Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.
I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...
Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...
At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....
3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar