fredag den 22. februar 2013

on the lips of madness

Så er det stilnet af og forhåbentligvis jævnet ud for denne gang. Det har været en god dag og små spirer af håb rykker. Jeg har investeret i fremtiden igen og har følelsen af, at det nu er min tur til at hælde benzin på motoren. Det er faktisk helt ok i en gruppeindsats og det føles super godt at jeg faktisk kan, når nu turen er min. Hverdagen er tilbage i hoved og blodet brænder lidt mindre.

Jeg er træt og slidt og vinterramt, men lige nu føles det som den samme vintertræghed alle andre fiser rundt med. Galden er dog slugt men ikke væk. Jeg har umiddelbart ikke lyst til at tale så meget om den og har lyst til at holde mig lidt for mig selv.

Ind i skallen kravler hun og venter på forår...

torsdag den 21. februar 2013

Fuck det shit

Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...

Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.

Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.

Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.

Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.

Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.

Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....

Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...

Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.

Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.

Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.


onsdag den 20. februar 2013

at slippe med en krampet hånd...

Jeg er helt knudret op. Som en vredet karklud efterladt til at tørre med snavsevandet i sig i en krampagtig klump. Jeg længes efter at klaske sammen i en pøl af varmt vand og mærke noget af galden opløses og fibrene i knuderne løsne sig.

Åh gudfader. Hvordan kan det dog være så inderligt at eksistere? Hvordan kan det være så hjerteskærende og så livskraftsugende mondænt og banalt samtidigt? Jeg har lige husket, at vreden er en fin følelse som forløser for frustreret opgivenhed, men christ...Jeg har været så blændende arrig idag. Arrig og efterfølgende trist.

Lige nu aner jeg ikke hvad jeg føler. Det er velsignelsen ved ikke at sove. Træt drukner i sidste ende selv flammende raseri og tvinger til en ( om end lettere kunstig) afslapning...Måske jeg skulle finde et badekar et sted imorgen...

Jeg er træt af at hoste og være syg. Men i det hele taget er jeg også bare træt...Hvilket er bedre end både trist og vred.

tirsdag den 19. februar 2013

"dagen derpå"

selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.

Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.

Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.

Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.

Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.

Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?

Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.

* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.

* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.

* Jeg burde opsøge.

* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.

* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.

* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.

* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.

og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.

Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.


torsdag den 14. februar 2013

endnu en lærestreg

Det holdt et halvt år og så smuttede det. Ellers ikke været sammen med nogen, ikke lavet noget random, ikke været ude og slå mig selv på andre mennesker.

Det smuttede i lørdags, med en forbedring fra fortiden, men stadigvæk med de samme idiotiske konsekvensker og jeg føjer det nu til min datasamling her på bloggen for igen IGEN at prøve at lære det her.

Jeg er nu ikke sammen med nogen jeg ikke finder sympati for. - Det er et godt sted at være. Men jeg kan ikke det her casual og jeg har undgået det med al min viljestyrke, men det skete og det var casual og jeg er ulykkelig. Ikke fordi alternativet skulle være et frieri...men gensidig sympati...bare fucking det. Og jeg er så vred på mig selv, over at have gået ud og slået mig på nogen igen. Når jeg nu godt ved det. Jeg kan ikke være intim uden at have sympati, og det at være intim med nogen jeg har sympati for er sårende hvis sympatien ikke er gengældt. Og den står for egen regning og jeg er en idiot.

og jeg har ikke tænkt i de baner længe. Jeg har været glad og frejdig og ikke manglet, men nu er tanken tænkt igen. Jeg ønsker mig så inderligt en intimitet og nu skal jeg rydde op inden i igen igen og få fundet balancen imens den frustrerende længsel prøver at holde mig. Det skal være endnu en lærestreg og forhåbentligvis virker den for mig :-/

mandag den 4. februar 2013

midt i matrixen...på vej mod modstanden?

Der er noget galt og jeg kan ikke sætte fingeren på det. Er jeg melankolsk? Måske. Er jeg i gang med en 30 års krise? Måske?

Når jeg kigger på enkeltkomponenterne i mit liv, så er jeg ret vild med næsten alle ingredienserne. Men det er som om det ikke virker når hele retten er pløjet sammen.

Jeg ved det virkeligt ikke. Måske er det fordi der er nogle ting der skal fjernes fra blandingen, eller måske er det fordi der mangler den ene eller den lille håndfuld ting/personer/aktiviteter som får det til at gå op i en højere enhed. Citronen til at skære igennem al fedtet, peberet og saltet til at vække smagsløgene...et eller andet.

