Og hvad giver ild hvorhenne?
Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?
Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.
Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.
Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.
Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.
Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar