den 20/09/12 skrev jeg et indlæg bloggerklienten ikke ville lægge online. Det var trist at det lige var dét indlæg der ikke er kommet online til huskelisten, da jeg fik blogget min hjerne på plads igennem skriveprocessen. Det var fantastisk at få bearbejdet mine kaosfølelser fra barn/gift/crazyness og få fundet hjem til mig selv. Glad, træt og med tømmermænd sidder jeg nu og tænker over hvor tingene skal hen. Denne lørdag føles på alle måder som en søndag og det er najs.
Tingene er ved at rette sig ind og jeg synes at det løfter op. Jeg tror imorgen bliver en oprydningsdag nu hvor jeg er ved at have styr på rodet i mit hoved.
Forelskelsen i gøgleren er lagt på hylden, panikken over barnløshed er stillet til ro med fremtidsplaner og personlig agency. Skolen er sat på plads. Økonomien er måske til at få til at virke og giver mulighed for ting og eventyr. jeg tror jeg kan begynde at træne igen når jeg får ryddet resten op,
lørdag den 22. september 2012
onsdag den 19. september 2012
Jeg trænger til
tjaa....hvad er det der rumsterer?
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
søndag den 16. september 2012
ny hjerne med gamle mønstre
Jeg er skræmt og træt og udmattet, skuffet, bange og bekymret. Imorgen skal jeg have modet til at snakke med mine lærere om mit problem med "den faglige forskydning" hvilket dette tilfælde er sproglig kode for, at jeg ikke har lyst til at besvære mig for at komme i skole for at sidde til udetalierede hurtige gennemgange af nybegyndermusikteori jeg selv har undervist i. Det er ubehagelig og ulækkert at skulle, men det her nuværende setup suger tilgengæld min lyst til at spille musik, til at blive lærer og til, at tillægge noget andet i min hverdag der har med skolen at gøre, nogen betydning eller værdi.
Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.
Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....
og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.
Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/
Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.
Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.
Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....
og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.
Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/
Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.
torsdag den 6. september 2012
semesterstarten sætter tanker i gang
og det er på hele linien.
Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.
Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.
Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.
Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?
Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.
Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.
Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.
Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?
Abonner på:
Opslag (Atom)