Venteventeri med ekstra venten...Men holder hjertet højt

Idag har været en dejlig dag. Det er hårdt at vente og vente på mange forskellige ting. Det er hårdt at håbe...Men jeg er lykkelig i hjertet og det hjælper. Jeg elsker virkeligt kærestekatten og bliver elsket helt tilbage som kun en hengeven labrador kan. Også selvom den tror at den er en kat...

Jeg har en uformel videosnak med en arbejdsplads i morgen. Håber det går godt. Der er stadigvæk 5 dage (potentielt) tilbage før KAB har deadline med at fortælle om jeg (vi) har fået lejligheden på buskager...hvor jeg er nummer to i køen...Jeg skal stadigvæk have indspillet de sidste to bidder audition til nota og vente på dét og jeg har et par ansøgninger ude...Ikke at jeg lige tror på at de bliver til noget...

Det er meget venteri. Jeg sover forfærdeligt og der er nærmest endeløs og meget varieret motorlarm heletiden her ved lejligheden...Men jeg er stadigvæk helt fyldt i hjertet og det gør utroligt meget. At S tager afsted lige om snart gør også ondt...men hvis mit hjerte ikke var fuldt ville det slå mig helt i stykker. Nu håber jeg bare på at ting bliver vidunderlige for ham og at jeg vil være så glad ved det...

Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her

Frygt og angst i en stor fremtidsforvirret pærevælling...

jeg har nu haft en kæreste et par måneder. Jeg har kendt og datet ham i lidt over 4 måneder i alt. Jeg er bange og forvirret efter en uge hvor jeg savnede ham imens han var væk på ferie og kom frem til at jeg måske nok elskede ham...

jeg har sagt det til ham og 6 timer senere blev jeg i tvivl om, om det var noget jeg følte...det er svært...kæresteri er svært og ubehageligt...og forvirrende...

Jeg er så bange for at det bare er noget jeg leger eller har vænnet mig til...jeg er bange for om det er fordi det er bedre end ingenting...jeg er bange for om jeg gør det forkert og om der er en skæbnesting som jeg ikke har set og som jeg burde vente på. JEg er bange for at det jeg vælger er det jeg burde vælge fra. Det er virkeligt svært at rumme og det er svært at være i.

Samtidigt er jeg bange for at han gør ligesom svenskeren og helgenen i dumme situationer. Bange for at tage afsted på udflugt med ham og at det viser sig at være lort fordi det var det med de andre. Jeg er måske også bange for at vise mig at være en lort.

Jeg vil så gerne eventyr og jeg vil gerne være god til eventyr med ham. Jeg lærer af ham og jeg synes han er awesome når han lærer mig ting.

------------------


Lidt tid er gået og nu glæder jeg mig...Jeg tager et spring i tillid og håber det går godt.

Hjerteforvirring...forventning og forandring?

Åh....jeg er forvirret og tom og træt og udmattet....

Jeg har en kæreste og i dag har jeg ingen kærlige følelser...

At jeg heller ikke har dem for noget andet menneske er nok vigtigt men jeg forstår stadigvæk ikke hvad der foregår.

Jeg kan godt bygge min betændte udgave af maslows behovspyramide. Jeg kan starte fra bunden og køre op af listen med alle mine almene problemer og mine uforløste behov. Det er svært at være semiforbundet med nogen når alt er fucked...

Måske jeg ikke er helt klar til at bruge ordet kæreste...selvom det ikke er mig en fremmed ting, så er der ét eller andet i klemme her...something...Like...jeg har lyst til at se kattefyren igen og jeg har lyst til at putte med ham, men jeg tror måske at jeg lægger et eller andet i 'kæreste'ordet som jeg ikke helt forstår og som jeg ikke er rigtig klar til...

Det er ikke rigtig ifht omverden det er et problem. Det er en forklaringsmodel som er udemærket. Noget kassetænkning og noget symbolsk og kategorisk som kan markere en form for tilhørsforhold osv.... Men det er det måske inde i mig.

Igen... Jeg synes ikke jeg kan mærke en mangel på lyst til at se ham...måske lidt ifht intimitet i dag, men det kan virkeligt være pgr pms eller stress eller livslort... men jeg er ikke rigtig klar til...hvad end det er for en ting jeg oplever at kæreste gør ved min hjerne...

Er det pgr rester fra en grænseoverskridende lorte-ekskæreste? meget sansynligt...Er det på grund af mine livsomstændigheder`? - også det....Er det pgr kattefyren?

jeg ved det ikke...

Mit problem med ham, sådan som jeg kan identificere det, er at jeg ikke er helt tryg ved ham pgr hans tilbagefald... men måske det ikke er tilbagefaldet, men bare fordi jeg ikke er tryg ved at have en kæreste igen pgr lorte-ekskærestens grænseoverskridende og ødelæggende opførsel

men det gør at jeg ikke rigtig ved om jeg kan tro på kattefyren... og der er et eller andet i kæresteriet der gør at jeg føler at jeg skal kunne tro på noget fremtid? at jeg skal kunne tænke mere end én dag frem...én dag af gangen og dé jingler...

