kan man tænde bål med en gnist?

eller = hvor meget brændsel skal der til før at der tændes flammer? :p

Det er forår og ting foregår. Der er ikke tydeligt hvad der er betydeligt men mavefornemmelsen ( sund fornuft?) har en holdning og den er skeptisk. Det er vidst et generelt karaktertræk ved min omgang med verden nu, men alligevel er det vel bare som det er.
Eller skal der bare spilles hårdere boldt? Skal der flås i nogle forventninger og spilles højt spil med helheden? Er der et muligt forløb derude hvor at alting passer til mit hjertes beat, eller skal jeg leve med min skæve rytme og tage hvad der ligger tilgængeligt?

well... ligemeget hvad må det vel ske en dag? Fernet branca og rosés lime og så noget roligt lytten til monicakomposition (musik eller virkelighedsforståelse?) og så sove i solen.

-----------------

Sikke en masse historier jeg ud over det får fortalt. Altså...Månedens tema har været " høj selvtillid / høj selvsikkerhed" og jeg har fortællingskonstrueret mig over i høj selvtillids kategorien...Men...og jo...men også men altså...Det er stadigvæk når mit univers såen skal sameksistere med andres at det er mere komplekst end en markør på en måling. Altså..for jeg fortaber mig hurtigt i bastante personligheders selskab.

Er det noget jeg kan ændre? eller skal jeg overhoved det? Er det naiivt at forstille mig, at jeg kan have et liv som nu, hvor jeg er omgevet af pladsgivende og inkluderende universer? Er det fjollet at tænke på en gnist som ikke er det? Tænker jeg kun på den gnist fordi jeg har et menneskeformet hul i min verden?

well... så længe jeg ikke bliver virvlet ind i for langvarige omgange universinvasion, så kan jeg om ikke andet altid vende tilbage hertil og finde grounding. - husk at det er god at bruge den her tid på at sortere og notere. Det har ikke fejlet endnu.

 Jeg har lige en princessebattle i mit hoved. Den ene side siger " eventyret kommer" og den anden holder på " måske...måske kommer det og måske ikke" ...

Hvornår ved man om det er noget man skal rode sig ud i? Huskerådet siger "når man ikke kan lade være"...men inkluderer det også nødvendighed, tilbøjelighed og utålmodighed som dyder i sin beregning? Jeg mangler statistisk data på mine livsvejledende ordsprog!

og hvordan fanden skal jeg håndterer min indre trodsabe? Når jeg siger " nah de ting du går og roder med er noget fjol" så hopper den op og råber "modsat modsat" og det samme den anden vej rundt. Forvirrende forrygte overtænkning! Ja - det må være løsningen. Tilbage til afvisningen af overtænkning og holde fast i Light (tm) go with the flow...

For jeg er bange for aktivt at søge at handle noget ind i livet, som viser sig at være uønsket. Bange for at kæmpe eller konkurrere for noget, som jeg så ikke ville have når det kom til stykket. Som endte med at tage noget jeg ikke kunne undvære. - Av hjertet er på vagt og vil ikke slås på igen.
Kan det håndteres med light? Hmm...

En hård landing

Måske flyder jeg ikke længere rastløs rundt på havet? Måske er jeg på fast grund uden kompas og kort. Måske er det strand jeg mærker imellem mine tæer og havet der søger at trække mig tilbage. Søger at trække sandet med sig og fjerne fodfæste hver gang jeg står stille. Bevægelse er nødvendigt men hæmmet.

Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.

Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.

et hjerte der svulmer af stolthed

Jeg har præsteret idag. Mere endda end jeg stillede af krav til mig selv og jeg er stolt som en pave. Jeg har lært, læst og forberedt og har fundet metoden, knækket nødden, sat en kryds på kortet og langt en rute med forståelse for egen formåen. De sidste to timer har jeg været flyvende på forvandlingsstøv.

Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.

Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.