Skal jeg stoppe en lille løbeild? Kan jeg?

Og hvad giver ild hvorhenne?

Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?

Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.

Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.

Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.

Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.

Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.

tread carefully- i be lonely

jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.

Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?

Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.

For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.

For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.

Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog  og alt muligt.