Så er prøven om 6 timer

Skide godt gået. Tak søvnløshed. Nu er det nu at det er nu. Og selvfølgelig er det så nu at det er nu at jeg på ingen måde er træt.

Og desværre var der ingen sovepille herhjemme, jeg kunne kombinere med en upperklass attitude og en halv liter vin.

Jeg ville ønske jeg røg hash stadigvæk. Godtnok ville jeg være bagskæv til prøven, men i det mindste ville jeg have kunne haft en eller anden form for søvn. Fuck... Jeg tør vædde en mindre brugt tå på, at jeg bliver brændende træt klokken 08 her til morgen. Og så skal jeg selvfølgelig også ud og optræde imorgen aften, så jeg kan på ingen måde overveje at køre igennem. Superstar er superklar til at gøre sig selv til en supernar igen igen.

Og hvordan i alverden kan jeg bruge det som en fordel? ikke en skid tror jeg på, at lærene vil synes at de kan være sympatiske, med udsigten til, at det her måske sker før en eksamen en dag. Fuck... Der er for meget på spil.

Hvad skete der med den vrede teenager med nerver af stål? Hvorfor fanden blev hun en gammel kælling med flossede kanter? Hvordan i alverden skal jeg nogensinde lære at komme over det her?

Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet med det, - men jeg må gøre noget forkert. Siden jeg har været hér før, må det være fordi jeg har gjort noget af det samme igen. Og det er forkert og ærgeligt og dumt.

Mit kongerige for en løsning. En forløsning. En måde at komme ud af det her på.

..........

Idag så jeg et serieafsnit omkring selvbedrag. Det var endda så omsiggribende selvbedrag at det sendte mig direkte ind i sammenligning med paranoia. I betragtninger om ens selvrepræsenterende selvfortælling og den halvobjektive sandhed.

Det vækker altid tanker om, om min søvnmangel er fordi jeg er igang med et eller andet stort selvbedrag. Om det er et symptom på en mislyd som jeg har fortalt mig selv udenom. Om hele denne tunge og skønne " vendt hjem" oplevelse jeg har, bare er endnu en bizzar flugt fra et eller andet pis. Om jeg kun generelt er lykkelig fordi jeg lyver for mig selv.

Om min længsel efter at gå på musikvidenskab er fejlplaceret. Især på grund af den solide umulighed, der er ved at komme ind. Om jeg bare burde lære det og acceptere, at jeg nok ville have meget nemmere ved noget andet.

Men...bliver jeg nød til at sige...Jeg har aftalt med mig selv, at det er dén her virkelighed jeg holder mig til...ihverttilfælde indtil nogen siger noget drastisk. Nogle nok værende en flok... Men ligenu har jeg det som en af de forfærdelige mennesker i sangkonkurencer, hvis venner allesammen siger de synger drøn godt. Og som skulle have ladet være... Alle jeg kender bekræfter mig i, at musik er det rigtige...altså lige undtagen dem der afgører om jeg skal ind... Hurra...mon jeg er offer for en kollektiv bjørnetjeneste som kommer til at bide mig i røven om lidt? Nok ikke...men en fucking skræmmende tanke.

Såeh...Nu prøver jeg at hente noget nyt bogværk ned og se om jeg kan slappe lidt af til det...Sikke noget hø... øv

nattepanik

Så. Nu kan jeg se det for mig helt tydeligt. Hvordan jeg kikser Prima Vista læsningen igen...for nervøs til at kunne se den ene eller den anden vej. Og derefter endnu en omgang stemmetortur og en " duer ikke væk" kommentar... Jeg er ved at blive vanvittig. Fuck. Ligenu irriterer alting mig. Alle små detalier. Og selvfølgelig er det for at dække over, at jeg er bund rædselsslagen indeni ligenu. Jeg kan simpelthen ikke... Jeg kan simpelthen ikke bære hvis det ikke går. Jeg kan ikke rumme hvis jeg skal åbne det brev og se en sjælelig dødsdom printet på umedfølende papier. Det kan ikke passe...

