Der har været skift af nærmeste leder efter udrensning i arbejdsformen. Der har været gennemlevning af efterspil med nysvensk (der dog stadigvæk spøger i en drøm eller en brandert engang imellem) Der har været 'brækket tå' spoleret sommerferie og 'den mest ekstreme ting jeg har oplevet som frivillig' sommer.
Det er nu tilbage på job i nyt team med ny leder og ny uvished. Men som udgangspunkt vidst nok nogenlunde stabilt. Jeg ved det dog ikke, min håndskyhed siger, at bare dét at skrive det her, kommer til at betyde at jeg bliver fyret i eftermiddag. Men who knows these days.
Det der fik mig til tasterne var, at ville skrive-tænke lidt omkring den her ekstreme oplevelse som frivillig, der blev sendt hjem fra et arrangement.
Jeg må - igenigen- notere mig, påpege, gen-notere, at arrangørene sagde det ikke var mig. At de ikke havde overskud til at fikse en fucked situation og at de basically smed mig på offerbålet.
Og de har ikke taget kontakt siden.
Jeg rakte lidt ud igår, for at minde den ene om, at vedkommende sagde de ville kontakte mig efter et par uger, og det er ikke sket endnu.
Så jeg sidder og jeg gik i morges og kom frem til, at jeg har den information om alle involverede, som jeg bør have for at sætte min dom. Min vurdering. Mit take på situationen.
Det føles ret heftigt sådan at skulle lukke noget uden at have indput fra dem, men der har været næsten en måned til at gøre noget. Der har været mere en god tid til, at tænke 'shit det var grænseoverskridende og nederen det vi gjorde mod den her person'. Så den er i hus. Det er slut. Det var nederen og de er nederen for at have håndteret det sådan. Jeg har vendt og drejet og twistet og flippet det. Jeg har prøvet scenarier af inde i hoved til jeg var blå udenpå. Selv hvis jeg underkender deres take på, at jeg ikke har forårsaget situationen, så er det virkeligt ekstremt at udelukke mig.
Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at jeg bliver udelukket fordi jeg har et relativt mildt gemut, end, at jeg blev udelukket efter at have gjort ting som jeg så fuldstændigt har glemt som skulle retfærdiggøre det mest ekstreme jeg har prøvet som frivillig.
Så. Jeg har gået og ventet på, at få en undskyldning? en omsorgsvisning? en stor talk der lander det hele? Something der måske skulle farve mit take på det. Men jeg tror både at det er for sent og også nok, at det virkeligt skulle være proaktivt for, at jeg ikke ville ende her. Hvor jeg sådan set synes det er grænseoverskridende og måske også noget i nærheden af æreskrænkende.
Det tror jeg faktisk jeg synes det er.
Altså det er det nok ikke juridisk, men socialt ihverttilfælde. Især ifht hvad den oprindeligt problematiske part i situationen efterfølgende har gjort ifht at søge at sprede rygter.
Så dét er en spændende følelse at sidde med og ikke rigtig kunne gøre noget med.
Men måske den skal have lov til at være der et stykke tid. Jeg har jo først lige opdaget den.
