Så kom mavepinen med en tung ædruelighed. Kroppen satte sig tungt på virkeligheden og blæste lidt af de lyserøde skyer væk. Det var fantastisk, det var sjovt, - men nu er de mest berusende hormoner vidst ved at være dysset ned og virkeligheden stillet skarpt igen.
Men wau. Sikke en tur. Sikke en hjernedød selvforherligende rusjebane. Hvor kækt og skønt og blændende. Forblændende...
Såh... Hvad er det så, når tågerne letter? Dét er hvad min maveforpinte grublehjerne spekulerer på her i de lyse og søvnløse morgentimer. Nu hvor jeg bliver skubbet fra kroppen op i hjernen, så bliver omtanken mere om-sig-gribende. Spekulade-plader af lange længder og solide mængder.
Desuden er det hele omverdens massive skæbnefortællinger. " Mød familien" " Gennemgå ritualerne" " lad det bestå testsne"... bla... Så mange ting i det giver mig kvalme oveni. Fuck jer, der først nu mener jeg er i et legalt forhold til et andet menneske. Fuck de her forbandede fællesløgne. Fuck den potentielle flugt og selvfortabelse i den fællespsykose som flokkene af folk prøver at forløse igennem mig. Fuck jer.
Jeg får lyst til at smide det hele af helvedet til. Til at lukke dørene og ørene og vende tilbage til mit projekt. Til musikken og den spinkle jagt efter simple glæder.
Jeg har været igennem én tilpasningsprocess og det var både forvirrende og omsiggribende nok- og jeg er meget lykkelig for den og ligenu blændende taknemmelig for, at den gik så nemt. Tilsyneladende var der nærmest ingen af ritualerne der skulle opfyldes, og dog så meget glæde ved det dagligt.
Nu er det ikke bare såen kompliceret i forhold til hvordan tingene skal passe i min hjerne,- det er også en åben invitation til angreb fra alle vinkler, med mytemissiler og religiøse rim og remser. Jeg har virkeligt ikke lyst til at kæmpe. Ikke for noget som helst i øjeblikket. Og jeg kan ikke tåle, at det lidet kamp jeg har tilbage i mig, ikke bliver brugt på musikvidenskaben, kroppen og den forbandede stemme. Jeg har ikke kamp i mig til at blive forbandet over den åndsvage verden og folks forventninger. Jeg gider ikke indforståede blikke omkring ægteskaber og prædikner. Jeg gider ikke, at mine forældre opfører sig somom, at det er første gang nogen deler smuk kærlighed med mig.
For når dagen er omme, er det mig der skal tælle tingene sammen og føle plus eller minus. Det er mig der skal tage hånd om mit væsen, der i øjeblikket er en social bokseboldt.
Jeg længes så meget efter et samtaleforum, hvor det ikke er det usædvanelige, men normen. Hvor jeg ikke skal fanges igen og igen, i fjollede floskler og fortærskede formuleringer.
Ih jeg er så frustreret at jeg har lyst til at skrive alle sætninger med F ord. Fuck forpulede fnatmider af forholdsfikserede fistelstemmer og finker. Forbandet være flokkens forventninger og alle dens gerninger og alt dens væsen. Frihed frem for former. Følelser af fortryllelse til det forvirrede folk. Flammende fantastisk fribryderi for følelsen af fortabthed. Fronten findes. Men hvorfor fanden er det igen der, jeg skal finde mig selv?? Fuck dig verden.
-----------------------------------------------------------------------------------------
og ja... det er også fordi sæsonafslutningen af House stinker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar