Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her

Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)

Så glad og stolt at der er mere end jeg helt kan rumme!

Jeg klarede en jobsamtale og jeg fik et jobtilbud! Åh min gud altså. Der er stadigvæk en sikkerhedsgodkendelse der skal klares før at jeg faktisk har et arbejde, men jeg har været igennem en mølletur og er endt med et tilbud og en udtalelse om at de var imponerede over mig. Det er helt vildt eventyrligt og jeg er stadigvæk fyldt med et lille lys inden, selvom jeg ikke har snakket om meget andet idag.

God brætspilsaften med 2 sag i okkult sherlock holmes hos de dejlige folk i valby med min 'jeg har fået job' kage fra et italiensk konditori og bobler indeni. Bobler og dybe suk af lettelse og en utrolig følelse af...well..genkomst? Så meget ballast og så meget kritik og så sidder jeg pludseligt her med en kæmpe bekræftigelse. Godtnok en bekræftigelse af, at jeg er en god komponent i den neokapitalistiske maskine, men stadigvæk..arbejdsmarkedet er så stor en del af vores nuværende tilværelse, at det at føle sig attraktiv dér nærmest er det største omdrejningspunkt for et single menneske som mig.

Måske det er et symptom på kollapset af det her samfundssystem, at det er så altomgribende en faktor. Man kan håbe på, at det er de sidste dage og at menneskelige egenskaber udenfor salg og værdivurdering igen bliver relevante. Jeg græder for dét, at det betyder så meget, men samtidigt lever jeg i den virkelighed og det er fantastisk at kunne ramme noget rigtigt i det. Det er også en skøn oplevelse at have folk at dele det med. Det er en ret ydmyg oplevelse, at have folk værende så glade på mine vegne.

Alt i alt noget der er værd at skrive ned. Starten på den næste store del af mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at det her limbo ikke virker til at skulle vare så forfærdeligt længe endda.

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...

Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...

Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....

Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?

Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...

Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?

Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?

Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?

Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...

Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...

Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...

Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

i accidentally university...is it dangerous!?!

ih! jeg har været til oplysningdag om it og om bibliotetsbrug på uni - og det vil sige at det har været min tredie dag derude - jeg har gruppearbejdeundervisningsdagting imorgen og idag har jeg læstm, vurderet, taget noter til næsten alle artiklerne der stod på læseplanen OG fået set min søde dejlige kæreste før jeg sendte ham i byen og jeg kunne læse. Og jeg er helt høj. Svævende. Cloud-skæv på præstation. Jeg tror jeg fatter måden, metoden og måske faktisk noget af indholdet og jeg oplever at jeg kan magte det. Ihverttilfælde idag. Ihverttilfælde nok til, at jeg kan tro lidt på det hele...


Sikke en dag...

Sikke et liv....

Sikke et eventyr <3 p="">

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

Kunsten at omgås...mig?

At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.

Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...

Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.

Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.

Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...

Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:

Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..

Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...

?

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

Skal jeg stoppe en lille løbeild? Kan jeg?

Og hvad giver ild hvorhenne?

Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?

Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.

Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.

Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.

Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.

Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.

tread carefully- i be lonely

jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.

Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?

Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.

For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.

For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.

Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog  og alt muligt.

semesterstarten sætter tanker i gang

og det er på hele linien.

Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.

Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.

Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.

Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?