Når hjertet ser....?

 Det er god øvelse, om ikke andet. Det forklarede kattefyren mig i morges med dejlig aca-indsigt, dér inden solen stod op. Det er noget gøgl og det er ikke noget jeg ville kunne finde ud af at være i, hvis han ikke fandtes i ligningen. Altså kattefyren. og altså det her med nysvensken. Det er for pletvist og for langt væk. Men ja. God øvelse. 

Det giver mig dog mulighed for at opleve mønstre og reaktioner, samt ønsker og behov i en super tryg ramme. Derfor kattefyren støtter det og synes det er værd at blive ved med. Hvis jeg havde været uden den daglige støtte og varme...Ja så ved jeg at jeg ville have været meget mere usikker, jeg ville have brugt meget mere tid på at prøve at forstå hvad der sker med nysvensken og nok også have haft sværere ved at mærke hvor jeg var, såen nede under al uroen. Det er dét med social usikkerhed og angst som det kan spille ind i. 

Jeg er dér hvor jeg gerne vil se ham igen, men også derefter tror jeg må sætte en grænse og/eller få mere afklaring på relationen. Han præsterede at gøre noget der fik mit hjerte til at synge, så det gør mig mere sårbar, for nu har jeg følelser og dem gider jeg ikke få for meget i klemme. Åh ja. Der kom lige lidt bund i hvad der før var potentiale. Jeg kunne mærke jeg nok godt ville kunne lide ham, men den er lidt mere vitterlig nu. - At jeg crusher på nærmest alle jeg ruller rundt i lagnenerne med, er jo ikke det samme som at det holder ved. Det har jeg været igennem med ham her, men efter dét faldt på plads var det mest potentiale. Men alt det der foregik ifht det den selfie han sendte mig er simpelthen noget jeg så godt kan lide, at jeg kunne mærke mig trække mig. Det er blevet mere sårbart. 
Og det er ok. Det jeg har som mål er nu, at finde måder at være ved mig og ikke blive for henført. Ikke lave for meget arbejde. - Jeg kan godt gøre sådan, at vores kommunikation langt hen af vejen er sådan som jeg vil have den, så den kan give mig de følelser jeg ville synes jeg skulle fodre...Altså, sådan typisk femme-opdraget følelsesarbejde som også gør at det hele lever op til hvad jeg ønsker mig. Og det ville jo så få mine følelser bekræftiged og forstærket. Det tror jeg ikke jeg vil denne gang. Det er en dum ting vi bliver opdraget til, og når jeg samtidigt sideløbende bruger tid på at rådgive og vejlede veninder ud af de mønstre, så tænker jeg det er et god tidspunkt til at få øvet det selv. Endda super tryge omstændigher at øve det i ifht hvis jeg var ulykkeligt ensom og ville skubbe ønsker eller frygt over på en ellers udemærket flirt.  Derfra hvor jeg sidder nu tænker jeg at vi ses og er sammen igen og at det så også skal indeholde endnu en snak. Eller måske nærmere at jeg etablerer noget grænse? Eller siger tak for denne gang med mit småblafrende hjerte under armen? 

Det er måske sådan, at jeg bliver nød til at turde stå på et kommunikationsbehov eller preference selvom jeg hellere vil være langt ovre i en forståelse af den anden person. Hellere vil holde potentialet aktivt og ikke have så meget som risikoen for en konflikt. Men det nytter nok ikke noget i længden. Opdragelsen til det er bare meget stærk. 

Og dét fører os hjem til kattefyrens pointe om, at det er en ret tryg situation at øve det i. 

Måske det bliver til en sang

En lille sang om den perfekte lille forårsflirt....

Hvor sødt og dejligt og livsbekræftende noget kan være, før alt lorten vælder ind. Noget om det at blive mødt og genkendt...at grine...åh at le og samtidigt have lyst til at vikle sig ind i en anden...

Og at det er ok, at vi begge var for i stykker til at hige os fast og kræve mere. At hele det uduelige maskineri ikke behøver at gå igang.

Der hvor jeg sidder lige nu, der er han skøn og varm og attråværdig. Og det samme er jeg. Lige her, uden for meget bøvl og uden fremtid. Bare en lille fejlfrit forførende flirt.

Det gør mig rigtig glad. Det gør mig super salig at dvæle ved. At smage på kyssene og at mindes kærtegnene....Og det gør mig så utroligt lettet, at jeg kan mærke og nyde det uden alt den smerte som min eks efterlod mig i. Uden at jeg skal være bange for, at alting roder til. Et papierklip og et minde jeg altid vil kunne have. Et lille smil på læben.
Det er vidunderligt, fordi jeg er sikker på, at vi var det samme sted i de delte øjeblikke. Ikke noget forstillelse og løgn og manipulation. Det gør det drøn dyrebart og det rør mig dybt. Dejlig sanselig sandhed.

Påsken har sendt mig hjem til nuet og måske mit korsfæstede hjerte er genopstået for mine selvofrende synders skyld. Det her minde er til mig. Mit helt eget og jeg kildrer ved tanken. Hvis ikke andet, så er jeg blevet mindet om, at der findes sådanne mennesker i verden. Selv hvis jeg skulle lære ham faktisk at kende, så kan det ikke tage det væk fra mig.


----------------------------------


Jeg er så lykkelig over, at den fremad-drevne længsel jeg har følt så længe, nok faktisk kom fra 'helgenens' manglende villighed til at møde mig og ikke fra en iboende trang til lænker og låse...At det nok kommer ud af alle de hundredevis af små svigt han stak mig igen og igen...Så lykkelig over, at starten på kuren var små, ærlige og begærlige møder med en anden.

Jeg brugte noget af påsketiden alene...på at mærke al den forvirring og refleksion som det tvang frem i mig. Alle de tanker der blev nød til at komme frem igen. Alt den...åh...al den sorg og psykologi. Men...Hjemme igen, er det ikke den spekulative banketnat, men smilet på læben der hænger ved. Det vil jeg nyde så længe jeg kan :)

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Ekstra ansvarsfølelse? angst for spild af liv?

Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....

Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?

Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.

Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.

Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.

Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.

Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?

En hård landing

Måske flyder jeg ikke længere rastløs rundt på havet? Måske er jeg på fast grund uden kompas og kort. Måske er det strand jeg mærker imellem mine tæer og havet der søger at trække mig tilbage. Søger at trække sandet med sig og fjerne fodfæste hver gang jeg står stille. Bevægelse er nødvendigt men hæmmet.

Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.

Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.

et hjerte der svulmer af stolthed

Jeg har præsteret idag. Mere endda end jeg stillede af krav til mig selv og jeg er stolt som en pave. Jeg har lært, læst og forberedt og har fundet metoden, knækket nødden, sat en kryds på kortet og langt en rute med forståelse for egen formåen. De sidste to timer har jeg været flyvende på forvandlingsstøv.

Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.

Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

Mit hjerte er helt igen og sommerfuglene sniger sig ind i mine tanker. Et glimt i øjet hos en charmerende lægestuderende og jeg smilede resten af dagen. Det er skønt, det er ufarligt og det er lavet af musik og blomster og andre ting som er rare...som en helt genopfyldt e-cigaret og en kaffe latte - og en tur med en flyver! Hurra.

----------------------

Jeg er begyndt at søge og prøve at opfinde en måde at håndtere retfærdig harme over medmennesker, som jeg ikke kan fjerne/fjerne mig fra i min verden. Det er på tide for jeg kan mærke jeg ignorerer noget småt og usympatisk- fordi jeg ikke er interesseret i en sindsyg konfrontationssyg social dramascene...men jeg bliver mere og mere allergisk overfor de små stik efter det

og så kan jeg simpelthen til sidst ikke holde mig selv eller mennesker ud fordi de er så åndsvage

og min evne til at trække på skulderen holder kun lige til jeg har et nogenlunde sympatisk ører og så skal galden  ud.

Min ven foreslår noget jeg aldrig havde overvejet - "Well, jeg går en tur ned gennem strøget hvor alle dårlige mennesker samles og så sætter jeg min hjerne til at planlægge hvor jeg ville placere claymore miner for den mest effektive ødelæggelse."

Det er ikke den første jeg møder der har den slags løsninger -for mig falder det mig naturligt at minutiøst planlægge folks undergang igennem social stigmatisering men så føler jeg mig så skyldig bagefter. Rådet til det var at det er vigtigt at gøre det overkill og urealistisk så man ikke skal tænke over om det er muligt.

Det der vel giver mening i det er, at det genvinder følelsen af kontrol. Det kan måske også forstærke følelsen af at være et bedre menneske ved, at lukke tankestrømmen med en " og jeg  har ingen planer om at gøre det fordi jeg ikke er den slags menneske"

Så det er første forsøg. Denne aften vil jeg gennemgå alle de krænkelser jeg føler mig udsat for og forestille mig hvordan jeg ødelægger de krænkede og måske kan jeg komme af med behovet for at søge retfærdighed hos andre tilhørere!

I øjeblikket...

Har jeg ikke nogen Far...

I øjeblikket synes jeg det er en ganske fin ting, situationen taget i betragtning.

Jeg er et meget mærkeligt sted i øjeblikket. I mit voksne jeg, med alle de konstanter der findes, med alle de konstanter der findes i mine omgivelser, Der er der ting der pludselig taler meget om fremtiden, ting der hiver i mig fra nuet og flashbacks længere tilbage i tiden end nogensinde.

Jeg siger altid, både til mig selv og mine nærmeste ( og eventuelle fremmede der kunne finde det relevant) at vi er nået til et punkt i livet, hvor dén mekanisme mange af os har i hovedet, som opdrager og evaluerer, som bedømmer og skælder ud, den godt kan slukkes. På Freudiansk er det vel, at det gode barns overjeg er hyperaktivt og at man nu som voksen, skal lægge vægt på >Jeg'et<>

Det er en utroligt skræmmende tanke. Den er også både vigtig og frigørende.

Konsekvenserne kan være enorme, da handlinger, store som små, kan miste deres eksistensberettigelse,, hvis man holder op med at søge anderkendelse fra hvad, der i sidste ende er omverdens accept og frygten for at være uartig.

Mit udgangspunkt er, at når jeg generelt, både på et overfladisk bekendtskabsplan og især på et nært personligt, bliver spejlet og fortalt til at være en god, dygtig, sympatisk og " artig/høflig" pige, så må mine ønsker og impulser i en situation fortjene at blive prøvet af, om ikke andet. Måske ikke stolet helt og holdent først, men ihverttilfælde testet som et selvstændigt værdigt grundlag.

Men det er ikke harmløst. For i skrivende stund har jeg ikke talt med min biologiske far siden starten af måneden og jeg har ingen planer om at søge kontakt. Ligenu tænker jeg, at jeg kan ende med at hade ham. Ikke ønske, nogensinde at være i rum med ham. Og jeg ved, at jeg har ret til det og at jeg fortjener denne tid, hvor valget og virkeligheden er min.

Jeg hader allerede grundlæggende ting. Jeg hader hvordan jeg er præget til, ikke at stole på mig selv i situationer med mænd, hvor der er vigtige ting på spil. Jeg har ikke lyst til at skrive ting ned specifikt, men jeg kan mærke en kasse med " fuck dig din fucknar" der fyldes langsomt. Og jeg ved at jeg kun kan have en biologisk far, hvis jeg var villig til at træde ind et sted, hvor hans virkelighed var lovlig igen. Og det vil jeg aldrig. Ikke engang hvis han var døende. Jeg har gjort regnskabet op, og ligemeget hvad vej jeg vender det, så skylder jeg ikke en skid og kan aldrig komme til det. Det er ikke mit ansvar, på nogen måde, at bekræftige ham i den. Og han har intet motiv til, at træde ind i min virkelighed og pludselig faktisk tage ansvar, for det kaos og det svineri han har efterladt derinde. Jeg er dybt overbevist om, at han hellere vil miste en datter end indrømme, at det var hans mangel på evne til, at se sandheder i øjnene, hans manglende selv-indsigt og hans uvilje til at overveje hans ansvar, der grundlæggende var skyld i, at jeg fik en fucking diagnose og troede jeg var sindsyg i 6 år af mit liv.

Og jeg har brugt år og atter år på at lege " han er blevet bedre" legen. Og jeg er færdig med at lege " kejserens nye klæder" sammen med resten af de folk der omgås ham. Det kan de få lov til. At klappe og juble den ene gang om året hvor han viser noget de håber på. Egoistisk og ignorant. Selvtilstrækkelig og nærig med nærhed. Det er resten af mit liv for kort til. Jeg har spildt næsten 25 år på ikke at forstå det. Nu er jeg færdig. Nu skal jeg hele og se, om jeg nogensinde kan være i nær relation med en mand, uden at have lort fra ungdommen med.