Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.
Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.
Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...
Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...
Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...
Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar