jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.
Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?
Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.
For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.
For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.
Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog og alt muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar