Jeg er så frygteligt træt. Projekter der har stået på i evigheder- såsom kørekort- bliver ved og ved ude af min kontrol. Prøverne er svære at få og opretholdelsen af kørekompetencen er dyr når nu det bare er ventetid. Og jeg har ikke pep de her dage til, bare at tænke at jeg bliver bedre og det er ok i længden. Ikke når det er dyrt og stopper andre eventyr fra at starte.
Job og jobskifte går forhåbentligvist i orden, men tanken om nyt arbejde er også bare tungt og krævende. Endnu et længere projekt uden min indflydelse.
Men det der er det sværeste er, hvordan det vækker en af mine yngste og mest desperate drømme om at komme væk. Om at blive reddet. Om at én der elsker og ser mig tager mig væk fra det svære og gør det godt igen. Gør det til at være i. Til at overleve.
Det er blandet sammen til noget værre rod indeni mig, fordi de eneste eksempler jeg så på det i fiktion var 'dette er ikke dine rigtige forældre' (hvilket mine meget åbenlyst ér) og så at blive reddet af prinsen, af helten, af den rige gentleman eller den rige broken guy eller hvad det nu er. Og når jeg er mest presset så vil jeg væk og reddes. Det er trist og svært for folk tæt på mig. Det er meget forståeligt med mit tidlige liv taget i betragtning, men ja.
Og så skal jeg være den voksne der møder det indre barn og prøver at gøre det for barnet som ikke blev gjort, men jeg har ikke mulighederne ligenu. Jeg prøver. Jeg prøver at få kørekort og bil så der er mere frihed og eventyr og muligheder, men det kan ikke presses hurtigere end det kan. Jeg prøver at skifte job så der kommer mere udfordring og mening. Men det er tungt og svært. Jeg kan prøve at se mig selv og møde mig selv, men det er ikke nok. Det er ikke nok når mobningen og truslerne og ensomheden og meningsløsheden fra barndommen er så stor. Jeg er træt og utilstrækkelig :-/
