onsdag den 20. juni 2018

Hjerteforvirring...forventning og forandring?

Åh....jeg er forvirret og tom og træt og udmattet....

Jeg har en kæreste og i dag har jeg ingen kærlige følelser...

At jeg heller ikke har dem for noget andet menneske er nok vigtigt men jeg forstår stadigvæk ikke hvad der foregår.

Jeg kan godt bygge min betændte udgave af maslows behovspyramide. Jeg kan starte fra bunden og køre op af listen med alle mine almene problemer og mine uforløste behov. Det er svært at være semiforbundet med nogen når alt er fucked...

Måske jeg ikke er helt klar til at bruge ordet kæreste...selvom det ikke er mig en fremmed ting, så er der ét eller andet i klemme her...something...Like...jeg har lyst til at se kattefyren igen og jeg har lyst til at putte med ham, men jeg tror måske at jeg lægger et eller andet i 'kæreste'ordet som jeg ikke helt forstår og som jeg ikke er rigtig klar til...

Det er ikke rigtig ifht omverden det er et problem. Det er en forklaringsmodel som er udemærket. Noget kassetænkning og noget symbolsk og kategorisk som kan markere en form for tilhørsforhold osv.... Men det er det måske inde i mig.

Igen... Jeg synes ikke jeg kan mærke en mangel på lyst til at se ham...måske lidt ifht intimitet i dag, men det kan virkeligt være pgr pms eller stress eller livslort... men jeg er ikke rigtig klar til...hvad end det er for en ting jeg oplever at kæreste gør ved min hjerne...

Er det pgr rester fra en grænseoverskridende lorte-ekskæreste? meget sansynligt...Er det på grund af mine livsomstændigheder`? - også det....Er det pgr kattefyren?

jeg ved det ikke...

Mit problem med ham, sådan som jeg kan identificere det, er at jeg ikke er helt tryg ved ham pgr hans tilbagefald... men måske det ikke er tilbagefaldet, men bare fordi jeg ikke er tryg ved at have en kæreste igen pgr lorte-ekskærestens grænseoverskridende og ødelæggende opførsel

men det gør at jeg ikke rigtig ved om jeg kan tro på kattefyren... og der er et eller andet i kæresteriet der gør at jeg føler at jeg skal kunne tro på noget fremtid? at jeg skal kunne tænke mere end én dag frem...én dag af gangen og dé jingler...

Er det rigtigt eller forkert? er det sådan man tænker? er det noget jeg ikke har lært eller er det en vigtig mavefornemmelse? - Det er mit rimeligt grundlæggende problem i øjeblikket i mine oplevelser med kattefyren....

Jeg oplever at det er godt. Nogle ting er fantastiske...men nogle er nederen... Er det godt nok?

Er det godt nok?

Hvad er propertionelt og hvad skal jeg kigge efter? Hvordan skal jeg vide det?

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at se ham igen

Men jeg kan også mærke at jeg ikke er sikker på om jeg kender ham godt nok til at sige noget med nogen sikkerhed overhoved...Måske det er dét der knirker ved kæresteriet?

I dag har jeg slåsset med at kunne sige hvad jeg godt kan lide ved ham. Det er et kompliceret 'jeg skal være min egen DR Who' kombineret med ' ved jeg om jeg kan stå inde for dig som menneske' mikset med et ' jeg vil ikke opdrage på min kæreste' setup tror jeg... Altså...

jeg ved ikke om jeg kan møde nogen jeg synes er både inspirerende nok og søde nok og imødekommende nok og feministiske nok og voksne nok og eventyrlige nok og begavede nok og nørdede nok til at passe ind i min fantasiskabelon...og dét har jeg også -so far- fået belæg for at andre heller ikke oplever at man kan finde i en partner. Det er et eller andet opgør med romantik som min hjerne skal køre.
Og det handler om min mangel på erfaring og mine ar fra at prøve sidst.

Men hans føjelighed skræmmer mig også...Altså...Jeg kan for det første godt lide folk med holdninger og standpunkter. Jeg er bange for at løbe dem over ende hvis de ikke har en sund jeg-følelse...og det er svært for mig at han ikke udtrykker den. Det er gået galt i andre relationer og det ender med smertefulde afskeder...

det gør mig bange baseret på erfaringer...Jeg synes det er rart i situationer, men jeg har brug for noget selvstændigt pushback selvom jeg sikkert ikke giver udtryk for det?

Jeg er bange for om jeg har lovet noget som jeg ikke kan holde eller performe hele tiden...som jeg har lovet at gøre?

Hmm.... Der er et eller andet med....hmm... At jeg har lyst til at se ham men at jeg så har en sucessrate af ting der skal virke for at retfærdiggøre det`? Det er ihverttilfælde et eller andet som jeg synes vækker noget genklang... Er det fordi jeg prøver at passe på mig selv? fordi jeg har urimelige forventninger? noget tredie? er jeg fanget midt imellem de forskellige faktorer?


