Ligenu ville jeg ønske, at jeg kunne rulle mig sammen og være tryg og fortrøstningsfuld. Føle noget tillid til noget i fremtiden. Føle optimisme om et eller andet. Have lidt overskudsbrænsel til mit hjertes ild, så noget af mig kunne holde en pasue med at vogte. Så en del af mig kunne holde fri og frigive noget energi til en anden opgave.
For jeg tænger til, at have overskud til at græde. Hulke igennem over omstændighederne. Få afløb for alle frustrationerne ved at overgive mig til sorgen over mit lille univers tilstand. Men alle instanser er optaget. Alle mekanismer bruges på at flyde og holde noget kontrol. Opretholde håbet. På det punkt er der intet nyt under solen.
Og ting smuldrer i kanterne. Stoffet flås og hives dag for dag. Ingen økonomi. Ingen overskud og derved intet socialliv. For jeg fucking nægter, at blive ved med at "låne" og være en byrde.
Og kroppen lider. Men det har den gjort i mange år. Det slider bare mere på den, at jeg ikke kan holde ud at invistere i den.
Og det der har været af småromantik har afklædt sig som banalt eller kompliceret igen. Ingen nemme skyer, ingen nemme drømme der.
Jeg ville ønske at jeg kunne græde det ud. For istedenfor vikler det sig omkring min sjæl og gør mig bizzar når jeg endelig møder verden. Èt stort søgende spørgsmålstegn, der længes efter mening, selv i småtterierne. Længes efter udveje i ting der handler om nærhed. Længes efter grande oplevelser i ting der søger at være hyggelige. Pubad. Pubad og ad. Jeg glæder mig til, at jeg måske en dag kan græde af lettelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar