Så for dælen...Sikke en tur.
Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.
Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....
Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...
Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.
jeg skal intet...
jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...
Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...
Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.
Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?
Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...
Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?
Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.
Måske hvis jeg lukker øjnene...
Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...
På mit eget stjerneskib....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar