Nye horisonter

Endelig har mit livs skib fået en ny misson. Den ligger relativt langt ude i fremtiden, men i det mindste skaber det ro, og en stille forventningens glæde. Jeg havde egentligt opgevet den nuværende kamp, men en landing i barndomshjemmet gav atter ro og mod på livet. Endda noget kampgeist tilbage.

Der er noget meget vidunderlig ved, at være en del af en familie. Især en, der ikke er fucked op og kaotisk. Denne havn er Hjem og den varmer og giver mening. Den giver styrke til, at vende tilbage til kampen og give den en skalle til.

Det er usansynligt at jeg vinder, men det er vigtigt at jeg prøver. Det må afsluttes så et eller andet resultat kan komme frem. Og jeg bliver nød til at følge processen, for at se hvilke muligheder der kommer til at byde sig,- om de så først viser sig på den anden side af horisonten.

Så alle mand til infermeriet og derefter til træningsbanerne. Vi gør klar til 8'ne runde af Stjerneskibet versus Systemet.

its a wonderful life

Sangen jeg har på hjernen konstant.

Og intet andet vækker mere genklang. Floskelfyldte sætninger og tung melankoli. Jeg er blevet vandvittig fan af "Black" på en et lille døgn. Lige om lidt ryger jeg min sidste smøg igen og vender og drejer mig for at lade somom jeg sover. Eller hvad det nu end bliver. Melankoli appelerer enormt meget ligenu. En ting jeg har forkastet og set som ligegyldigt er måske lige det der skal til.

No need to laugh or cry
its a wonderful wonderful life

I armene på livet

Ligenu ville jeg ønske, at jeg kunne rulle mig sammen og være tryg og fortrøstningsfuld. Føle noget tillid til noget i fremtiden. Føle optimisme om et eller andet. Have lidt overskudsbrænsel til mit hjertes ild, så noget af mig kunne holde en pasue med at vogte. Så en del af mig kunne holde fri og frigive noget energi til en anden opgave.

For jeg tænger til, at have overskud til at græde. Hulke igennem over omstændighederne. Få afløb for alle frustrationerne ved at overgive mig til sorgen over mit lille univers tilstand. Men alle instanser er optaget. Alle mekanismer bruges på at flyde og holde noget kontrol. Opretholde håbet. På det punkt er der intet nyt under solen.

Og ting smuldrer i kanterne. Stoffet flås og hives dag for dag. Ingen økonomi. Ingen overskud og derved intet socialliv. For jeg fucking nægter, at blive ved med at "låne" og være en byrde.

Og kroppen lider. Men det har den gjort i mange år. Det slider bare mere på den, at jeg ikke kan holde ud at invistere i den.

Og det der har været af småromantik har afklædt sig som banalt eller kompliceret igen. Ingen nemme skyer, ingen nemme drømme der.

Jeg ville ønske at jeg kunne græde det ud. For istedenfor vikler det sig omkring min sjæl og gør mig bizzar når jeg endelig møder verden. Èt stort søgende spørgsmålstegn, der længes efter mening, selv i småtterierne. Længes efter udveje i ting der handler om nærhed. Længes efter grande oplevelser i ting der søger at være hyggelige. Pubad. Pubad og ad. Jeg glæder mig til, at jeg måske en dag kan græde af lettelse.

Ned i kælderen igen...

Så er det på tide. Sidste års udgravninger gav resultat og forandringer. Tiden der er gået har bragt ro og udvikling. Men nu skal der kigges indad igen. Projektet bliver aldrig færdig, og de ting der skulle falde på plads er nu på de rette hylder. Nu er det tid til at rydde endnu et par kvadratmeter af den mørke kælder.

Søvnmosteret skal findes og identificeres. Måske er det ikke det, der først kommer frem, men det er helt bestemt en af de "most wanted" sjælegnavere.

Og så er der et eller andet med kontrol og mennesker...Eller forventninger til dem...Eller myten om dem. Jeg er ikke helt på sporet endnu, men jeg har klart færten. Jeg er igang med at lure, hvormeget de forskellige ting spiller ind. Usikkerhed, arrogance, forventninger, forsvarsværker og så videre.

.................

På hverdagsplanet har jeg to fantastisk søde finske piger på sofaen som har været her siden i mandags. Det er, som altid, en skøn oplevelse med pust fra udlandet, men en sjov ting, er den ting der er det éneste der har irriteret mig. Og det er helt simpelt og banalt. Når toilettet er optaget...Dammn...når man er opdraget i et hus med to dasser...ja så kan det pludseligt mærkes når andre bruger tid derude.
Det er endnu såen en eneboerting som slår igennem. Jeg er virkeligt ikke synderligt socialt dresseret i øjeblikket.

Men jeg elsker at vise folk rundt og finde eventyr. Det er en god kompensation når der er lavvande i ens eget liv. At få set byen med nye øjne osv. Selvom jeg ligenu længes efter at skulle pakke min egen kuffert og komme afsted. Og længes efter spændende oplevelser hele vejen rundt. Ih altså...det hjælper hellerikke på det at være syg. Øv...

Men nede i kælderen venter endnu en gåde og endnu en udfordring. Endnu en løsning på endnu en knude. Og når knuden er fundet og løsnet venter endnu en oplevelse og en udforskning og en form for accept.
Det er i det mindste et eventyr der tilfalder mig.

------------------------------

Men jeg arbejder i øjeblikket på, at acceptere at det er godt at tage nogle hårde oplevelser fordi der kan komme noget godt ud af det. Det er igennem så langt tid blevet tævet ud af mig, at jeg godt kan gøre tingene - fordi de bør gøres- men ikke har en forventning eller en tro på at det kan forbedre omstændighederne. Jeg tror det kræver et lille blomsterbed indeni. Et sted der ikke kan skades hvor såen håbsblomsten bliver gødet når det går godt, men ikke bliver skadet af modgang. Og frøene er plantet. Så er det bare op til tiden at vise, om jeg formår at være en god gartner.