A matter of some interest?

 Jeg tror at jeg lander lidt i såen...Det nye perspektiv? Eller er ihverttilfælde ved at stille lidt skarpt på det. Måske det bare er ved at være ædru fra weekendens baden i krop og hormon-indtryk!

Jeg tror at jeg har brug for at trække mig stille og roligt? Ease out of it måske? Ikke skrive en stor og bombastisk alt-forklarende rant, men mere såen step by step? Mærke mig selv i det?

Det er ihverttilfælde sådan, at jeg synes det ville være meget tungt at skulle gøgle et eller andet sammen med én, der så tilbageholdende med kommunikation på chat. Det ville være lidt anderledes, hvis han så havde lagt op til at gennemføre den foreslåede kommunikationsforandring (videochat) men jeg får fornemmelsen af, at det også ville skulle være mit arbejde. Og jeg kigger ikke rigtig efter mere arbejde! Dét er en af kerne-tingene. Jeg vil have dejlighed og det skal ikke koste mig meget stress og overtænkning. Og! jeg tænker altså at det godt kan lade sig gøre uden at min hjerne spasser helt ud, i relationer med folk der kommunikere mere og som er mere 'på'. Det er for svært at vide og mærke i det her og det virker ikke godt for mig. Jeg antager, at  jeg ville kunne holde samtaler kørende hvor jeg sprayer ud med spørgsmål - og jeg kan sagtens finde på endeløse spørgsmål. Dét er intet problem. Men det får mig til at føle mig som et higende væsen. Somom jeg er helt lavet af længsel. Somom at jeg står udenfor en dør og presser mig på. Det vil jeg ikke sætte mig selv i. Det ender med at opbygge flere følelser end jeg egentligt har, fordi jeg ender ude i at performe det somom jeg er endeløst betaget. Der er der sikkert mange der er ok med det, men jeg kører tør. Nok fordi det ér et af mine kærlighedssprog tror jeg. Såen at vise interesse. Og jeg vil da være og føle mig interessant til gengæld også som minimum så. Som jeg nogle gange får mumlet i mørket....' Hvis jeg ikke er andet, så er jeg da i det mindste fucking interessant!' - Selvfølgeligt vil jeg godt lave arbejde i relationer, men det er når der er et mere garanteret overskud.

og altså...Der er et eller andet semi hjælpeløst over, at reagere godt på at blive stillet spørgsmål og få opmærksomhed, men ikke være i stand til at gengælde det. Det minder mig lidt om såen...'the orgasm gap'. Altså dét, at femme-opdragede folk har meget færre orgasmer i et hetro parforhold. Det er jo ikke fordi de har sværere fysiologi (lesbiske par har det højeste orgasmetal af alle par) men fordi de også giver mere opmærksomhed end de får. Sådan har jeg det med samtaler og spørgsmål. Det er dét jeg virkeligt elsker. Jeg elsker at stille spørgsmål og sådan set også at give orgasmer, men på et tidspunkt får jeg også nok af at være giveren. Spørgeren. Opmærksommeren. Subjektet til Objektet. Jeg vil være objekt og opfyldt og spændende. Jeg vil være høj på opmærksomhed og endorfiner og oxytocin. Og så vil jeg jo gerne gensidigt forelske mig i folk. Det ville også kræve noget gensidighed og kommunikations-stabilitet af en eller anden slags. Men som minimum vil jeg have spirende spændende relationer, hvor det ikke er mig der bare laver den tunge ende af relationsarbejdet. 
Det er sikkert drøn attraktivt, at kunne læne sig tilbage og smide en flaskepost afsted og så aktivere en masse veldresseret femmitet og spørgsmål og omsorg. Det er jo fint hvis det ikke kræver mere for folk, at begå sig i datingland. Jeg tænker også at det måske bare handler om det individuelle temperement. Der er vel nogen der elsker at lave det arbejde og hengive sig til det. Eller som ikke engang tænker over det. Men det gør jeg ikke og det gør jeg bare.

Så jeg tænker at jeg holder lidt igen med kommunikationen og giver mulighed for det uventede at springe frem, men jeg holder ikke vejret. Jeg venter måske lidt i spænding, men ja. Komboen af, at være dårlig til noget og ikke så tage hånd om det er såen meh. Og ellers er det jo bare mig der faktisk ser/opfatter/fornemmer manglen på interesse, selvom den ikke bliver udtalt og såen samler op på den. Og så er jeg jo stadigvæk igang med at lave arbejde som jeg ikke er interesseret i og overveje/kommunikere for nogen der burde gøre det selv. 

Oh well. Måske jeg bare sender linket til den her post på et tispunkt når jeg er helt færdigbagt på det. 

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

De siger det starter som en storm og slutter med en hvisken....

og dette er mit hviskende farvel... Måske ikke til ham som menneske....men til kærligheden...

Det er en udånding og et sille farvel...det er et suk..

så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

" Jeg sagde jo at jeg ville gå..."

Og så ramte vreden: wow...pang kapow!

Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....

Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...


Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.

Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?

Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.

No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...

Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...

Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.

------------

Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...

Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.