Er det rigtigt eller forkert? er det sådan man tænker? er det noget jeg ikke har lært eller er det en vigtig mavefornemmelse? - Det er mit rimeligt grundlæggende problem i øjeblikket i mine oplevelser med kattefyren....

Jeg oplever at det er godt. Nogle ting er fantastiske...men nogle er nederen... Er det godt nok?

Er det godt nok?

Hvad er propertionelt og hvad skal jeg kigge efter? Hvordan skal jeg vide det?

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at se ham igen

Men jeg kan også mærke at jeg ikke er sikker på om jeg kender ham godt nok til at sige noget med nogen sikkerhed overhoved...Måske det er dét der knirker ved kæresteriet?

I dag har jeg slåsset med at kunne sige hvad jeg godt kan lide ved ham. Det er et kompliceret 'jeg skal være min egen DR Who' kombineret med ' ved jeg om jeg kan stå inde for dig som menneske' mikset med et ' jeg vil ikke opdrage på min kæreste' setup tror jeg... Altså...

jeg ved ikke om jeg kan møde nogen jeg synes er både inspirerende nok og søde nok og imødekommende nok og feministiske nok og voksne nok og eventyrlige nok og begavede nok og nørdede nok til at passe ind i min fantasiskabelon...og dét har jeg også -so far- fået belæg for at andre heller ikke oplever at man kan finde i en partner. Det er et eller andet opgør med romantik som min hjerne skal køre.
Og det handler om min mangel på erfaring og mine ar fra at prøve sidst.

Men hans føjelighed skræmmer mig også...Altså...Jeg kan for det første godt lide folk med holdninger og standpunkter. Jeg er bange for at løbe dem over ende hvis de ikke har en sund jeg-følelse...og det er svært for mig at han ikke udtrykker den. Det er gået galt i andre relationer og det ender med smertefulde afskeder...

det gør mig bange baseret på erfaringer...Jeg synes det er rart i situationer, men jeg har brug for noget selvstændigt pushback selvom jeg sikkert ikke giver udtryk for det?

Jeg er bange for om jeg har lovet noget som jeg ikke kan holde eller performe hele tiden...som jeg har lovet at gøre?

Hmm.... Der er et eller andet med....hmm... At jeg har lyst til at se ham men at jeg så har en sucessrate af ting der skal virke for at retfærdiggøre det`? Det er ihverttilfælde et eller andet som jeg synes vækker noget genklang... Er det fordi jeg prøver at passe på mig selv? fordi jeg har urimelige forventninger? noget tredie? er jeg fanget midt imellem de forskellige faktorer?


Jeg tror ikke jeg er færdig med at tygge på det... Men jeg har tænkt mig at se ham igen. Om ikke andet ved jeg at jeg godt kan lide at putte med og holde om ham

De siger det starter som en storm og slutter med en hvisken....

og dette er mit hviskende farvel... Måske ikke til ham som menneske....men til kærligheden...

Det er en udånding og et sille farvel...det er et suk..

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

jeg har ikke lyst til at stoppe...

med at elske dig...

Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...


Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.

Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.

Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?

Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?

Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.

Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.

Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.

Doktoren siger 3 1/2 måned

Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.

I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...

Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...

At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....

3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.

Masters of arts...and panics?

Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!

Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.

Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...

Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...

Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.

Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.

Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.

Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...

Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku

i accidentally university...is it dangerous!?!

ih! jeg har været til oplysningdag om it og om bibliotetsbrug på uni - og det vil sige at det har været min tredie dag derude - jeg har gruppearbejdeundervisningsdagting imorgen og idag har jeg læstm, vurderet, taget noter til næsten alle artiklerne der stod på læseplanen OG fået set min søde dejlige kæreste før jeg sendte ham i byen og jeg kunne læse. Og jeg er helt høj. Svævende. Cloud-skæv på præstation. Jeg tror jeg fatter måden, metoden og måske faktisk noget af indholdet og jeg oplever at jeg kan magte det. Ihverttilfælde idag. Ihverttilfælde nok til, at jeg kan tro lidt på det hele...


Sikke en dag...

Sikke et liv....

Sikke et eventyr <3 p="">

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

Når det er stress og når det er hverdag

Jeg tror jeg har haft en åbenbaring. Tiden vil vise om det er rigtigt. - I mit indlæg fra tidligere idag, beskrev jeg de situationer jeg oplever med min kæreste i øjeblikket. èn ting som en dejlig ven mindede mig om er, at det handler om hvordan man klarer det i de svære tider.

En ting jeg har haft glemt er, at vi stadigvæk er i en svær tid. Problemet er nok nærmere, at vi har været det så længe og at der ikke er kommet ro tilbage i verden. Så meget stress at jeg frygter det bliver ved for altid.

hvis det her er hvordan det er når det er slemt...så er det faktisk ikke så skidt. Det er til at leve med skønt der er tårer.

Hvis  det her bare er hverdagen efter forelskelsen har lagt sig...så er mange af mine langsigtede bekymringer valide...

Det har dælme været en god tænkedag! Men nøj hvor er sådannoget kæresteri svært....og spændende....og hvor er kærlighed svært....og dejligt

my hungry hungry heart....part 2?

Eller hvad det nu er. Jeg synes at have adresseret det her problem før i tidligere blog-posts...og med noget af det samme ordvalg. Eller jeg har skrevet en sang om det engang.

Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.

Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.

For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.

Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.

Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.

Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.

Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...

Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og  elsket tror jeg...

Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.

En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.

Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan".  Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.

Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.

- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.

Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.

Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.

Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.

Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.

Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...

Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke... 

overskudsøkonomi

Jeg er træt og trist her til aften. Træt og trist og ville ønske jeg kunne få en udbringning af tender love and care, men virkeligheden ser anderledes ud og det er svært. Der er ikke overskud at hente ud af kæresteforholdet og selvom jeg har haft mulighed for at lægge lidt ind i det selv, så er det blevet slugt af omstændighederne. Det er vidst meget normalt, men det er lidt ubehageligt at opleve lige nu.

Det får mig til at tvivle på det hele. På rigtigheden af at være sammen, på min forståelse for hvordan vi kommunikerer...Det vækker god gammeldags x-kæreste rester igen og gør, at jeg tænker, at min kæreste egentligt er glad for ikke at se mig så meget i øjeblikket og at det måske helst skulle være sådan for fremtiden - hvis det var op til kæresten-

Jeg ved at mine tømmermænd er en del af det, men sårbarhed og såen læseferietomheden er også med til det. I de her dage føler jeg mig meget alene og uønsket. - igen ved jeg godt, at der er folk der rækker ud efter mig- men nu hvor jeg skriver føler jeg det bare igen. At være alene og uønsket.

Jeg tænker, at det er en mærkelig ting, at jeg har så meget længsel efter den favn der normalt putter mig når den er optaget i den anden ende. Altså... for jeg forstår godt at min kæreste er presset og at der er 40 ting som vedkommende skal gøre og som hiver og tærer på dem. Men...well....i mit post-ba tomrum, er der bare massere af plads til at tænke og længes. Det har jeg klaret ok i sidste uge synes jeg, men i dag...i dag er det svært. I dag ville jeg gerne mødes af noget lidt ekstra-ordinært...måske fordi jeg var ude og hente min første gave til kæresten og det var en lidt ekstraordinær ting...Men bare fordi jeg synes noget ville have god timing, så ved jeg godt, at det er idag moderen er hjemvendt fra hospitalet og møde på jobbet og antageligvist nogle lektier...tja...Det giver god mening, at der ikke sker noget, men...men jeg ville ønske at min kæreste ville ønske at kunne være her og at jeg fik det at vide :-/

Min indre diskussion kører noget ala " Jamen det skal der også være overskud til at kunne skrive" og den anden side svarer " jamen da ikke hvis det er sandt...Hvis min kæreste savner mig er det vel ikke energikrævende at skrive det til mig" og sådan kører det frem og tilbage.
Mit problem er, at jeg antager at det er en både/og ting og ikke en enten eller, men jeg er bange for, at jeg skulle gå hen og ikke opdage, at jeg var i et forhold hvor jeg gav slip på mine behov igen. Jeg tror ikke det er tilfældet. Jeg tror det er spøgelser fra fortiden, som søger at sørge for, at jeg ikke havner i sådan en situation igen. Well...Og så er det vel tømmermændende og ferietomheden der kører det hele lidt op igen.

 Nogle dage er bare triste og en vidunderlig weekend gør det ikke bedre når man sidder her om mandagen lige nu.

og lidenskaben?

hvad er min lidenskab i øjeblikket? Hvor er min ild?

Jeg har tygget og tygget på mine tænkte tanker og vendt frangsiden frem i søgen  på bagtanker men jeg kan ikke finde andet end håbløshed.

Jeg er træt og tom og ensom mit i min landsby. Jeg ser mit liv frem til døden som en snorlige, ubarmhjertigt forudsigelig og ligegyldig ørkenvandring med oaser af sorg og pletvis lykkelig forglemmelse. Jeg har mistet næsten al min tro, størstedelen af mit håb og mit hjerte er alene med sin kærlighed. Jeg er blevet tilbageholden med og skammer mig over omfanget af den potentielle kærlighed jeg slæber rundt på. Jeg holder den tilbage af bekymring for at blive såret til endnu mere håbløshed og jeg skammer mig over den...well...fordi den ikke bliver budt velkommen i verden og derfor føles uønsket. Den bliver ikke næret og den bliver ikke værdsat- ergo ( har jeg tilsyneladende konkluderet) så må den lægges væk. Åh hvor jeg savner at elske igennem. Elske med alle vidunderligheder der er at modtage og give. Hvor smukt og favnende og dansende det kan være i al sin rummelighed.

Og det er jo umiddelbart ude af min kontrol. Jeg tror jeg må tygge videre på det her. Der er jo ikke andet jeg kan gøre.