Fight club, jobsøgning, venteland, selvaccept og muligheder

Jeg er endelig kommet lidt ovenpå efter at være druknet i samfundsforventninger, importeret selvforagt, forglemmesle og fortabthed.

Et af de positive tegn er først og fremmest, at jeg har nok selvfølelse til at kunne skrive her igen og at der er noget at skrive ned. Det er stadigvæk ikke helt klart for mig hvad der har været de individuelle komponenter af tyngden, men nu hvor den er lettet er der lys indeni og ud af øjnene igen.

Fuck det system. Fuck det fucking inkompetente fordelingssystem hvor vi, igennem flaskepostlignende opslag og ansøgninger, skulle være i stand til at få noget som helst til at passe.

Jeg har skammet mig og været skuffet over at jeg ikke kunne præstere at finde det rigtige job at præstere den rigtige fristilsagtige jobansøgning til. Somom det er en kompetence jeg skulle have trænet. Somom alt det, som jeg har opnået indtil nu, skulle være kvalitetsafhængigt af udfaldet af jobjagten. Somom at dét at jeg har spruget mig selv i luften i kampen mod den rådne programmering jeg fik, det at jeg har bygget mig selv op igen, det at jeg har prøvet og levet og elsket ikke en skidt var værd. Somom dét at bryde social arv, kønsbarrierer og frygtmure ikke var noget værd.

Fuck da det.

Jeg vil ikke være i venteland og jeg vil ikke have at min livsoplevelse bliver afgjort af det her. Jeg har gjort mit. Jeg har ryddet ud og lappet huller og malet mine kompetencers hus i flotte friske farver. Hvis det ikke bliver fanget til noget som helst i det her forgøglede og paleokapitalistiske samfund, så er det fanme ud over min kontrol.

Jeg vil sende ansøgninger til ting der ligger tæt på og som giver mere end dagpenge.
Jeg vil rejse og se ting og elske mine venner og eventyr. Det med at identificere mig på nogen som helst fucking måde med jobjagt og jobgøgl...det vil jeg sætte punktum for nu. Forhåbentligvis kan jeg holde den her følelse i live alt imens samfundet skammer løs på mig og potentiale-peptalks aktiveres. Dont care.

Åh altså hvor har det ligget tungt. Åh hvor jeg elsker Palahniuk og hans evigt tankeprovokerende skriveri. Så sundt for sjælen.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

hvad vil jeg?

I denne uge har jeg påbegyndt et Januarritual jeg tror jeg vil gøre mit bedste for at huske. Januar skal være tiden hvor der investeres i det nye år. Hvor ting sættes til rette og hvor der investeres i de ting jeg ønsker dette nye år skal bidrage med. Nye gode sko og støvler, en ordentlig e-cigaret og en masse brugte klavernoder. Måske investerer jeg også i noget vidunderlig maling og en ny pensel. Det føles godt. Oven i det, at have kommet igennem studiet og nu skulle igang med kandidaten. Den er ligesom det store spørgsmål...Altså...Jeg kan nu sige, at jeg kan skrive og jeg kan producere. Jeg kan udføre akademisk begrundelse og formidle det...Men er mit emne overhoved relevant? er det efterspurgt? er det noget jeg kan finde støtte til og er det noget som vil føre nogen vegne hen? Dét er spørgsmålet der skal besvares i 2016 og jeg tror faktisk at jeg er ok, hvis det viser sig, at det ikke er det jeg kan eller skal eller det som jeg kan finde plads til mig selv i.
Det vigtige er, at jeg har bevist at jeg kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får min kandidatgrad...Men jeg er i tvivl om, om min drøm om at fortsætte efter det, er realistisk...og det er ok. Det jeg ville opnå tror jeg faktisk allerede er sket.

 Jeg er trættræt og rastløs. Eventyrlysten og søvning. Bange for ensomheden og lykkelig over roen....

Det er ret dejlig og jeg er ved at være ok...Eller...

Jeg er ok i bølger og det virker til at de varer længere og længere...Og jeg er stolt. Dét er en følelse jeg har savnet meget længe....

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

Den lille eller den store død?

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.