Jeg tror ikke at der er nogen vej uden om, at blive bedre til at være i verden for mig, end at blive mindre bange for dateri...
Det er noget jeg er igang med at fordøje på plads, inspireret af ugens tanker.
Jeg havde en rigtig fin oplevelse med en fyr i sidste uge. Et menneske jeg ikke kendte inden og som jeg nu synes, måske, er interessant. Situationen er jo dog den, at jeg ikke faktisk rigtigt kender vedkommende, så det er ikke bygget på mere end tiltrækning ved afskeden og lyst til at udforske det...
Det kan simpelthen ikke skulle være en ultra sårbar situation. Jeg har lyst til at have noget kærlighed tæt på - og jeg tænker at det kræver at det går galt en gang eller to? Altså...At man finder nogen der er spændende uden at det er er et jordskælv hvis det ikke virker...
Men jeg har ikke super meget øvelse med de her mellemstadier...Og min selvfølelse er super skrøbelig i de her situationer...
Spørgsmålet er nok, om det bliver bedre af sig selv ved at noget tid går. At jeg giver lidt slip på de efterfølgende potentialer og bare...ja...tager hvad der kommer belejligt...
Jeg er ret ked af det, jeg føler jeg har mistet. Både specifikt igennem de sidste to år og generelt...
Jeg er ambivalent omkring at have sådan en længsel, men samtidigt...Det er nok rigtigt, at længsel er nøglen til lidelse, at det at ønske sig noget har flere negative konsekvenser. Det gør både at man har en kompromivillighed, som sikkert gør en blind og sårbar...og det gør at man bliver skuffet på sin længsel...
Det er en tung træthed jeg føler...Træt af at være bange og træt af at frygte smerte så meget...men jeg ved ikke hvilken vej der er den gode at tage...Det er at lade en type følelse styre kontra en anden. Det virker ikke til, at jeg kan komme frem til mere sådan...typiske rationelle konklusioner, da det ender ude i livets relativitet og meningsløshed alligevel...Hvorfor skulle det ene eller det andet være mere konstruktivt for mig? Det tror jeg at der er et svar på, men jeg oplever ikke, at jeg er i stand til at komme frem til et svar. Dét at passe på mig selv, er omdrejningspunktet tror jeg lige nu...Men spørgsmålet er, om det...sådan i sig selv...er et forkert udgangspunkt.
Hmm... Jeg mener...det er ikke sådan jeg vælger andre ting. Ikke gennemgående. Så min grundantaglese om, at jeg skal passe på mig selv, er måske faktisk fejlslutningen.
Jeg kan ikke rumme uendelig smerte. Det giver ikke mening at opsøge mere end jeg kan overskue, men måske det ikke skal være den vigtigste omdrejningsting. Altså...Eventyr er vel grunden til at jeg overhoved gider at fortsætte med at være i live. Det at opleve noget og gøre noget. At handle i verden. Måske dét er en præmis at forholde sig igennem. Måske...
Hmm... Meget søndag... Mange tanker...
Jeg er meget lykkelig for, at jeg har dejlige mennesker lige uden for min nærmeste sfære, men jeg savner at have nogen dét skridt tættere på. Det er en hektisk og omvæltende tid...
Viser opslag med etiketten ensom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ensom. Vis alle opslag
søndag den 3. juli 2016
tirsdag den 26. januar 2016
syg og trist
Jeg er syg og trist.
At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.
Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.
Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.
Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.
Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...
Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...
Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...
Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.
Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...
Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?
Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.
Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere
At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.
Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.
Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.
Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.
Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...
Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...
Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...
Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.
Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...
Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?
Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.
Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere
onsdag den 13. januar 2016
En heftig bekræftigelse...proof of concept!
Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.
' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.
Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.
Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.
Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.
Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.
Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------
Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...
Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)
' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.
Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.
Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.
Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.
Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.
Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------
Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...
Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)
søndag den 10. januar 2016
Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...
Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...
Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....
Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?
Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...
Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?
Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?
Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?
Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...
Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...
Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...
Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...
Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....
Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?
Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...
Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?
Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?
Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?
Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...
Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...
Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...
Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...
lørdag den 5. december 2015
At rydde op før man forlader huset...
Jeg tror jeg går rundt og føler mig meget meget låst i mit liv.
Det er ikke rigtig den følelse eller de tanker som er aktive, men det virker somom, de tanker jeg faktisk går og får, er symptomer der pejer dérhen.