Hvordan fanden kan alting være så tæt på og så langt fra alligevel? Er jeg helt skæv på virkeligheden? Er det derfor? Er det derfor at tingene altid kun næsten klikker? At jeg selv perverterer dem til ukendelighed? Er det fordi jeg har bedraget mig selv til troen om, at have fundet dybere ind og egentlig danser bag ved flere masker? Er det hele endnu en illusion. Endnu et et slør? Endnu en forvildet løgn?

Jeg kan ikke bære at have så meget længsel...Jeg kan ikke bære rundt på den her drøm, om noget andet end hvad der er... Jeg kunne sagtens blive på den her tømmerflåde...

Ligenu virker alt hvad der ikke er lige imorgen, lige om lidt, ligenu...som dumme drømme og illusioner. Jeg har håbet mig gul og grøn i hele hoved og kan ikke holde kroppen i ro længere. Jeg prikker alle ting igennem med en fængselssyl, for at finde den skjulte bombe....

Og jeg tænker igen igen, om det er lykkedes dem at knække noget vigtigt inde i mig. Om de har fået has på mig. Om grunden til at jeg bliver så træt indeni er, at jeg faktisk holder sammen på det hele heletiden. Står og prøver at holde taget oppe selvom de har klippet min styrke af mig. Hvordan kan jeg finde min tro på det her? Lige før endnu en målstreg?

Alt i mig skriger, at der ikke kommer svar nu...at det går galt og at jeg skal vente og slides til den næste prøve igen igen. Ligesom med revalideringen, kommer dette til at trækkes ud for evigt og derefter glide ud i vandet og efterlade mig på min tømmerflåde...måske med flere og nye piller til at gøre det her muligt.

Hvis min fremdrift er vævet af mine flossede nerver, så aner jeg ikke hvordan jeg kan ri dem sammen igen. Jeg er uendeligt bange... Øv...

Alting sat på spidsen igen. Alt hvad der betyder noget er oppe i luften...Jeg har ikke engang briller...fuck...jeg ved at jeg læser dårligere noder uden briller...og jeg kommer til at være panisk...og når jeg ikke klarer prima vistaen...så tænker de at der ikke er nogen grund til, at overveje at lade mig glide på stemmen...og stemmen er ikke god nok. Der er ikke sket nogen som helst forbedring. Fordi jeg ikke kunne magte at leve op til det. Fordi jeg ikke kunne komme op og gå til den stemmetræner...fordi jeg ikke kunne rumme at lave øvelserne. Jeg ved at jeg ikke fortjener den her chance på min disiplin...men jeg ville sådan ønske...håbe...længes efter, at det bare ville gå i orden. At jeg bare ville kunne få en fri tur for denne gang.

Sådan sagde den forkælede prinsesse, mens hun vandrede op mod tårnet, og håbede der var en téen så hun kunne sove i 100 år og aldrig blev nød til at blive skuffet...

F....F....Fuck flip flappere...

Så kom mavepinen med en tung ædruelighed. Kroppen satte sig tungt på virkeligheden og blæste lidt af de lyserøde skyer væk. Det var fantastisk, det var sjovt, - men nu er de mest berusende hormoner vidst ved at være dysset ned og virkeligheden stillet skarpt igen.

Men wau. Sikke en tur. Sikke en hjernedød selvforherligende rusjebane. Hvor kækt og skønt og blændende. Forblændende...

Såh... Hvad er det så, når tågerne letter? Dét er hvad min maveforpinte grublehjerne spekulerer på her i de lyse og søvnløse morgentimer. Nu hvor jeg bliver skubbet fra kroppen op i hjernen, så bliver omtanken mere om-sig-gribende. Spekulade-plader af lange længder og solide mængder.

Desuden er det hele omverdens massive skæbnefortællinger. " Mød familien" " Gennemgå ritualerne" " lad det bestå testsne"... bla... Så mange ting i det giver mig kvalme oveni. Fuck jer, der først nu mener jeg er i et legalt forhold til et andet menneske. Fuck de her forbandede fællesløgne. Fuck den potentielle flugt og selvfortabelse i den fællespsykose som flokkene af folk prøver at forløse igennem mig. Fuck jer.

Jeg får lyst til at smide det hele af helvedet til. Til at lukke dørene og ørene og vende tilbage til mit projekt. Til musikken og den spinkle jagt efter simple glæder.

