Energien er høj. Det er skønt. De antidepressive har holdt mig fra endnu en fimbulvinters sjæleforfald. Overskud gør mig i stand til at kæmpe imod dagligdagens venden af 50 ører og kampen om den næste weekends miniluxus...
Men jeg mangler noget kapow...Noget foræret...Et magisk indskud til at løfte det op. Alt er nøjsomt...alt er velvægtet og beregnet til at holde vinteren ud og længere.
Jeg længes efter Jul...Naturligvis ikke som den kapitalistiske forbrugshelligdag...men som i det eventyr der fortaltes år efter år. Det eventyr der gør drømme til virkelighed. Det lille julemirakel der bringer lyset tilbage i øjnene i den kolde tid.
For ellers går bjørnekvinden i hi og venter på vintergækken. Ellers pakker jeg dynerne tættere om ørene og drømmer om en tid, hvor ærterne søger til overfladen og gør alting appetitteligt igen. Det er på ingen måde deprimerende som det har været i årene før. På ingen måde trøstesløst og uundgrundeligt...Men der er bare helleringen magi. Ingen eventyr. Ingenting til min drømmesjæl.
Ikke kun i mangel på egen, men også af kærlighed til dem omkring mig, hjælper jeg med at skabe hvad jeg kan...Men i skrivende stund er der ved at være minus på kontoen. Ikke endnu. Jeg ved hvad tegnene er...nu har jeg brug for at verden giver mig noget fantastisk. At det ikke bare er skønt at være i live...men at det er skønt at jeg er i live...og at verden også søger det...somehow...hvis det overhoved passer....for som tingene står til ligenu, så virker det ligemeget... Den sidste uge har fucket mig over på den konto og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ud og få mere af den lort. Ikke retfærdigt træt af individernes egoisme...men timingen af, at det alt sammen ligger samtidigt er nok. Især samtidigt med, at vinteren gør verden uinspirerende og inaktiv... Øv bøv og fuck alle der har eventyr og ressurcer til at skabe sig flere... Prut!
fredag den 28. november 2008
tirsdag den 4. november 2008
Blogtænketanker
Der er en masse ting, som jeg har haft lyst til at blogge på det sidste. Men det er ikke blevet til indlæg. Det har jeg lige fundet ud af, er fordi jeg finder dem for personlige og for "det rager ikke hvem der end skulle læse med" agtigt. Men den opfattelse svinger stadigvæk med trangen til at skrive. Jeg har fundet ud af hvorfor det er blevet sådan. Det er hvad der sker, når to gode veninder rejser et år til udlandet, samtidigt med, at jeg oplever små men intime problematikker i min hverdag.
For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.
Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.
Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.
For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.
Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.
Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.
Abonner på:
Opslag (Atom)