Agressivt selvforsvar

 Jeg arbejder på at arbejde mig igennem en uhensigtsmæssig reaktion på en kollegas facon. Den er nu to gange endt med at vi (på hendes opfordring) har haft en snak om at hun oplever (med rette) at jeg skælder hende ud og at hun ikke er ok med det.

Det vil jeg gerne ikke gøre. Det har jeg sagt og taget åbenhjertigt imod. 

Den her post vil prøve at undersøge den modstand jeg oplever om emnet og måske kan jeg skrive mig frem til en bedre forståelse. Jeg tænker det også bliver til et telefonopkald til veninde eller to...

Jeg oplever at hun taler ned til mig og forklarer mig virkeligt basic og idiotiske ting. Jeg oplever mig fornedret af det og at jeg bider tilbage i selvforsvar. Jeg oplever det i situationen og når jeg umiddelbart bliver konfronteret med det, som retfærdigt selvforsvar men det er det jo nok ikke. Hvis hun gjorde det samme ville det eskalere til noget åndsvagt. 

Antageligvist mangler jeg at finde ud af at sige pænt fra i sådan en situation. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg ikke kan finde ud af det. Om det er fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra generelt? eller ikke kan finde ud af at sige pænt fra generelt? Eller om det er overfor en opfattet autoritet-....Eller om det simpelthen er specifikt dén her situation, hvor jeg oplever mig antaget for at være crazy dum - og eventuelt med tilføjelsen af at min kollega  ikke snakker helt awesome dansk....så jeg oplever at jeg opfatter situationen mere tydeligt/klart /korrekt men samtidigt bliver irettesat...Som med garanti er knyttet til min far...SOmething something defensiv og uprofessionel reaktion...

Jeg har - så vidt jeg ved- aldrig været i den her situation før professionelt. Altså det er ikke noget jeg har gået og slåsset med og så ignoreret løsningen på. Det er en helt speciel cocktail der gør at jeg går lidt bonkers. 

Men løsningen må jo...poetisk nok...være at jeg skal gøre lige som hun gør...og bremse mit selvforsvar og prøve at bruge følelserne som trafiklys til at jeg skal chekke hvad der sker og hvad jeg gerne vil have at der sker i stedet. Det må være noget i den dur der dur. For jeg giver hende ret i at det ikke er ok, men jeg er utroligt uforberedt på hvordan jeg skal håndtere det. 

Jeg ved ikke om jeg kan sætte bedre ord på hvad der får mig derop på selvforsvarsdupperne men det er jo something something....Som jeg håber jeg kan summe frem i løbet af de næste par dage. 

Til at starte med hjælper det som altid at skrive det ud af systemet og 'ned' på bloggen. 

Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det. 

Venteventeri med ekstra venten...Men holder hjertet højt

Idag har været en dejlig dag. Det er hårdt at vente og vente på mange forskellige ting. Det er hårdt at håbe...Men jeg er lykkelig i hjertet og det hjælper. Jeg elsker virkeligt kærestekatten og bliver elsket helt tilbage som kun en hengeven labrador kan. Også selvom den tror at den er en kat...

Jeg har en uformel videosnak med en arbejdsplads i morgen. Håber det går godt. Der er stadigvæk 5 dage (potentielt) tilbage før KAB har deadline med at fortælle om jeg (vi) har fået lejligheden på buskager...hvor jeg er nummer to i køen...Jeg skal stadigvæk have indspillet de sidste to bidder audition til nota og vente på dét og jeg har et par ansøgninger ude...Ikke at jeg lige tror på at de bliver til noget...

Det er meget venteri. Jeg sover forfærdeligt og der er nærmest endeløs og meget varieret motorlarm heletiden her ved lejligheden...Men jeg er stadigvæk helt fyldt i hjertet og det gør utroligt meget. At S tager afsted lige om snart gør også ondt...men hvis mit hjerte ikke var fuldt ville det slå mig helt i stykker. Nu håber jeg bare på at ting bliver vidunderlige for ham og at jeg vil være så glad ved det...

En lille vidunderlig dag

Lørdagsgril med familien i haven. Kærestekatten der ryger fisk. Uventet solskin. 

Uinspireret update i erindringens navn

Kontekst: Sidste del af hvad der måske er første bølge af Covid19 i Danmark. Vi er igang med 'genåbningens tredie fase' som så tilsyneladende er den sidste foreløbigt. Fitness centre står til at åbne omkring nu.

USA har haft protester (de største i min levetid nok) i en uge. Det er imod politivold og mord på borgere. Især racegjorte borgere. Det blev startet af endnu endnu et mord og protesterne har kørt lige siden. Der er demonstrationer i sympati på verdensplan. Kærestekatten og jeg fangede den sidste del af den i søndags. Mindst 15.000 mennesker på gaden.


Idag har jeg migræne. Kæmpe hovedpine. Det kommer af at jeg ikke sover godt og har dødsangst i lange baner før jeg sover. Så jeg falder måske i søvn ved en tre eller firetiden og bliver generelt vækket klokken 08. Dette har medført full on zombie-mig og en kæreste som har gjort gulve rene og støvsuget dem i køkken, bad og stue. I morgen kommer ejendomskontoret og vurderer hvad der skal laves før jeg fraflytter (hvilket jeg for-fucking-håbentligt snart får mulighed for)

Kærestekatten var til barber og tog mit råd og fik lavet en 'tight' barbering til hans vikingelange hageskæg. Det er rigtig fint. Det bliver sjovt når vi endelig kommer ud i hans nye jakkesæt og frisyre til næste udemiddag.  - Det hjælper utroligt meget at hans økonomi er kommet på benene. HandikapSU gør at der er overskud hvor jeg før har stået for hvad der nu engang var af forkælelse generelt. Det er en rar og meget uvant afveksling.

På lørdag skal vi grille for anden gang med min familie. Det er den gode corona-løsning hvor vi kan ses og snakke og spise sammen, men udenfor og massere af plads gør det meget mere sikkert. Det er klart et af de positive træk ved at bo hér, at fælleshaven er så fin.

Kærestekattens familie holder fødselsdag på onsdag så der får vi også set dem. Alt i alt er udsigterne til ugen rigtig gode, men hovedpinen gør selv dagens jobjagt til en bibemærkning og flad fornemmelse.

Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her