Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

" Jeg sagde jo at jeg ville gå..."

Og så ramte vreden: wow...pang kapow!

Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....

Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...


Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.

Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?

Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.

No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...

Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...

Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.

------------

Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...

Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...

Fuck det shit

Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...

Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.

Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.

Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.

Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.

Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.

Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....

Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...

Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.

Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.

Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.