Første indikator er, at jeg går og tænker over, hvordan jeg ville sætte tingene i stand hvis jeg skulle tage mit eget liv. Altså...hvordan jeg gerne ville gøre ordentligt rent og sortere ting, måske endda smide ting i kasser og lette mine forældre for for meget arbejde i forhold til at få de sidste ting af vejen.
I øjeblikket gør jeg rent, men det har ikke rigtig noget formål. Well...Jeg kan lide at der er rent, men jeg er ret håbløs i forhold til tanken om, om det skulle løfte mit humør eller at jeg nogensinde skulle få en gæst jeg gerne ville gøre et godt indtryk på. Det er bare... ja... her er varmt og fint og rent...og tomt...
Anden indikator er den her tomhedsfølelse
og min utroligt svingende følelse i forhold til mit studie...Jeg vil drøn gerne arbejde dybere ned i det, men lige nu føles det somom, at min sti bare kommer til at medføre mere at det samme og at det er blah...blah blah blah...
Jeg er så træt af blah og whatever og umuligt og uinspirerende...Det er et rigtigt tungt slag ikke at skulle til udlandet og skrive, det har været med til at min prioritet i det her aktuelle semester har været som det er, og det er ved at slide min begejstring i stykker. Det er bare...blah...
Jeg er ked af det og jeg er ensom. Jeg er træt og kikset. Der er ikke meget jeg har lyst til og folk er deprimerende...
Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre. Der er sikkert en masse man kunne gøre hvis man ikke var mig, men jeg ved det ikke...Jeg er træt af, at det ikke virker at være mig.
Det er ikke rigtig den følelse eller de tanker som er aktive, men det virker somom, de tanker jeg faktisk går og får, er symptomer der pejer dérhen.
Første indikator er, at jeg går og tænker over, hvordan jeg ville sætte tingene i stand hvis jeg skulle tage mit eget liv. Altså...hvordan jeg gerne ville gøre ordentligt rent og sortere ting, måske endda smide ting i kasser og lette mine forældre for for meget arbejde i forhold til at få de sidste ting af vejen.
I øjeblikket gør jeg rent, men det har ikke rigtig noget formål. Well...Jeg kan lide at der er rent, men jeg er ret håbløs i forhold til tanken om, om det skulle løfte mit humør eller at jeg nogensinde skulle få en gæst jeg gerne ville gøre et godt indtryk på. Det er bare... ja... her er varmt og fint og rent...og tomt...
Anden indikator er den her tomhedsfølelse
og min utroligt svingende følelse i forhold til mit studie...Jeg vil drøn gerne arbejde dybere ned i det, men lige nu føles det somom, at min sti bare kommer til at medføre mere at det samme og at det er blah...blah blah blah...
Jeg er så træt af blah og whatever og umuligt og uinspirerende...Det er et rigtigt tungt slag ikke at skulle til udlandet og skrive, det har været med til at min prioritet i det her aktuelle semester har været som det er, og det er ved at slide min begejstring i stykker. Det er bare...blah...
Jeg er ked af det og jeg er ensom. Jeg er træt og kikset. Der er ikke meget jeg har lyst til og folk er deprimerende...
Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre. Der er sikkert en masse man kunne gøre hvis man ikke var mig, men jeg ved det ikke...Jeg er træt af, at det ikke virker at være mig.
onsdag den 30. september 2015
Op og ned dag...
Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.
Jeg fik elg på dåse fra finland...
Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.
I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...
Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?
For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...
Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede
Jeg fik elg på dåse fra finland...
Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.
I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...
Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?
For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...
Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede
mandag den 13. april 2015
Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje
Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...
I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.
Og jeg savner det...
Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.
Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.
Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.
Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....
Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....
Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...
I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.
Og jeg savner det...
Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.
Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.
Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.
Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....
Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....
Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...
mandag den 23. marts 2015
Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...
Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...
Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.
Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...
Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...
Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.
En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...
Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...
Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.
Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...
Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...
Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.
En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...
Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...
fredag den 20. marts 2015
Savner dig i mellemrummene
Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...
Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.
Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...
Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...
Det har jeg kæmpet mig ud af nu...
Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...
Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...
jeg savner dig i mellemrummene...
Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.
Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...
Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...
Det har jeg kæmpet mig ud af nu...
Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...
Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...
jeg savner dig i mellemrummene...
onsdag den 4. marts 2015
Alene ved vejkrydset...
Er det en romantisk drøm fra hollywood? Er det en selvstændig fantasti? er det lige meget hvor den kommer fra?...
Well...det er ikke rigtigt ligegyldigt for mig, om det er noget film har plantet i mig, men lige meget hvad så er jeg vågnet med en skarp smerte og et tungt ønske om noget, som jeg ikke tror på kommer til at ske.
Jeg tror virkeligt ikke på, at jeg er sådan én som man ville kæmpe sig tilbage til.
Det kan godt være at jeg mener, at jeg er god nok til at elske...men til syneladende ikke god nok til at elske så meget...
og jeg ville sådan ønske det. Mit hjerte ønsker og mit sind hader mit hjerte og mine øjne svier ved tanken.
Jeg har billeder fra andres fiktive liv...hvor én gør noget dumt og én så ser sig selv i øjnene og én så går til den anden med sit hjerte i hånden og møder dem igen og det hele bliver bedre...
og jeg tror ikke på det. Det gør så ondt men jeg kan fucking ikke se det for mig. Hvad skulle han her? hvad skulle der være ved mig, der skulle gøre at han gik ud over sig selv...
Men jeg ville sådan ønske...Sådan ønske mig modbevist...Holder det mon nogensinde op? Fuck altså...
Well...det er ikke rigtigt ligegyldigt for mig, om det er noget film har plantet i mig, men lige meget hvad så er jeg vågnet med en skarp smerte og et tungt ønske om noget, som jeg ikke tror på kommer til at ske.
Jeg tror virkeligt ikke på, at jeg er sådan én som man ville kæmpe sig tilbage til.
Det kan godt være at jeg mener, at jeg er god nok til at elske...men til syneladende ikke god nok til at elske så meget...
og jeg ville sådan ønske det. Mit hjerte ønsker og mit sind hader mit hjerte og mine øjne svier ved tanken.
Jeg har billeder fra andres fiktive liv...hvor én gør noget dumt og én så ser sig selv i øjnene og én så går til den anden med sit hjerte i hånden og møder dem igen og det hele bliver bedre...
og jeg tror ikke på det. Det gør så ondt men jeg kan fucking ikke se det for mig. Hvad skulle han her? hvad skulle der være ved mig, der skulle gøre at han gik ud over sig selv...
Men jeg ville sådan ønske...Sådan ønske mig modbevist...Holder det mon nogensinde op? Fuck altså...
mandag den 2. marts 2015
jeg kan ikke rumme det hele...
Christ... Så ligger jeg her i min fridags travlhed og er fyldt med bekymring for ham...Fuck altså...
I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...
Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:
Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.
Fuck altså :-(
Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...
Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(
Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?
hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....
Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...
Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(
Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(
I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...
Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:
Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.
Fuck altså :-(
Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...
Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(
Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?
hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....
Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...
Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(
Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(
onsdag den 3. juli 2013
på den anden side af stormen...
så...tid til endnu en statusopgørsel:
Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.
En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.
Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.
Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.
Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.
Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?
Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.
Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.
Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.
En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.
Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.
Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.
Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.
Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?
Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.
Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.
mandag den 29. april 2013
tread carefully- i be lonely
jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.
Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?
Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.
For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.
For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.
Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog og alt muligt.
Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?
Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.
For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.
For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.
Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog og alt muligt.
tirsdag den 19. februar 2013
"dagen derpå"
selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.
Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.
Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.
Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.
Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.
Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?
Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.
* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.
* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.
* Jeg burde opsøge.
* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.
* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.
* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.
* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.
og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.
Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.
Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.
Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.
Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.
Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.
Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?
Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.
* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.
* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.
* Jeg burde opsøge.
* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.
* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.
* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.
* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.
og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.
Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.
onsdag den 19. september 2012
Jeg trænger til
tjaa....hvad er det der rumsterer?
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
onsdag den 8. august 2012
når det går skævt
så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.
Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...
Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.
Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.
Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?
Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(
Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...
Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.
Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.
Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?
Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(
onsdag den 1. februar 2012
intet kompas
Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.
Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.
jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.
Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.
Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...
Jeg er bare så utroligt træt
Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.
jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.
Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.
Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...
Jeg er bare så utroligt træt
onsdag den 7. december 2011
renvasket i ensomt hjerte
Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.
Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.
Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.
Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.
Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.
Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....
Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.
Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.
Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.
Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.
Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....
Abonner på:
Opslag (Atom)