var de noget værd for dig?

I dag er vreden druknet i tristhed...skuffethed...

Antageligvis på grund af mine tømmermænd og den blå følelse de bringer. Det har gjort denne dag langsom og trist.

Jeg ville skrive til ham og spørge. Spørge ham hvordan han havde det, med det éne håb: at svaret ville være noget dårligt. At han skulle være trist og savne mig.

Ikke fordi det er fulgt af en længsel af at ville forsones eller prøve at gå skridt tilbage. Bare fordi jeg ønsker mig, at han savner mig...Og måske fordi jeg gerne vil have at han er ked af det...har det dårligt...at det går ham skidt...

Det er sikkert ikke sympatiskt. Men det er som det er.


Jeg skriver her, så jeg ikke gør noget mere drastisk for at stille trangen til kontakt og bekræftigelse. Jeg har været forbi hans fb side og set, at de nye venner han laver sig er smukke og unge og feminint udseende. Det vækker overvejelser af ligegyldighed. Det kræver ikke meget af fantasien at gå den vej og tænke, at jeg nu bliver hurtigt afløst...

Hvilket er fint nok. Måske gør det, at jeg ønsker ham lidt mere ondt...men det er det. Jeg skal nok klare det og finde vej tilbage til mit normale leje.

Jeg ved ikke om vreden kommer tilbage eller om det nu er nogle dage med trist igen...Det er ihvertilfælde endnu en ny følelse i breakup universet og det gør idag lidt øv...Men jeg har Lettisk suppe og kan snart hoppe i seng...Så intet er så galt som det kunne være...

" Jeg sagde jo at jeg ville gå..."

Og så ramte vreden: wow...pang kapow!

Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....

Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...


Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.

Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?

Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.

No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...

Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...

Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.

------------

Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...

Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...

Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...

Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...

Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.

Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...

Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...

Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.

En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...

Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...

Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

Alene ved vejkrydset...

Er det en romantisk drøm fra hollywood? Er det en selvstændig fantasti? er det lige meget hvor den kommer fra?...

Well...det er ikke rigtigt ligegyldigt for mig, om det er noget film har plantet i mig, men lige meget hvad så er jeg vågnet med en skarp smerte og et tungt ønske om noget, som jeg ikke tror på kommer til at ske.

Jeg tror virkeligt ikke på, at jeg er sådan én som man ville kæmpe sig tilbage til.
Det kan godt være at jeg mener, at jeg er god nok til at elske...men til syneladende ikke god nok til at elske så meget...

og jeg ville sådan ønske det. Mit hjerte ønsker og mit sind hader mit hjerte og mine øjne svier ved tanken.

Jeg har billeder fra andres fiktive liv...hvor én gør noget dumt og én så ser sig selv i øjnene og én så går til den anden med sit hjerte i hånden og møder dem  igen og det hele bliver bedre...

og jeg tror ikke på det. Det gør så ondt men jeg kan fucking ikke se det for mig. Hvad skulle han her? hvad skulle der være ved mig, der skulle gøre at han gik ud over sig selv...

Men jeg ville sådan ønske...Sådan ønske mig modbevist...Holder det mon nogensinde op? Fuck altså...

jeg kan ikke rumme det hele...

Christ... Så ligger jeg her i min fridags travlhed og er fyldt med bekymring for ham...Fuck altså...

I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...

Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:

Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.

Fuck altså :-(

Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...

Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(


Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?

hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....

Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...

Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(

Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(

Doktoren siger 3 1/2 måned

Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.

I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...

Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...

At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....

3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(