Jeg er rastløs og utilpas, vandrelysten og utidig. Det roder rundt og selvom jeg bliver mere klarsynet og øver mig i at se tingene for hvad de har af betydning for mig, så giver det ikke nødvendigvis mere opløftning.

Hele verden kører videre og det roterer altid dumme veje. Jeg er ikke vild med hvad der sker og tingene har en tendens til at gentage sig i fjollede mønstre. Alt fra gruppedannelser til tiltrækningsmønstre hænger mig ud af halsen, men det er ting som jeg ikke ved, om der er noget jeg kan gøre noget ved. Min vej er at vide mere om tingene, men jeg frygter, at de her ting der frustrerer mig, er ting som er bedre stillet når de ikke er gennemanalyseret. Jeg ved ikke om det er en rigtig måde at tænke på det på...men det er det jeg frygter.

Er det vinterdepression? Er det stress? Jeg har lyst til at gå i seng og blive der til det holder op...problemet er, at jeg har ting jeg skal og ting jeg vil med det. Det virker bare for tungt at løfte....

Og det er så der jeg plejer at skulle skære ting fra...og alting forpligter og alting er ting jeg har forpligtet mig til fordi det gør mig glad....Men jeg tror der er kommet lidt flæsk jeg måske kan gøre noget ved...Måske...:-/ det er nok et sted at starte i hvert tilfælde...

Hmm.....Hvad har jeg egentligt af forpligtelser tænker jeg lige? Er der et gyldent nummer for hvor meget jeg rumme?

Skole
Familie
Varulv
Band
Trio?
Minilarp
Træning
Finde praktik
- så er der festen som jeg prøver at få gevet slip på- og som allerede er ved at lette lidt af presset synes jeg...

Der er et eller andet i mig om min økonomi som jeg ikke kan sætte fingeren på. Om det er fordi jeg ville ønske mine penge kunne trippeldoble ved ren artighed ved jeg ikke...Det føles lidt sådan...Altså at jeg har en barnlig forhåbning om, at jeg liige om lidt kan rejse verden rundt hvis jeg bare holder leveomkostningerne nede til rugbrød og æbler.

Men det er vel dét...altså en af tingene der er galt...at jeg går med mine håb og er et human becoming...og når jeg er glad er jeg et being...Men det føles som becoming lidt for meget når jeg trister løs...Det hjælper dog som altid at skrive det ned. Jeg skal huske huske huske det.

Jeg har altid tænkt det som, at hvis jeg havde et tredie rum i min lejlighed, så skulle det være et musikrum...men måske burde jeg tænke i et form for helligt sted. Tanken strejfer mig til tider og slår mig altid som en god pointe, men det glider altid af.

En anden ting jeg til tider overvejer er, at droppe noget computertid. Romantiseret, så står det som en tilstand hvor jeg ville have en masse tid til en masse andet. Men...Når jeg tænker over det, så rammer det mig hvor ensom jeg ville føle mig. Jeg ved ikke om det er noget jeg burde prøve og håndtere og se hvad der skete. Se om mit liv ville finde en anden genklang?
Det der skræmmer mig er, at jeg bor alene, rejser på arbejde alene, spiser alene og lige nu lever et liv, hvor jeg ikke lægger mærke til det. Burde jeg det? Ville det blive nemmere at ændre det? Er jeg egentligt utilfreds med det?

Egentlig...Hmm...Egentligt er det mere sådan, at jeg synes jeg burde være utilfreds med det og at jeg har en (måske idealiseret) ide om, at jeg ville blive mere produktiv og mere socialt engageret og derfor mere elsket og sucessfuld.

Er det rigtigt? Er dét nøglen?

Hvad jeg kan mærke lige nu er helt sikkert, at for at få de ting gjort jeg skal så vil bliver jeg nød til at have færre ting jeg er forpligtet til som ikke er dødsensvigtige. Det virker bare ikke, at jeg bekymrer mig løs om rengøring til en fest, når jeg skal skrive pensumliste.

Men den her tid er virkeligt svær...Jeg har ikke så meget lyst som jeg ville ønske. Og det er generelt. Lyst er så utroligt effektivt til at drive når der ikke er overskud, men manglen på lyst og det at jeg kun pletvist mærker ambitionsdrive er hårdt at danse med.

og nu sidder jeg igen uden lyst til at sove og mærker, hvordan det at forblive vågen løfter humøret...det fucker imorgen op og skal nok bringe mig massere af ulykke...men ligenu er det rart at være til...hjernen er en fucked op mekanisme :-/