Det fucking virker!?!!!!

 Jeg er mega overrasket og bevæget til at skrive en blogpost for første gang i evigheder. Det virker! Traumearbejdet virker faktisk!

Jeg er lige kommet hjem fra et universitetsrollespil på et slot i polen, og alle ingredienserne til at aktivere mine achilleshæle var der. Jeg spillede en ingame romance som gik galt, jeg sov ikke nok, jeg spillede en skurkinde. Og jeg ville normalt være helt fortabt i post-larp bleed forelskelse og samtidigt have bølger af at ønske bekræftigelse fra andre spillere. Den sidste del er ret normal, men noget jeg heller ikke har denne gang. Den store ting er nok at være uden bleed 'jeg må vælges til' ifht min medspiller. Jeg ved at det er ældre traumer, jeg kan deres navne og mekanikker og det virker somom det at sige dem højt faktisk mindsker deres kraft endnu mere. Så nu skriver jeg dem lige også. Det ville være noget jeg havde med hjemmefra hvis det havde været noget jeg følte. 

Jeg er træt. Jeg har ikke lyst til at klippe mine fanxy maniqurerede negle for at gå til bouldering, men jeg vil gøre det og komme videre med mit liv imens jeg inderligt værdsætter den oplevelse jeg har haft. Det var stort og vildt og modigt og hård og sjovt og spændende. Det var udfordrende og jeg er mega stolt af den karakter jeg spillede. Jeg ønsker mig flere oplevelser som denne. Jeg er stolt af at have været gavmild og inkluderede. Jeg har skabt spil og holdt noget plads for andre. Det her er helt sikkert en 'lige i dag elsker jeg rollespil' situation. 

Men hvor er det uventet. Jeg har lavet så meget arbejde de sidste par år men har ikke haft en målestok. Jeg har simpelthen ikke vidst hvad det skulle lede til eller hvilke små milepæle der måske kunne komme. Jeg har været fokuseret på et ideal om en form for traumefrihed og dét virker uopnåeligt indenfor den overskuelige fremtid. Men så er der den her oplevelse. Og den giver mig virkeligt håb og pep og stolthed. Lige ned i et relativt vådt og koldt efterår med prøvelser og køreprøver osv. 

Kørekort i hus og en øget robusthed og omsorg for mig selv. Sikke en ting at have på plads på sådan en våd mandag her!

Endnu en slags pause

 En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen. 

Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre. 

Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen. 

Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.

Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv. 

Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det. 

Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste. 

Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed. 

Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati. 

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Skal jeg stoppe en lille løbeild? Kan jeg?

Og hvad giver ild hvorhenne?

Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?

Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.

Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.

Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.

Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.

Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.

Fuck det shit

Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...

Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.

Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.

Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.

Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.

Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.

Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....

Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...

Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.

Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.

Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.

just a little travel

Så er det aftenen før jeg skal afsted, til hvad der måske bliver en vild oplevelse, hvad der måske bliver en skuffende eller en ok oplevelse. Det er spændende at sidde og skrive og tænke det, og alligevel være nået til et punkt, hvor jeg ærligt kan sige, at jeg ikke vil være det foruden, ligemeget hvad det bliver. Om det så bliver forfærdeligt så vil jeg det. Om alle menneskerne så hiver deres ansigter af og viser djævletænder, så vil jeg ikke være den erfaring foruden.

Selvom jeg stadigvæk er tyndhudet og sårbar, så er der livskraft i lemmerne igen og hagen stikker trodsigt frem med et lille glimt i øjet.

Det er somom der endelig er en mærkedag og jeg igen kan se, at jeg har udviklet en masse og der er gået tid nok til, at jeg er et nyt sted i mit liv med et positivt udsyn. Med en fremtid med nervepirrende spændende ting og udvikling i uventede retninger. Og det er endda selvom jeg fik et afslag på skoleansøgning og derfor et slag over næsen. Ukrudtet holder hoved højt.

Jeg kan mærke det på energien. Jeg kunne sagtens have haft en lad optakt, men udover at armen spiller imod mig, så presser handlekraften igennem og jeg er meget tilfreds. At løbe rundt og forberede lejligheden til rejsen og pakkeriet til scenariet er fantastisk.

Nu får vi at se hvordan det går. Men turen er indtilvidere fantastisk!