Jeg har været igennem én tilpasningsprocess og det var både forvirrende og omsiggribende nok- og jeg er meget lykkelig for den og ligenu blændende taknemmelig for, at den gik så nemt. Tilsyneladende var der nærmest ingen af ritualerne der skulle opfyldes, og dog så meget glæde ved det dagligt.

Nu er det ikke bare såen kompliceret i forhold til hvordan tingene skal passe i min hjerne,- det er også en åben invitation til angreb fra alle vinkler, med mytemissiler og religiøse rim og remser. Jeg har virkeligt ikke lyst til at kæmpe. Ikke for noget som helst i øjeblikket. Og jeg kan ikke tåle, at det lidet kamp jeg har tilbage i mig, ikke bliver brugt på musikvidenskaben, kroppen og den forbandede stemme. Jeg har ikke kamp i mig til at blive forbandet over den åndsvage verden og folks forventninger. Jeg gider ikke indforståede blikke omkring ægteskaber og prædikner. Jeg gider ikke, at mine forældre opfører sig somom, at det er første gang nogen deler smuk kærlighed med mig.

For når dagen er omme, er det mig der skal tælle tingene sammen og føle plus eller minus. Det er mig der skal tage hånd om mit væsen, der i øjeblikket er en social bokseboldt.

Jeg længes så meget efter et samtaleforum, hvor det ikke er det usædvanelige, men normen. Hvor jeg ikke skal fanges igen og igen, i fjollede floskler og fortærskede formuleringer.

Ih jeg er så frustreret at jeg har lyst til at skrive alle sætninger med F ord. Fuck forpulede fnatmider af forholdsfikserede fistelstemmer og finker. Forbandet være flokkens forventninger og alle dens gerninger og alt dens væsen. Frihed frem for former. Følelser af fortryllelse til det forvirrede folk. Flammende fantastisk fribryderi for følelsen af fortabthed. Fronten findes. Men hvorfor fanden er det igen der, jeg skal finde mig selv?? Fuck dig verden.


-----------------------------------------------------------------------------------------
og ja... det er også fordi sæsonafslutningen af House stinker!

mavepine øvs...

puha...jeg har hvedekvalme og er letter forvirret i kroppen. Det håber jeg er, hvad der smitter til mit hoved. Og så har jeg en komplet fyldt weekend, hvor jeg måske mere har lyst til, ikke at have for mange forpligtelse. Måske. Der er ihverttilfælde et eller andet. Eller også er det bare kvalmen. Jeg har også spist en masse sukker og det er hellerikke synderligt fantastisk.

Så med al den ubalance er det ikke rigtig til at sige, om kvalmen ikke bare er fysisk. Selvom jeg plejer at mærke en masse efter fysiske reaktioner på stress, så er det jo ikke rigtigt til at lure, når dataen er så forurenet.

Der er en eller anden lejlighed i min opgang/ den lige ved siden af, der har valgt at bruge alle væggene som forstærkere. Og ligenu er klokken tre om natten. Det er ikke fordi jeg egentligt har et problem med det...men det skaber også en brand mærkelig stemning. Spøjst.

Hmm... men endnu engang virker det lidt, at tage mig tid til det her. Det er som en følelsesmæssig defragmentering. Og jeg tror stadigvæk jeg er ret så skræmt over, hvad sommeren kommer til at blive...og jeg er bekymret for, at det bliver for meget og at jeg så lukker ned. Om jeg lukker helt af og ikke står op, i protest imod det ydre press.

Jeg har ikke helt ro og rummelighed nok til, at få de sidste ting på plads hver dag. Der er simpelthen for meget i luften...Mere yoga...mere tid....mere ro...

Jeg har brug for, at lukke lidt mere ned måske. At finde ind igen. Den fine og grundlæggende ro, er fyldt med rod.

Egentlig er jeg inviteret til stor vennekomsammen imorgen...men ligenu har jeg lyst til at pjække og vaske tøj. Og få fikset køkkenet fra fremmedrester:)
Selvfølgelig er der den gamle " hvorfor gå glip af det"...men lysten bliver nød til at drive værket.

