Pigen i maskinen

Mine forældre har fået webcam i en bærbar.

Dét burde ikke være noget vildt. Men nu er det andet aften, hvor jeg har spist aftensmad med dem loong distance og det er fantastisk. Jeg elsker dem meget højt og ser dem for lidt, så det at kunne bruge en halvt time i visuel kontakt med dem er forrygende. Det er en dejlig nutid af teck vi lever i.

nu håber vi, at jeg kan få min nye maskine med samme fjollede dims...Så vi kan kigge på hinandens verdner igennem disse nye teknologiske spejlvægge...

*

I øjeblikket er jeg mere træt når jeg vågner, end når jeg lægger mig. Alting i mit dybeste inderste bliver hevet ud og endevendt. Det er opslidende og når jeg vågner er jeg så udmattet, at jeg sover igen. Og drømmer nye mærkelige og virkelighedsudviskende virvarsdrømme.

Ting jeg ellers havde glemt bliver genopfundet. Altid i fremtiden. Altid i en langsom dramaturgisk kurve, så det nærmest først er når jeg vågner, at den virkelige verden halvt gør sig gældende. Og dog virker den så ufuldkommen, i forhold til den massive kompakte påvirkning drømmmen har gevet.

Det gør selvfølgelig tingene lidt interessante...men damn det er trættende...

Det ulmer i morgengryet

Måske er det et forår med forårsfornemmelser
Hvem ved?

Måske er det en fremtid med en fiasko

Måske er det imorgen med positive ord

Hvem ved?

Èt ved jeg ulmer i min kerne. Uro. Potentiale. Prime.

Og ved hvert skridt bliver jeg mindre bange for vejen.

1304 = 26

Hvor er det skønt. Hvor er det fint. Hvor er det bare en dejlig dag, at stoppe op og fejre. At være rolig og opleve. At finde ud af, at man har været glad en hel dag og at intet er farligt eller gået galt.

Idag har min familie og mine venner set hinanden.
Idag har mine venner mødt hinanden.
Idag har vi drukket kaffe og spist kage og snakket om øl og hinandens liv.
Idag har været let og fin og med en afslutning af projektplanlægning og fremadsyn.

Det har været en rolig og udramatisk dag. Det har været naturligt og overraskende.
Uden at vide hvordan sådannoget ville forløbe har det været så fint, at det næsten skyndte sig afsted.

Alting i mig bærer resterne af mistænksomheden. Venter på bomben...som det syner måske aldrig at komme. Og jeg nægter at skabe spøgelser. Jeg vil vælge nye overraskende oplevelser frem for gamle, dramatiske og velkendte.

lille kunst på væggen der...

Engang troede jeg, at jeg var drøn revolutionær og skulle provokere verden til reaktion og udvikling. Her når jeg beskuer min verden lige før fødselsdagen, så er det nogle helt andre ting der står på skrevet på min sjæl.

At overleve og udleve livet.
At være sand i alle handlinger.
At turde.
At skabe skønhed.

Det er ikke meget. Det er ikke grundvoldsrystende på nogen måder. Men i det mindste kan jeg håbe på, at være et anstændigt menneske. Det er da hellerikke så ringe endda :)

Jeg ønsker mig kærlighed og sushi til min fødselsdag. Og en overraskelse!... Det er vel mit voksne jegs ekvivalent til et kinderæg.

D. 13 bliver en smuk dag. Måske endda en forårsdag!

...før søvnen

jeg har lyst til at brække mig på gulvet som bevis for min panik.

fuck jer og jeres umiddelbare tilgængelighed.

Hvis det her bare er en eller anden form for besværlig eksistens- så kan i rende mig i røven.

Paradokset i at eksistere og dermed ophøre er ubærligt og uacceptabelt...og måske det bare er et gisp eller et suk i jeres verden...det er umuligt. Det er ubegribeligt og ligenu er det ufatteligt for mig. fint hvis det er en banal prut.

Back to basic

Og med godt mod.

Endnu en dag er brugt på at finde sig til rette og få den her gamle tunge stationære maskine til at virke, finde en kostplan uden kontanter og sove og få tingene på plads inde i hovedet.

Alting ser lyst ud. Hvad end det så bliver til.
Jeg mødte en dame igår der elskede min playlist og ville arbejde på at få mig ind på natradio. Jeg skal brænde nogle mix og søge hendes facilitering. Det kunne være drøn sejt at dj'e en smule. Eller bare få en smule anderkendelse for min musixmixstil :)

Jeg skal holde foredrag på forum og vil finde nogle flere guldkorn frem end jeg fik igennem på sidste knudepunkt. Sprogbarrieren vil ikke være der, - tilgengæld vil den danske mentalitet med " du kan dælme ikke lære mig noget" spille op imod min forsigtighed. Men den ryger ud af vinduet og jeg vil sparke deres røv med alt min viden. Nu med missionen " analyser laget imellem rollen og spilleren"

Foråret er stadigvæk igang og verden er fin og frisk. Min stuebirk har besluttet sig for, at kæmpe sig igennem endnu et år med mig og vil måske endda sætte nye blade i år. Alting er sprødt og jeg har ting i mit køkken til suppe til ihverttilfælde en uge endnu...Så kombineret med venner burde det hele gå.

Hurra for den dejlige verden og det sidste nye afsnit af Top chef

Where everybody knows your name...

Så blev jeg lige frelst af Blaagårds apotek. Lige en varm favn at have i i min hyper(space) tilstand af indtryk og iver og halløj. Lige i armene på Sasha, Pondy og ikke minds Henrik til at snakke og drikke og gennemgå tingene...

Det er crazy hvor godt en lille brandert såen kan få dagen derpå i ro. Det er vidunderligt at der er et middel til stressbefrielse. Måske jeg skulle skrive en ode til tømmermænd.

Alt i alt har Knudepunkt været drøn godt og lige i øjet. Selvom jeg har brugt alt alt alt for mange penge, så er det lige hvad jeg havde brug for og lyst til og amok. At få udvidet den store vide verden med et brag. At få strukket vingerne og mødt andre sjæle.

Generelt må jeg indrømme, at oplevelsen mest handlede om at møde folk med potentiale. At møde og værdsætte initiativer der kunne udvikle sig. Det var spændende at se de søgende blive blæst væk af sine oplevelser, og tilsvarende spændende at se dem der nægtede at lade sig rykke.
Men jeg kunne godt have brugt lidt overvældende vind selv såen rollespilsmæssigt.

At der så blev leveret et pust uden lige fra en anden front, jamen det er så måske min karma der får regnestykket til at gå op :) Who knows.

Der er jo altid en forfængelig lyst, til at gennemgå alle relationer uden for nuét og grave rundt i deres potentielle betydning. Men for mig er det netop forfængeligheden der vil fodres,- og den ulv skal man ( ihverttilfælde jeg) lade dø af sult. Det holder op med at være smukt og fint når det bliver trængende.

Det har været svært at lære...men nu er det bare en process jeg skal minde mig om og såen "gen uploade" : bliv i nuet og værdsæt dets præmisser. Overreflektion er kun nødvendig når der er fare på færde.... Og hvis mine oplevelser på knudepunkt er farlige...så har verden meldt fallit for længe længe siden.

never as bad...

Dagen derpå er nyheden om min forskring- og derved den potentielle genopstandelse af min laptop kommet til mig. Hurra!

Samtidigt havde jeg en spøjs spøjs drøm.

Her i løbet af mit finske eventyr var jeg sammen med en Relationsanarkist. Et menneske som ikke ønsker at begrænse sine oplevelser af andre mennesker, til at foregå inde for rammer, der på forhånd er fastsat af andre.

Det er for mig også en nøjagtig definition på mit forhold til menneskelige forhold...
Den eneste og måske største forskel er, at jeg ikke har systemsat det. At jeg ikke prædiker det.

Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Men alt andet lige, så kan jeg ikke undgå at blive berørt af, at have den kontakt til et andet menneske...Og dét der måske er lidt skræmmende ér, at hvad der er prægende og bevægende for mig, er trivielt og hverdagsagtigt for en anden. - Naturligvis er det en fast del af livet,- men det er ikke nødvendigvis en synderlig fantastisk del.

For mig var det en betydningsfuld uge. Drøn spændende, Smuk, fin og for mig meget øm og bevægende.

Det har reddet mig fra at tænke, at min tilgang til samvær er mærkelig. At mit behov for detalieret kommunikation er umuligt.

Men det efterlader mig naturligvis- som alt i den dælens uge- men en lidt ensom følelse...Så fint noget var, så er det stadigvæk i fortiden. Men hurra for at det eksisterede anyways.

Ikke at ønske at lægge bånd eller regler ned over en relation er fint og amok. Trangen til nærhed og forståelse er noget helt andet, som jeg tror kan fare vild og blive blandet op med idealisme i den debat. Jeg ønsker virkelig ikke at være sammen med nogen, der ikke oplever at det er intimt og tæt og derfor har valgt, at være tæt - med netop mig. Ikke noget driftstyret trængen til...ikke noget behovstilfredsstillende...ikke noget - jeg bruger lige dig og du bruger sikkert også lige mig....- Men jeg aner ikke hvordan jeg undgår det... For verden overvælder og forfører og smigrer og danser rundt om mig... Hvilket jo også er dejligt på sin egen måde... I dunno...Jeg tror jeg søger at finde mig til rette med, at jeg blev berørt og betaget og måske ikke har haft den samme effekt den anden vej. Og at jeg ikke ved, om jeg ønsker at det er sket, - eller om jeg bare gerne vil have en klarhed over betydningen af situationen for mig. Altså en respektfyldt indsigt og trang til samme? Eller...?

måske er det sundere bare at slappe af...at tage det såen lidt pø om pø... jeg ved det ikke - Sikke et kompliceret rod det kan være at være menneskelig!

- Det her kom på ingen måde til at handle om min drøm. Men i skrivende stund har jeg også nået at glemme den.

Og endnu engang hurra for min laptop!

Mellemlanding på dokken...

Så for dælen...Sikke en tur.

Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.

Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....

Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...

Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.

jeg skal intet...

jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...

Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...

Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.

Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?

Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...

Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?

Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.

Måske hvis jeg lukker øjnene...

Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...

På mit eget stjerneskib....