torsdag den 6. juli 2017

Fight club, jobsøgning, venteland, selvaccept og muligheder

Jeg er endelig kommet lidt ovenpå efter at være druknet i samfundsforventninger, importeret selvforagt, forglemmesle og fortabthed.

Et af de positive tegn er først og fremmest, at jeg har nok selvfølelse til at kunne skrive her igen og at der er noget at skrive ned. Det er stadigvæk ikke helt klart for mig hvad der har været de individuelle komponenter af tyngden, men nu hvor den er lettet er der lys indeni og ud af øjnene igen.

Fuck det system. Fuck det fucking inkompetente fordelingssystem hvor vi, igennem flaskepostlignende opslag og ansøgninger, skulle være i stand til at få noget som helst til at passe.

Jeg har skammet mig og været skuffet over at jeg ikke kunne præstere at finde det rigtige job at præstere den rigtige fristilsagtige jobansøgning til. Somom det er en kompetence jeg skulle have trænet. Somom alt det, som jeg har opnået indtil nu, skulle være kvalitetsafhængigt af udfaldet af jobjagten. Somom at dét at jeg har spruget mig selv i luften i kampen mod den rådne programmering jeg fik, det at jeg har bygget mig selv op igen, det at jeg har prøvet og levet og elsket ikke en skidt var værd. Somom dét at bryde social arv, kønsbarrierer og frygtmure ikke var noget værd.

Fuck da det.

Jeg vil ikke være i venteland og jeg vil ikke have at min livsoplevelse bliver afgjort af det her. Jeg har gjort mit. Jeg har ryddet ud og lappet huller og malet mine kompetencers hus i flotte friske farver. Hvis det ikke bliver fanget til noget som helst i det her forgøglede og paleokapitalistiske samfund, så er det fanme ud over min kontrol.

Jeg vil sende ansøgninger til ting der ligger tæt på og som giver mere end dagpenge.
Jeg vil rejse og se ting og elske mine venner og eventyr. Det med at identificere mig på nogen som helst fucking måde med jobjagt og jobgøgl...det vil jeg sætte punktum for nu. Forhåbentligvis kan jeg holde den her følelse i live alt imens samfundet skammer løs på mig og potentiale-peptalks aktiveres. Dont care.

Åh altså hvor har det ligget tungt. Åh hvor jeg elsker Palahniuk og hans evigt tankeprovokerende skriveri. Så sundt for sjælen.

søndag den 18. juni 2017

fra lørdag nat....

Nogle dage er bare dårligere end andre sådan helt indeni. De kommer og er lidt ens, også selvom omstændighederne skifter...det frister næsten til at fjerne omstændighederne som faktor i sin lignelse....
Men jeg kan ikke då mig selv til at afskrive det til et hak på et stemningstandhjul der drejer.
Det er tomt, jeg er tom og det er så tungt at føles sig ubrugelig til dét at beskrive hvorfor man skulle være brugbar. Det hjælper ikke, at blive mødt med at 'job fås igennem netværk' 'ingen får rigtig job på ansøgninger længere' og heller ikke rigtigt ' du skal ud i verden for at hæve din egen værdi'
Der er så mange faktorer som jeg intet kan gøre ved, alt imens jeg sender flaskepost ud i tomrummet i håbet om at øget min indtægt, mine indtryk og mit fremtidige handlerum.
Og jeg er bare træt, kvalm og med diverse stress-symptomer som blodprøver tilsyneladende ikke giver løsninger på.
Jeg er isoleret i handlerum, råderum og erfaringsrum og det føles somom at flere ting trevler i kanterne. For hver ting jeg holder glider en anden mig af hænde og for hvert glimt af lys, så glider der mere grus i maskinen.
Jeg har drømme om at blive kvalt alt imens jeg går tidligt i seng på grund af at jeg når til enden af min liste af muligheder længe før dagen er slut.
Resten af tiden slæber jeg rundt på en sæk fyldt med skulle og burde og skyld og skam. Jeg ved ikke, om hele processen handler om, at de sidste gryn af eventyr i mig er ved at dø længe efter at de burde, om dette bare er endnu en forsinket voksendom, eller om jeg burde få lært nogeg mere om at håndtere det. Snotforkælet privilegiebarn vil have et job der er inde for hendes faglighed...Vil helst ikke se verden alene på tommelfingeren...Vil ting i det hele taget.... Måske er det bare de fine fornemmelser og låneønsker fra middelklasseverden som skal druknes...Men jeg ved stadigvæk ikke hvordan det skulle gøre mig bedre til at skrive jobansøgninger....

tirsdag den 11. april 2017

At blive en sten

eller en fortøjringspæl...

Jeg er drevet fra at føle mig som en fortumlet tømmerflåde, til strandet robinson cruse, til bygningningskonstruktør og hele vejen hen til en stationær og isoleret låst entitet der drømmer om bevægelse....

Lige om lidt markerer vi, at jeg er nået halvvejs igennem livet og det sætter mig i eftertænksomhedens tunge fade hav og alle mennesker omkring mig sejler afsted på eventyr, med lasten fyldt med opfyldte mål og drømme...Her står jeg plantet, til tider med nogen tøjret til mig, men mest bare slidt og kold og til at erstatte...

Jeg er træt af det. Træt af det hele. Træt af, at have smidt den ene drøm efter den anden ud til mågerne. Skidt til med andre folks forventninger og krav og uden ben at gå og løbe væk med.

Sommersolen kommer og det gør det sikkert mere tåleligt for en tid, men det er netop dét...tiden går og jeg sidder fast uden nogen mulighed for at genopfinde og drømme nye ting, og uden håb om at genoplive gamle...Det er bare venten på det uundgåelige, jagt efter midlertidig glemsel og mørke triste tider med tungsind

tirsdag den 7. marts 2017

kunsten at være komplet kold i røven...

Så jeg havde noget i nærheden af et angstanfald i lørdags, dybt inspireret af mit nuværende job.

Jeg har besluttet at det må være nemmere at have et job end det her.

Nu opererer jeg efter en idé om, at jeg ikke skal hugge en hæl eller klippe en tå eller gøre noget som helst selvskadende for at have det job. Nu får vi at se hvordan det går, men resultatet idag var ihverttilfælde en dramatisk forbedring. Det resulterede i nogle blændende uenigheder med min instruktør, men jeg kan godt overleve akkavet tavshed. Nu får vi at se...

første måned og frigørelsens erkendelser og behov...

Jeg kørte op i en spids idag. Skælvende i metroen med rædsel helt ind i kernen. Det er forløst nu men det er værd at prøve at skrive lidt ned om hvad der skete tror jeg....Selvom der er en forbeholdenhed i mine fingre i forhold til at prøve at sætte ord på det...måske fordi jeg ikke vil vække det igen, måske fordi jeg finder det pinligt, måske fordi det bare er tungt og jeg er udmattet...


Mit første job er startet kaotisk og jeg har ikke fundet nogen rigtig hjælp at hente i selve arbejdspladsen. Alting er ad hoc og inforstået, samtidigt med, at man ikke har en instans jeg kan spørge eller nogen der vil forklare hvad der foregår.
Vi er blevet dirrigeret ud i det her månedslange intense læringsforløb der skulle kvalificere os i at undervise i softwaren, men problemet er, at didaktikken i det er...well..åndsvag. Drill-instruktion og death by powerpoint afløst af individuelle øvelser der så kulminerer i en 'undervisningsgang' hvor vi skal pseudo-rollespille at vores instruktør og andre fra firmaet er studerende. Det er så utroligt perverst. Det er forventet at jeg skal stå og fortælle dem om firmaets historie somom jeg kender den vildt godt og de ikke gør. èn ting er, at jeg skal til eksamen i at kunne bruge et stykke software foran nogle folk, men jeg kan simpelthen ikke ...ja...jeg ved sku ikke hvad der kommer til at ske på onsdag. Jeg ville aldrig stille mig op foran en klasse eller sidde med en elev og lyve. Det er ikke sådan jeg virker. Hvis det er den slags opførsel som jeg generelt forventes at være ok med, så virker jeg ikke i firmaet. Mit problem er, - for det første- at jeg ikke har nogen jeg kan spørge og for det andet at dem jeg har spurgt er fuldstændigt uforstående for det. Altså...Jeg lyver ikke i mit liv. Jeg kan optræde med en rolle, men jeg optræder ikke som mig. Jeg gør det modsatte. Min måde at være på scenen på og være underviser på, er ved at finde noget inde i mig og præsentere.

Det virker somom de leder efter sælgere og skuespillere, ikke efter hvad jeg kender som en autentisk lærer.

Men...jeg ved ikke om det virkeligt er dét der er omdrejningspunktet. Altså...Om det er dét at skulle lege at ingen kender firmaets historie...Der er så mange små dumme ting som er svære at opsummere, at det hele ender med at hænge på det her åndsvage eksempel og jeg tror det er det største problem. En masse små dumme ting, såsom ' al undervisning er salg' og ' nah du kommer ikke til at opleve sexchikane for det har jeg- en blond høj mand- aldrig prøvet'....jebus...det er så dumt.

Jeg oplever simpelthen ikke at folk er...voksne nok? (det er nemt at antage når alle folk er så unge) til at forstå hvordan de sociale aspekter af en arbejdsplads virker.

Der er en kamp indeni mig der hele tiden prøver at forklare situationen med rationelle grunde for deres handlinger og fejl i mig. Det var dét der kulminerede idag, da hele mit væsen var spændt op og min indre kerne protesterede, men jeg ikke kunne sætte ord på det. En grundlæggende følelse af, at det er forkert, at det skulle være mig den var gal med...samtidig med en kæmpe skyld/skam/frygt fordi det er så påståeligt og så selvforherligende at påstå det. En form for loyalitet overfor mennesker som jeg slet ikke kender...
Hvilket måske ikke er mærkeligt....Altså..jeg antager jo at folk generelt er fornuftige, vise, empatiske og kompetente. Jeg har ikke rigtig lyst til at antage andet.....



lørdag den 11. februar 2017

Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)

mandag den 23. januar 2017

tilstand påvirket af tingenes tilstand...

Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.

Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...

Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.

I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.