Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.
Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.
Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.
Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.
Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?
Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?
Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?
Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...
Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar