jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

At rydde op før man forlader huset...

Jeg tror jeg går rundt og føler mig meget meget låst i mit liv.

Det er ikke rigtig den følelse eller de tanker som er aktive, men det virker somom, de tanker jeg faktisk går og får, er symptomer der pejer dérhen.

Første indikator er, at jeg går og tænker over, hvordan jeg ville sætte tingene i stand hvis jeg skulle tage mit eget liv. Altså...hvordan jeg gerne ville gøre ordentligt rent og sortere ting, måske endda smide ting i kasser og lette mine forældre for for meget arbejde i forhold til at få de sidste ting af vejen.

I øjeblikket gør jeg rent, men det har ikke rigtig noget formål. Well...Jeg kan lide at der er rent, men jeg er ret håbløs i forhold til tanken om, om det skulle løfte mit humør eller at jeg nogensinde skulle få en gæst jeg gerne ville gøre et godt indtryk på. Det er bare... ja... her er varmt og fint og rent...og tomt...


Anden indikator er den her tomhedsfølelse

og min utroligt svingende følelse i forhold til mit studie...Jeg vil drøn gerne arbejde dybere ned i det, men lige nu føles det somom, at min sti bare kommer til at medføre mere at det samme og at det er blah...blah blah blah...

Jeg er så træt af blah og whatever og umuligt og uinspirerende...Det er et rigtigt tungt slag ikke at skulle til udlandet og skrive, det har været med til at min prioritet i det her aktuelle semester har været som det er, og det er ved at slide min begejstring i stykker. Det er bare...blah...

Jeg er ked af det og jeg er ensom. Jeg er træt og kikset. Der er ikke meget jeg har lyst til og folk er deprimerende...

Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre. Der er sikkert en masse man kunne gøre hvis man ikke var mig, men jeg ved det ikke...Jeg er træt af, at det ikke virker at være mig.

så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.

Op og ned dag...

Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.

Jeg fik elg på dåse fra finland...

Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.

I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...

Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?

For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...

Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Dagen idag...

I dag er en blå dag...En himlen er grå dag... Det er en postlarp små trist og 'efter den strandede havfrue' dag med lidt dominerende enlighed i min lejlighed...

Det er en op og stå dag...en 'det skal nok gå' dag...en prøve at forstå dag...

Jeg er træt og alene og lidt led og ked af begge dele... Jeg har ikke lyst eller overskud til at gøre noget ved det, men jeg kan sidde her i min tomme lejlighed og ønske at det var anderledes. Eller måske tage en lur selvom uret snart slår aften...Dunno...

Gammel og træt og lidt modløs. Med udfordringer og endnu et lasse-foredrag for væksthuset om hjørnet.

Jeg skal fylde mine dage med noget mere. Det er for tomt og det er dumt at sidde her og spilde mit liv...problemet er, at det jeg længes efter er familie og nærhed og det jeg har af mulighed er ude i verden og social gøgl...Det grubler jeg over

Eksamen, kontinuerligt breakup og ferieflirt i dødens skygge

Sikke en masse der er i hoved og luften i øjeblikket. Lykke, der faldt i Alanya... mundtlig eksamen i IT, skole og fag på fredag. Hele kampen der er, med gruppekemien, dér...Kenneth og verdens længste breakup ( fra november til nu) og så det indre og ydre press på mig for at flytte mig videre til noget andet...

Det gør så ondt :(

Jeg er træt og modløs, gnistløs og uden meget initiativ. Jeg håber det bliver bedre efter på fredag....

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

Jeg savner at spille musik med folk, men jeg kan ikke finde ud af at finde et nyt band. Min tolerance for folk og mine evner på klaver er ikke store nok til, at jeg tror på at det kan virke, såen bare at gå ind på en opslagstavle og finde nogen.

Jeg savner savner at rejse, men igen kører det ikke super godt med penge eller virkelighed på nogen måde.

Jeg savner savner savner at have en kæreste....Yeah....

Det er bare et skønt tidspunkt at gøre status op for mit liv. 33 lige om lidt. Jay. Dét har jeg bare gjort så drøn godt. Åh, jeg er så drøn træt af det hele.

Så vendte det hele på hoved...

Jeg er gået fra at hige....fra at længes og længes med et knust hjerte og til at have svært ved at huske hvorfor vi var sammen. Hvad det var som dét forhold nu engang bestod af.

Det er helt sikkert afvisningen der er ved at ramme ordentligt og det er vel en god reaktion. Hvis så meget ved mig ikke var ønsket, hvis så meget af mig var forkert, hvorfor var vi så overhoved sammen?

Hvis så meget af os ikke passede sammen...hvis mine drømme om dig var så skæve...hvad i alverden havde jeg så gang i?

Jeg tænker på dig, men dit breakup-projekt virker og jeg har ikke rigtig noget at sige. Jeg tænker på dig mindre og mindre...Når du popper op på fb så rammer det mig, men ikke rigtig med så meget trist...Bare med forundring.

Jeg tænker over, om jeg skulle skrive til dig og sige at jeg er ok...men hvis du virkeligt ville vide det, så ved du det vel allerede.

Så det er endnu et mærkeligt stadie af breakup. Det er ikke rigtigt at jeg fortryder, men de efterladte følelser gør noget mærkeligt.

Hvorfor skulle vi ses igen tænker jeg. Vi sås ikke for den sprudlende samtale eller for de store eventyr ud i verden. Vi sås for at holde om hinanden og ae hinandens hår. For at være kærlige og gøre hinandens dag lidt rar og varm. Det er ikke lige noget der virker i en vennekontekst for mig lige nu.

jeg har ikke lyst til at stoppe...

med at elske dig...

Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...


Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.

Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.

Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?

Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?

Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.

Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.

Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.

var de noget værd for dig?

I dag er vreden druknet i tristhed...skuffethed...

Antageligvis på grund af mine tømmermænd og den blå følelse de bringer. Det har gjort denne dag langsom og trist.

Jeg ville skrive til ham og spørge. Spørge ham hvordan han havde det, med det éne håb: at svaret ville være noget dårligt. At han skulle være trist og savne mig.

Ikke fordi det er fulgt af en længsel af at ville forsones eller prøve at gå skridt tilbage. Bare fordi jeg ønsker mig, at han savner mig...Og måske fordi jeg gerne vil have at han er ked af det...har det dårligt...at det går ham skidt...

Det er sikkert ikke sympatiskt. Men det er som det er.


Jeg skriver her, så jeg ikke gør noget mere drastisk for at stille trangen til kontakt og bekræftigelse. Jeg har været forbi hans fb side og set, at de nye venner han laver sig er smukke og unge og feminint udseende. Det vækker overvejelser af ligegyldighed. Det kræver ikke meget af fantasien at gå den vej og tænke, at jeg nu bliver hurtigt afløst...

Hvilket er fint nok. Måske gør det, at jeg ønsker ham lidt mere ondt...men det er det. Jeg skal nok klare det og finde vej tilbage til mit normale leje.

Jeg ved ikke om vreden kommer tilbage eller om det nu er nogle dage med trist igen...Det er ihvertilfælde endnu en ny følelse i breakup universet og det gør idag lidt øv...Men jeg har Lettisk suppe og kan snart hoppe i seng...Så intet er så galt som det kunne være...

" Jeg sagde jo at jeg ville gå..."

Og så ramte vreden: wow...pang kapow!

Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....

Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...


Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.

Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?

Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.

No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...

Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...

Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.

------------

Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...

Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...

Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...

Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...

Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.

Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...

Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...

Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.

En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...

Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...

Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

Alene ved vejkrydset...

Er det en romantisk drøm fra hollywood? Er det en selvstændig fantasti? er det lige meget hvor den kommer fra?...

Well...det er ikke rigtigt ligegyldigt for mig, om det er noget film har plantet i mig, men lige meget hvad så er jeg vågnet med en skarp smerte og et tungt ønske om noget, som jeg ikke tror på kommer til at ske.

Jeg tror virkeligt ikke på, at jeg er sådan én som man ville kæmpe sig tilbage til.
Det kan godt være at jeg mener, at jeg er god nok til at elske...men til syneladende ikke god nok til at elske så meget...

og jeg ville sådan ønske det. Mit hjerte ønsker og mit sind hader mit hjerte og mine øjne svier ved tanken.

Jeg har billeder fra andres fiktive liv...hvor én gør noget dumt og én så ser sig selv i øjnene og én så går til den anden med sit hjerte i hånden og møder dem  igen og det hele bliver bedre...

og jeg tror ikke på det. Det gør så ondt men jeg kan fucking ikke se det for mig. Hvad skulle han her? hvad skulle der være ved mig, der skulle gøre at han gik ud over sig selv...

Men jeg ville sådan ønske...Sådan ønske mig modbevist...Holder det mon nogensinde op? Fuck altså...

jeg kan ikke rumme det hele...

Christ... Så ligger jeg her i min fridags travlhed og er fyldt med bekymring for ham...Fuck altså...

I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...

Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:

Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.

Fuck altså :-(

Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...

Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(


Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?

hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....

Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...

Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(

Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(

Doktoren siger 3 1/2 måned

Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.

I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...

Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...

At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....

3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(

i grieve...

Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.

Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.

Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...

Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...

Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...

Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?

Så tomt og trist

I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.

Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....

For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?

Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...

men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...

Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...

Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...