Hænge hjemme...vaske tøj...øve noget klaver... Dét lyder sq ikke så skidt vel? lave et fornuftigt måltid mad...ja...nu får vi at se hvad det ender med. Ihverttilfælde er jeg ikke på vej til at lade noget diktere hvad jeg skal de næste 30 timer. Nix nej. Mavepine giver sur dMonique og sådan er dét. Foden er sat for hoveddøren.

Sikke noget hø...

Puha... Jeg troede jeg havde oplevet det slemt før...men i disse dage oplever jeg en bittersød tortur som jeg ikke har prøvet før. At forelske sig og blive mentalt tæt, med én jeg aldrig har haft ordentlig tid sammen med...det er dælme en tandudtrækkende røvbanan.

Samtidig er der en sødme til den her oplevelse, som ikke er til at slippe. Det gør det brandhedme til noget som er svært at slippe. Hvem ved hvad der er på den anden ende af dette følelsespludder. For jeg håber der er en anden ende.

I det heletaget er der omskiften i luften, og det skræmmer mig sku. Nu har jeg sejlet rundt på min tømmerflåde i halvlandet år, og ligepludselig krashbang er jeg ved at lande. Måske jeg får praktik ibland rigtige voksne mennesker, der har rigtige voksne ansvar. Goddammit...det skræmmer livet ud af kroppen på mig. Hele planen var for satan at komme i form til det her skidt via dark...ikke at slide næsten alt det tillærte fra sig igen før den store vide verden truede...

og det gør den nu. Hmm... og jeg ved godt at det bare er spøgelserne fra fortiden, der hvisker mig i ørene omkring min evne til at fejle og fucke ting op. Og selvfølgelig om min påståede mangel på evne til at tage imod alle de gode gaver, der kommer oven ned. Men fuck det! Fuck nu af med alle de stressede tanker. Jeg kender jer, og jeg ved hvad i gør. Bare fordi de render rundt i mit baghoved behøver de ikke at være ægte. Sådan er det sku. Er der noget jeg ved her i livet så er det dælme det. Jeg bliver simpelthen bare nød til, at tage mig tid til, at skælde migselv ud her, så jeg kan få skillet skidt fra kanel og skønne følelser.

Men jeg ville ikke bytte det for noget i hele verden. Det er spændende, overraskende og fantastisk. Både det ene og det andet. Både det bittersøde, som er så uvant fordi det tiltaler mig så meget, at jeg vil dæmpe og kæmpe med mit rod for at udforske det dybere. Og den potentielle vilde praktik? Der måske kan bruge sådan en social onlinenørd som mig? Til rent faktisk at producere interessant og relevant viden?? Omg... Såeh... Jeg må hellere stakke op på hvidvin og sovepiller...for snart går projekt døgnrytme igang :-p

so close and still so far...

så meget er skønt og fint. Så meget giver mening og poesi. Så meget at det er hjerteskærende at hverdagen ikke er der. Ikke engang er på vej endnu.

Imorgen skal jeg i en workshop sammen med andre arbejdsmanglende individer, der skal holdes igang. Jeg skal bevæges og betale. Jeg skal deltage. Jeg skal dagligt påpeges for, at tingene ikke virker og jeg ikke er bidragende til samfundssystemet, men en snylter af det. Jeg forstår godt magthavernes motivation...men det ændrer ikke på, at imorgen er forbundet med forbandelser og eder. Med ekstremt kodylt nederen. Jeg gider ikke...jeg hader hader hader det. Men jeg kan i det mindste elske at det giver mig en tur i solskinnet...Øv...

Jeg har fyldt maven og bruger det til at dræne energi. Prøver at blive træt. Prøver at fylde hoved og trætte det med spil. Men den truende meningsløshed af morgendagen presser på og pirrer min sædighed. Giver mig lyst til at brække mig og løbe ud i verden. Eller bare blive mere vågen og agressiv. Og jeg ved at det ikke er konstruktivt. Måske får jeg engang et liv, der slet ikke kommer til at provokerer de impulser. Gad vide hvad det bliver til.

Jeg er træt alligevel,...men måske ikke sovetræt. Mere bare træt af det meste i den dumme hverdag.