Jeg tror ikke jeg er færdig med at tygge på det... Men jeg har tænkt mig at se ham igen. Om ikke andet ved jeg at jeg godt kan lide at putte med og holde om ham


tirsdag den 17. april 2018

når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...

mandag den 26. marts 2018

På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?


onsdag den 21. marts 2018

Mit sidste forbehold? ransagelse af hjertet...

Jeg ved ikke om jeg helt er sådan klar...sådan fysisk i tid agtigt...Måske har jeg et par uger eller tre eller et eller andet konkret tiltag tilbage for at kunne hengive mig i mere end ånden. Men som jeg sidder her og skriver, så har jeg tabt eller overgevet eller hengevet mig til kattefyren og det har været en heftig og traume-genoplivende måned ifht til at opleve det...

Den sidste katastrofetanke er selvfølgeligt, at så snart jeg faktisk overgiver mig fuldt til følelsen, så bliver jeg sprunget i luftet enten metaforisk eller helt konkret somehow. Det er længe siden jeg har skulle håndtere så mange katastrofetanker dagligt, men jeg er så småt ved at kunne genkende og bearbejde dem som de kommer....Så småt...

Jeg har slet ikke styr på hvad der så skulle komme efter det her. Altså...selve processen af at være kærester og udforske det. Igen er jeg så utroligt uerfaren samtidigt med, at jeg har så forfærdeligt mange forudintagede forforståelser. Det er helt som det plejer. Hoved fyldt med folklore og glitterbladsfascisme og rationalet ligger bagved og slås for ørenlyd. Hjertet fyldt med kaos og ét eller andet sted midt i det hele, måske fanget i halsen på mig selv, prøver kernen at søge ro nok til at det hele kan sorteres og anderkendes for hvad end det er for små komponenter af sandhed der skulle være til at finde...pah...

Alting slås med og imod det her. Lige fra en liste over forargelige ting der kunne dømmes over katten...som ikke gør andet end at gøre mig lige til at foragte, til dukkehus med glanspapier. Det er virkeligt svært og det fylder en hel masse. Det er også virkeligt dejligt og det fylder en hel masse. I det hele taget er det bare noget der optager uventet meget af min tid i øjeblikket. Det er jeg ikke utilfreds med, men jeg er igang med at prøve at finde mig selv i det hele. Det er lidt svært at blive blæst omkuld af et andet menneskes nærvær, når jeg i forvejen stod dårligt fast i min egen virkelighed, med kun ét godt ben at støtte på og manglen på fremtidsforhold at hive fast i. Jeg har kæmpet med ideen om, at jeg gør alt for mange ting galt ifht jobjagten og jobmarkedet, og min tillid til egen vurderingsevne er på rimeligt lavt blus.

Jeg er måske kommet over et af mine sidste forbehold...jeg ved det ikke...Jeg føler det somom jeg åbner mig for ham langsomt og forskræmt, og at det fjerner lidt tvivl og panik hver gang...men det åbner så for nye lag af endnu mere sårbar rædsel...åh ja...det er noget mærkeligt noget det her menneskehed noget...det er noget mærkeligt noget at længes efter en anden og deres nærhed...ak ja...Nu får vi at se hvor længe det varer?

Tekst jeg ikke turde smide på Facebook...

Usynlige nørdkvinder....
Repræsentation betyder noget.
Tilsyneladende skal vi stadigvæk bygge en ny verden helt selv for at tælle og blive talt med. Det er så påfaldende at den store anklage mod feminister er netop dét, at hvis vi skulle designe verden, så ville vi undlade plads til mænd...når det netop bare er plads i dénne verden vi så åndsvagt brændende ønsker os. At blive regnet med, at blive bedt om at tage plads og udtrykke os. At kunne deltage bare engang imellem, uden at skulle designe et alternativt miljø fra bunden som modkultur, bare for at det kan komme til at ske.

Der er snart flere nørdmedier end jeg kan tælle i danmark. Der er dukket 4 nye blogs, pods og vlogs op i mit feed bare siden nytår. Men...Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal dyrke virkeligheden af at være fjernet fra diskursen flere steder end når jeg går ud af hoveddøren. Ingen af dem jeg er blevet tilbudt at følge - hverken nu eller tidligere - har en eneste fucking kvinde med. èt af dem havde et særafsnit for nørdede kvinder...for det er så eksotisk og anderledes...
Somom vi ikke er der hele tiden...
Eller somom det faktisk er sjovere når vi ikke er med.
Somom vi er i vejen for den gode dybe nørdsamtale.
Somom vi skal råbe for at blive husket...

Somom kvindestemmer er uønskede...skingre, usaglige, irrelevante...

Somom alle de ting jeg er blevet fortalt igen og igen, igennem 23 år i nørdmiljøer faktisk passer.
Somom kvinder kom og ødelagde festen....

Hver enkelt en af dem er helt sikkert opstået på legende fin maner hvor man(d) har fået en god ide og løbet med den...Jeg kender den process...Det er bare også systemisk og så utroligt trist i den usynlige ende af nørdvirkeligheden....



fredag den 2. marts 2018

når hjertet flagrer...

Puha... Online dating...eller questing...eller 'lære hinanden at kende'hed er generelt tungt og mærkeligt...men det er decideret rædselsvækkende når det virker til at virke :o

Jeg sidder her en sen aftentime i mit kaos af et mellemstadieliv, helt omgevet af rod fra smerten i foden og så med metaforsike bunker af rod fra mit sidste forhold...

Et menneske jeg ikke engang har mødt i virkeligheden endnu, kan få mig til at smile og længes og drømme...Det er så ubrugeligt og så interessant og alt muligt på samme tid. Det er velkendt og fremmed og opløftende og truende. Åh ja...

Alting er oppe i luften i min verden og jeg tør ikke søge fodfæste langt væk fra hjemmet...både på grund af min fars sygdom og på grund af min nære landsby i storbyen...og nu også på grund af denne fremmede skikkelse som jeg ikke ville kunne kende på gaden...Livet er spøjst...på søndag ved jeg måske lidt mere.


torsdag den 21. december 2017

Al x-faktor men ingen ambition...

Et møde med en rimeligt passioneret dokumentarfilmmager i går ( min første tinderdate) har efterladt mig spekulerende. For første gang i lang tid har den spekuleren gevet mig behov for at blogge.

Det er somom jeg er lukket ned i forhold til min lyst til at dele ellers. Det er somom jeg har afmeldt invitationen til at se ind i mig. Dette virker ikke somom det bunder i en skam over mig selv...men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det så skulle være...

Det er noget af min spekuleren. Hvorfor faen jeg ikke har det samme behov som førnævnte dokumentarist når det kommer til en trang eller lyst til at udtrykke mig. Til at sende noget ud og få reaktion og anderkendelse...til at bruge noget af al den kærlighed og evne jeg har til kunst, til at interagere med verden...

og jeg har en mistanke om, at det er for mange slag der har gjort det. Det virker somom andre mennesker higer efter at sende ting ud i verden. Jeg antager det er fordi de generelt får en positiv respons. Fordi de får et eller andet positivt ud af det.
Det er ikke min oplevelse. Altså...ihverttilfælde ikke i sådan en grad, at det opvejer for den ekstreme ubehag jeg oplever ved processen. Angst, selvobservans...alt det gøgl...

Det er noget der er strikket anderledes sammen inde i mig. Noget der gør at jeg driver med min musik kun baseret på lyst og at den lyst er funderet i kærlighed til musik og nysgerrighed, samt en dannelsestanke. Det er sundt for sindet og for ens væsen at være passioneret omkring noget.
Men den passion er altid vendt indad. Ingen trang til scenen alene. Min længsel for andre i musik er nærmest altid i konteksten af samspil. Til nød i specifikke sammenhænge kan det være at optræde med humoristisk musik, men tanken om at skulle lave humor alene er heller ikke attraktiv.

Modet synker i brystet på mig ved tanken om faktisk at skulle gøre det og lysten fordamper som dug på varm asfalt.

Jeg føler ikke at jeg har noget at sige til nogen som alligevel ville lytte. Hvad jeg skriver af tanker og ideer, forventer jeg vil blive skamskudt og hånet. Hvad end jeg ville kunne bidrage til en debat, forventer jeg bliver afbrud og dissekeret af ondsindede modstandere.

Min utilpassethed, min livshistorie, min passion for ord og lyd og leg burde ellers gøre mig til en oplagt kandidat. Hvis ikke andet, så skulle min skæve livsbane have gevet mig dén gave som biprodukt. At jeg ville kunne gøre en eller anden levevej ud af dét, men det er ikke tilfældet. Så jeg er bare utilpasset og uattraktiv for det mundæne arbejdsmarked. Det er dér de her ting kæder sammen i min generelle følelse af jobsøgningsfiasko og sårede naivitet....ja...

Jeg er nok en del af de 10% mindst ambitiøse folk i dette lands hovedstad :o men jeg har det somom min ambition ikke altid var i stykker. Dette knytter sig klart til noget opgivende omnipotent impotens, men der er også noget personligt og ikke-generationelt over min manglende gejst. Der hvor jeg sidder nu, er det blandt andet også en reaktion på min manglende evne til at realisere drømme. Min manglende evne til selvstændigt at manifestere skæbne og så videre.

Handler det om min stemme? det føles ikke sådan...men det er jo det almene udtryk for det. Men i skrivende stund er det her en knude jeg kan sætte fingeren på og som ihverttilfælde blokerer mig fra at lave noget gøgl for penge, som er mit eget gøgl. Det gør virkeligt kunstnerisk virke fuldstændigt uattraktivt, selvom den frihed det kunne bringe er nøjagtigt det modsatte. - to dage uden søvn nu og de her tanker føles stadigvæk ikke forløst. Trætheden plejer at komme ved forløsning. Det her trin er vidst bare identifikation.