Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det. 

Frygt og angst i en stor fremtidsforvirret pærevælling...

jeg har nu haft en kæreste et par måneder. Jeg har kendt og datet ham i lidt over 4 måneder i alt. Jeg er bange og forvirret efter en uge hvor jeg savnede ham imens han var væk på ferie og kom frem til at jeg måske nok elskede ham...

jeg har sagt det til ham og 6 timer senere blev jeg i tvivl om, om det var noget jeg følte...det er svært...kæresteri er svært og ubehageligt...og forvirrende...

Jeg er så bange for at det bare er noget jeg leger eller har vænnet mig til...jeg er bange for om det er fordi det er bedre end ingenting...jeg er bange for om jeg gør det forkert og om der er en skæbnesting som jeg ikke har set og som jeg burde vente på. JEg er bange for at det jeg vælger er det jeg burde vælge fra. Det er virkeligt svært at rumme og det er svært at være i.

Samtidigt er jeg bange for at han gør ligesom svenskeren og helgenen i dumme situationer. Bange for at tage afsted på udflugt med ham og at det viser sig at være lort fordi det var det med de andre. Jeg er måske også bange for at vise mig at være en lort.

Jeg vil så gerne eventyr og jeg vil gerne være god til eventyr med ham. Jeg lærer af ham og jeg synes han er awesome når han lærer mig ting.

------------------


Lidt tid er gået og nu glæder jeg mig...Jeg tager et spring i tillid og håber det går godt.

Fight club, jobsøgning, venteland, selvaccept og muligheder

Jeg er endelig kommet lidt ovenpå efter at være druknet i samfundsforventninger, importeret selvforagt, forglemmesle og fortabthed.

Et af de positive tegn er først og fremmest, at jeg har nok selvfølelse til at kunne skrive her igen og at der er noget at skrive ned. Det er stadigvæk ikke helt klart for mig hvad der har været de individuelle komponenter af tyngden, men nu hvor den er lettet er der lys indeni og ud af øjnene igen.

Fuck det system. Fuck det fucking inkompetente fordelingssystem hvor vi, igennem flaskepostlignende opslag og ansøgninger, skulle være i stand til at få noget som helst til at passe.

Jeg har skammet mig og været skuffet over at jeg ikke kunne præstere at finde det rigtige job at præstere den rigtige fristilsagtige jobansøgning til. Somom det er en kompetence jeg skulle have trænet. Somom alt det, som jeg har opnået indtil nu, skulle være kvalitetsafhængigt af udfaldet af jobjagten. Somom at dét at jeg har spruget mig selv i luften i kampen mod den rådne programmering jeg fik, det at jeg har bygget mig selv op igen, det at jeg har prøvet og levet og elsket ikke en skidt var værd. Somom dét at bryde social arv, kønsbarrierer og frygtmure ikke var noget værd.

Fuck da det.

Jeg vil ikke være i venteland og jeg vil ikke have at min livsoplevelse bliver afgjort af det her. Jeg har gjort mit. Jeg har ryddet ud og lappet huller og malet mine kompetencers hus i flotte friske farver. Hvis det ikke bliver fanget til noget som helst i det her forgøglede og paleokapitalistiske samfund, så er det fanme ud over min kontrol.

Jeg vil sende ansøgninger til ting der ligger tæt på og som giver mere end dagpenge.
Jeg vil rejse og se ting og elske mine venner og eventyr. Det med at identificere mig på nogen som helst fucking måde med jobjagt og jobgøgl...det vil jeg sætte punktum for nu. Forhåbentligvis kan jeg holde den her følelse i live alt imens samfundet skammer løs på mig og potentiale-peptalks aktiveres. Dont care.

Åh altså hvor har det ligget tungt. Åh hvor jeg elsker Palahniuk og hans evigt tankeprovokerende skriveri. Så sundt for sjælen.

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Kunsten at omgås...mig?

At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.

Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...

Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.

Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.

Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...

Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:

Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..

Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...

?