vil bo med mig. Eller rettere, om det er mig de vil bo med mest. Det er nervepirrende, gribende og tankeoccuperende, at deres valg kan ændre mit liv. Og ih hvor jeg længes efter at følge den strømning og få det eventyr.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at følge den. Medmindre jeg burde skrive et ekstra brev til dem og tigge dem om, at vide mere om mig? Er det dét en go-getter ville gøre? Presse sig længere ind i deres virkelighed?
Jeg er 93% besluttet på, at lade terningerne være kastet, men det huer mig ikke, bare at gå rundt og håbe. Ih altså og gøgl.

Det er natten før jul og det er dejligt. Alting er klar til det og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at lade den dag være stressfri. Måske endda lave noget lektier om lidt eller imorgen for at føle, at jeg er nået længere. Puha det er en dum ting at jeg heletiden har bekymring i baghoved. Jeg ønsker mig at være ligeglad bare en weekend.

Exhale...breathe in....exhale....Dybt...Det er en dejlig tid og jeg glæder mig til nytår. 2012 bliver vildt og blændende og jeg kan mærke lykkeligheden banke på indeni og længes efter at gro vinger. Verden kalder og det er vidunderligt at blive stærkere og stærkere. Min heltinde vil blive mig igen.

renvasket i ensomt hjerte

Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.

Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.

Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.

Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.

Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.

Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....